Stine Holm Joensen i ‘Persona’  (Foto:  Alexander Brandel)

KATTENS LEG MED MUSEN

Bergmans ’Persona’ lever intens som scenedrama på det lille Får302

****

Ekstrem stilhed. Nærmere en så fortættet stemning af total tavshed kommer man sjældent i et teater. Opmærksomhed. Koncentration. Det er, hvad man kan opleve i det lille, intime Teater Får302, der spiller en sceneversion af Bergmans ’Persona’. Filmen, der blev et af hans mærkelige mesterværker med Liv Ulman og Bibbi Andersson i de to centrale roller.
Det er stilhed i dobbelt forstand på Får302. Historien handler om tavshed og udtrykker sig på scenen gennem skift mellem replikløse passager, hvor musikken lægger sig som en dyne af vintersne over rummet, og eksplosioner af ord fra den ene af de to personer:
På Får302 Stine Holm Joensen, der spiller sygeplejersken Alma, som er sat på opgaven at pleje Pernille Lyneborg, der spiller stjerneskuespillerinden Elisabeth Vogler, som er blevet ramt af en tilsyneladende psykotisk tavshed oven på et black out på et teater, mens hun spillede Elektra. Gået totalt i baglås.

BREVET

Eller er hun? Mens Alma – der er en enkel, down-to-earth sygeplejerske med et ganske almindeligt liv, ikke lægger skjul på sin beundring for den store skuespillerinde og pumper løs med at fortælle om sig selv, lytter den tavse Elisabeth Vogler med et svagt smil og en sfinxagtig tavshed.
Indtil Alma kommer til at læse et brev, Elisabeth har skrevet til sin mand, og hvori Elisabeth fortæller om denne søde og lidt naive sygeplejerske, der blotlægger sine inderste hemmeligheder for hende – ’måske er hun endda lidt forelsket i mig…’ 
Det følgende opgør har undertoner af dæmonisk interferens mellem de to personer. Der er mange fortolkninger af Almas vrede. Af tiltrækning og had i situationerne mellem de to. Er det, Alma er udsat for, bare en skuespillers kyniske udnyttelse af noget menneskeligt materiale, der blotlægges for hende til beskuelse og udnyttelse ved første givne lejlighed i en eller anden rolle?
Det afgørende i denne sceniske opførelse er den gennemførte stemning af kattens leg med musen. Sløret i Nina Flagsteds scenografi med hyppige skift mellem gennemsigtige forhæng, og instruktøren Hanne Hedelunds hurtige, korte situationsbilleder med de to medvirkende i forskellige positioner – forbløffende så varieret det er muligt at skabe billederne på Københavns allermindste scene!

INTENSITET

Den voldsomme intensitet i denne opførelse hviler på Pernille Lyneborgs tilbageholdte spil og Stine Holm Joensens glimrende måde at brænde igennem med åbenlys, glad fortællelyst og lettere betagethed hos sygeplejersken af den rolle, hospitalet har tildelt hende. Indtil sandheden går op for hende. Vi følger hendes chokagtige reaktion på skuespillerens manipulation med hende, og vi fanges ind af den komplicerede, dybere konflikt, der opstår mellem de to kvinder.
Godt teater? Ikke bedre end den magiske film, vi kender som ’Persona’, selvfølgelig. Men den åndeløse intensitet i luften undervejs gennem den lille halvanden time, sceneversionen varer er tankevækkende. Film kan  – om ikke skal – opleves i teatret.

GregersDH.dk