KNIVENE I LUFTEN

Peter Schaufuss er i turbulens med sin ballet i Holstebro. Men ingen skal tage livet af ham og hans dansere.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Søren Palmelund

NOGLE kultiverede bisser… Det sidder jeg og tænker et øjeblik, mens Peter Schaufuss taler og taler.
Sådan nogle som Nicolaj Hübbe og Rudolf Nurejev og Peter Schaufuss.
Balletstjerner. Blændende i spring og æteriske svæv over scenen. Fyrstelig noblesse, når de træder frem. Inkarnationer af et århundredes sublimerede dansekultur.
Men rå og kontante face to face. Hver på deres facon.
Når det nu gælder Peter Schaufuss. Han kan godt give ved dørene, men han er også parat til at labbe til med højre hånd, hvis gaven bliver dårligt behandlet.
Som han synes, den er blevet. Den gave, han afleverede for over ti år siden til Holstebro Kommune: Et balletkompagni, der satte endnu en kulturblomst i knaphullet på den ambitiøse vestjyske by. 
Men Schaufuss er trods alt skruet sådan sammen, at han sagtens kan mobilisere charme og veltalenhed, når han forklarer, hvad der er sket i løbet af de seneste måneder, hvor kommunens tilskud på 2½ mio. kr. er taget fra ham  – ligesom det splinternye ’Dansens Teater’. Revet ud af hænderne på ham. Hans værk. Byens erobring.

”De inviterede mig selv dengang. Og de har fået fuld valuta for pengene. Jeg rejste herover, bosatte mig, fik alle mine dansere til at gøre det samme. Jeg lavede et internationalt balletkompagni, hvor danserne har betalt lige så meget i kommuneskat, som vi har fået fra kommunen i tilskud. Dét er ét regnestykke. Så har vi lagt alle vores penge til forbrug her – penge, vi har tjent uden for kommunen. Vi har givet byen en profilering, som er opgjort til omkring 250 mio. kr. i løbet af de elleve år, vi har været her. De plejer at være gode købmænd her i Vestjylland. Det her er bare dårligt købmandskab. Men man skal tage alt her i livet som en oplevelse. Ikke græde over spildt mælk.”

Engelsk herregård 

Schaufuss ligner ikke en skuffet mand. Ikke som han sidder dér i en af de fede, mørkegrønne Chesterfields – en del af arrangement, der pryder salen på 1. sal i hans balletbygning. Møblementet er et køb fra det gamle Hotel Royal i Århus  – det runger af engelsk herregård, selvom det næsten fortaber sig i de enorme lokaler i det moderne, tidligere møbelhus, som er Schaufuss-borgen. Et sted med eminente prøve- og kontorfaciliteter, endda med en sal, der kan rumme fire hundrede tilskuere, hvis det skal være. Den selvejende institution Schaufuss Balletten er placeret i et nordligt erhvervsdistrikt af Holstebro med tæt udsigt til et vindblæst landskab og en 800 år gammel landsbykirke.

– Hvad hedder kirken? Spørger jeg nysgerrigt.

”Det kan jeg ikke huske,” svarer Peter Schaufuss.
Det er tilsyneladende ikke med Vorherre, han har etableret en alliance om dansens sejr i det jyske. Og han kan le muntert og sarkastisk af den bemærkning fra den lokale kulturudvalgsformand, som er vandret pressen rundt: ’Den eneste forskel på Gud og Peter Schaufuss er, at Gud godt ved, at han ikke er Peter Schaufuss.’ 
Vi er ikke fjernt fra gedigen, jysk humor eller jantelovens hjemby Nykøbing Mors.

Navn i flammeskrift 

Langt fra Chesterfielderne i det vældige rum øjner man opstillingen af hele striben af modeller til det ’Dansens Teater’, der er blevet opført midt i byen ved siden af Holstebro Musikteater. Endnu i nogle dage prydet med Peter Schaufuss’ navn i flammeskrift ved indgangen. Men på vej til at blive pillet ned. Et nyt kommunalt sabelhug. 

”Skuffet? Næh. Men det kunne man da sagtens være. Vi fik aldrig et stykke papir eller en forklaring, da de fjernede driftstilskuddet. Vi måtte læse det i den lokale avis. Sådan kører det. Ligesom med al balladen om ’Ballettens Hus’: Jeg har brugt otte år – 8.000 timer – af mit liv, selv tegnet og designet de sidste fire af de otte modeller og undervejs så opdaget, at dét kommunen i virkeligheden er mest interesseret i er, at der bliver fladt gulv i teatersalen  – så de kan bruge den til kongresser og møder og fester. Snarere end at få et dansens teater.”

– Det må alligevel være en skuffelse.

”Hør nu her  – når man er vokset op på et teater fra man er syv år og har haft så stor en karriere, som jeg har haft, så har man vænnet sig til at tage det, som det kommer. Jeg har haft fantastiske triumfer. Men selvfølgelig er jeg da blevet skuffet mange, mange gange. Sådan er det også, når man stopper med at danse og bevæger sig videre ud i det hajfyldte farvand, der hedder kunstens verden.”

– Så mobiliserer man noget…ja, hvad?

”Talent – forhåbentlig. En masse indre drive. Og stædighed. Eller jeg vil hellere sige: Vedholdenhed. Man har jo altid skullet bide sig fast. Der er mange, der siger: ’Din karriere har været så let! Du blev hurtigt stjernedanser!’ Men det er kun mig, der kender historien. Alt er hårdt arbejde, hvis du skal have succes. Også her i Holstebro: Ind imellem – for at sige det på den måde – har jeg så lige lavet nitten helaftensballetter gennem årene. Spillet dem, turneret med dem i Danmark og udlandet, og fået succes. Fra at være ingen ting er vi blevet et internationalt kompagni og kommet på finansloven. Du spørger, hvad der skal til! Også nogle visioner…”

– Visioner om…

”Om at få folk til at gå til danseforestillinger. Betale for billetterne. Og så det sværeste sted, man kan tænke sig: I Vestjylland. Det er at give sig selv hårde vilkår. Nu har vi et kæmpepublikum over hele landet. Se vores turnéplan: Ikke bare de store byer. Også de små. Hvor vi bygger scene, scenetårn, publikumsopsætning og det hele. Dér sidder 4-500 mennesker, som måske for første gang ser en danseforestilling. Eller som måske slet ikke ellers går i teatret. Det er da til at blive glad over! Se glæden hos publikum. Hos danserne. Friheden til at forsøge noget nyt og mærke, det lykkes! Mange kan ikke forstå, at jeg rejser rundt til de der små steder. Når man nu har stået på de allerstørste scener – Metropolitan, La Scala, Covent Garden, Pariser Operaen. Men det har  jeg jo prøvet. Jeg har ikke behov for at få bekræftet mit eget dansetalent. Det var dengang. Nu handler det om kompagniet. Vi har dette her pragtfulde hjem til balletten, masser af plads. Her bliver vi. Det er udgangspunktet. Med mindre der skulle vise sig noget afgørende bedre. Selvfølgelig – hvis vi lå på den jyske østkyst, havde vi lettere ved at servicere vores kunder. Fordi der er en motorvej. Køreturen her over til Holstebro gør turen for danserne og teknikken trættende og kostbar. Vi kunne spare nogle overnatninger.”

– Der er også en forretningsmand i dig?

”Der skal helst være sorte tal på bundlinjen. Og lige i de næste måneder handler det om overlevelse. De har jo revet de 2½ million væk under benene på os. Midt i et budgetår. Så vi skal tænke os om.”

– Nogle har skrevet, at du mangler en administrator.

”Der skrives så meget sludder! Jeg mangler overhovedet ikke en administrator. Det er noget, journalisterne finder på. De skriver bare videre på de historier, de har iscenesat i forvejen. Da vi fik fjernet tilskuddet, måtte vi opgive ’Dansens Teater’, og så gik både administrator, forretningsfører og bogholder ned med flaget. På grund af al ståhejen. Helt urimeligt. Budgettet var ikke overskredet  – hvad det som bekendt bliver på næsten alle andre kulturbyggerier. Nu har jeg fået tre nye folk på posterne. Knalddygtige. Line, den nye administrator, har en kandidatgrad i kommunikation og administration fra RUC. Nu kan jeg igen koncentrere mig mere om at lave forestillinger.”   

– Journalister er et irritationsmoment?

”Man må jo forholde sig til, at sådan er det. Ligesom med politikere.”

– Er det en myte, at du er egocentrisk og besværlig?

”I Danmark er man ikke vant til folk, der siger nej. I den politiske verden er ethvert kompromis en sejr. I kunstens verden er det modsat. Hvis man skal lave alt for mange kompromiser som kunstner, så er der til sidst ikke noget kunst tilbage. Når jeg laver mine forestillinger, skal jeg da ind imellem lave kompromiser. Det er klart, at når du har med det politiske system at gøre, så vil du gerne opnå det optimale. Det skal noget tæft til for at overbevise. Men der kommer et punkt, hvor du må sige ja eller nej. Siger man nej, så siger den anden part, at man er besværlig.”

– Og det irriterer dig?

”Næh. Jeg har ikke noget imod at blive udnævnt til at være besværlig. Men det bliver tit misforstået, når man stiller krav. Og det, jeg beskæftiger mig med, gør, at man hurtigt bliver forsidestof. Og når man som jeg har været kendt fra en meget ung alder, så bliver det til underholdning i aviserne. Så ruller snebolden. Der er nogle, der siger til mig: ’Hvorfor fortæller du dem ikke den anden side af historien?’ Men man kan jo ikke engang komme i gang. Du bliver kaldt alt muligt. Du har ikke tid til at fange knivene i luften, når du også skal lave forestillinger.”  

– Kan det nogle gange blive for meget?

”Det er vilkårene. Hvis det bliver for hårdt, så kan man jo sige fra.”

– Kunne du finde på det?

”Det har aldrig strejfet mig. Sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg er – som sagt – vedholdende. Jeg har nogle vidunderlige dansere, som er vokset op sammen med mig. Og et godt nyt personale her. Der er så meget, der kan begejstre én. Det udvisker helt de negative ting.”

– Du kunne slippe for bøvlet og have et skønt liv som free lance koreograf med opgaver over hele verden. 

”Jeg kan godt sætte ’Svanesøen op – hvis det var dét! Jeg har sat over halvtreds helaftens-klassikere op ude i verden. Men jeg vil hellere arbejde sammen med mine egne kunstnere. Vi lærer hinanden at kende. Kan noget særligt sammen. Og lave vores forestillinger med et andet kompagni? Det vil være som at tage et jakkesæt fra en af mine dansere, og tilpasse det en helt anden danser. Kompagniet er kreativt. Jeg kan gå ned i eftermiddag kl. 3 med et stykke musik, og to timer efter vil vi have en koreografi, som er speciel. Nu går vi gang med den næste forestilling. Det er The Who’s ’Tommy’, som jeg har fået rettighederne til. Danserne skal have sangtimer hele foråret. Nogle spiller også et instrument. Det skal vi da bruge! Det ville jeg ikke kunne gøre andre steder. Vi har friheden til at gøre præcis, hvad vi selv synes er det rigtige. Det giver også vores særlige stil. Jeg mixer tingene for at skabe et mere filmisk billede. Alle mine forestillinger er næsten som film. Spring fra scene til scene. Skift i musik. Det ville man aldrig gøre i det klassiske repertoire.”

– Hvad ville din far og mor sige, hvis de så det, du nu laver?

”Bare de kunne opleve det! De er vokset op i et stramt regime på Det Kgl. Min mor har fortalt, at det var både med stok og slag. De ville kalde det her  – revolution!