Per Kirkeby. Børsen, magasinet 27.3.08 s. 30-37 Interv.

JEG HAR EN DRØM

Maleren, billedhuggeren og forfatteren Per Kirkeby er hinsides sygdomskrise og skilsmisse. Han passer på sit hjerte – som han har givet til sin nye hustru. Han har en drøm om, hvad han kalder sit ’alderdomsværk’. Til september fylder han 70.

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

————————————-

METEORITTER. Nedstyrtede djævelskaber fra det ydre rum. Sådan ser jeg Per Kirkebys opstillinger langs havnen ved siden af Nykredit kæmpekube. Sirligt opmarcheret. Men sikke et bombardement, hvis de var ankommet fra himlen en mørk nat! Når man nu er nærmeste nabo.
Kirkeby kan ryste, forbavse, slå mig skæv, overvælde. Og nu står jeg dér foran hans dør, den tunge midterdør i en villa, der ligner en spansk GRANDEs domicil.
Fire kulsorte meteoriter langs husfacaden! Henkastede, truende. Parat til at blive slynget mod den indtrængende af skjulte, kyklopiske kræfter? Der er fem trin at blive nedstyrtet ad fra portalen, og hvem kommer til hjælp i dette Hellerup-kvarter, som emmer af stilhed, velstand, luksus, lukkede døre?
Kirkeby bor omgivet af ambassader, der sikkert med skjulte blikke vil være vidne til min ulykke. Og dog – lidt længere oppe ad vejen stiller kinesiske menneskerettighedsforkæmpere op til den daglige protest foran deres lands ambassade…
  
Ringer på klokken. Minutter går. Kirkeby åbner efter det fjerde ring.
’Jeg hører ikke altid klokken, når jeg er i atelieret,’ siger han undskyldende. Jeg er på tærsklen til at spørge ham, om det nu ER meteoriter, han truer med foran indgangen. Der er jo så meget Grønland, mineralogi og geologi, klipper og nordlys i hans liv.
Det kunne blive et kort svar. Så kort, som dét Laurits Tørnæs fik, da han spurgte Kirkeby, hvad murstensskulpturen foran sygehuset i Esbjerg forestiller. ’Ingenting’ svarede Per Kirkeby. ’Den er uforklarlig. Ligesom Fadervor’.
Det kunne også blive et meget langt svar. Om Aku-Aku mænd på Påskeøerne, om gips og bronze, om kroppe, lemmer og ansigter. Eller mere om Fadervor. Som det blev til min kollega Ninka i hendes interviewbog ’Jeg er her endnu’, hvor ikke-folkekirkemedlemmet Kirkeby bekender sin uigennemskuelige kristentro. Men især taler sig hudløst og labyrintisk gennem det meste af ti års dramatisk sygdom og lige så dramatisk løsrivelse fra sit ægteskab med filmmennesket Vibeke Windeløv.
Alt det lader vi ligge.
Kirkeby har det ikke bare bedre. Han har det godt. Katastrofer og dæmoner er på afstand. Sygdom er i ro. En ny kone, Mari Anne, formilder hans liv. Han løber ikke mere ture og bader i Øresund. Hjertet skånes. Men han kan arbejde  – SE, selvom synet på venstre øje melder en – for os andre – usynlig misvisning.  
Han siger:

”Før var jeg så anspændt. Og betalte en høj pris for det. Når jeg nu slapper af, sker det paradoksale, at der kommer mere ud af, det jeg laver. Det er dristigere, og jeg er ikke så bange for, at det ikke går godt. Jer er mere afslappet i arbejdsprocessen. Der er noget, der hedder et alderdomsværk. Edvard Munch blev bedre, da han blev mere ligeglad. Ligesom Matisse og Picasso. Uden sammenligning: Jeg har en drøm om at blive sådan en ældre kunstner, der ikke er tvunget af en forestilling om at skulle ændre sig hele tiden. Jeg tænker: Hvad er der galt med at bruge det samme? Det skal nok blive forskelligt alligevel. Med stilleben sagde jeg før: Nu skal du sateme finde et nyt motiv! Nu udvikler mine stilleben-billeder sig i en helt ny retning, når jeg giver dem tid.”

Vi er på vandring gennem huset. 1920’r-rummelighed og albuerum. Orden i Kirkebys tilværelse. Her en niche med ovenlys: Læsekrogen. Her et hjørne af det store bibliotek – stedet, hvor han skriver, i øjeblikket nye essays. Vinduerne ud til den store have åbenbarer husets tredje fløj: Det kæmpestore atelier.
”Et mas at få byggetilladelserne dengang,” siger Kirkeby tørt.
Vi sætter os ved et stort arbejdsbord, tæt ved trappen ned til atelieret, der nu rummer det alt dominerende virkefelt i hans hverdag: maleriet. Svært at holde øjnene fra. Lærrederne står der i deres magiske vælde. Som løsgående naturkræfter. Jeg tænker: Det er som at sidde på randen af Delfi-oraklets hule.

”Jeg er et vanemenneske. Står op på samme tidspunkt hver dag, gør de samme ting, spiser den samme grød, hører morgenandagten. Går ned i atelieret. Alt sammen ret præcist. I dag en aftale med dig kl. 10. Ekstremt pinligt! At du har stået derude og steppet! Jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Det er måske, fordi jeg slapper så meget mere af nu. Jeg er f.eks. ikke så TENSE og spændt op før et interview, som jeg ville have været i mine yngre dage. Hvor jeg i mit hoved forsøgte at tilrettelægge, hvad jeg skulle af med. Helt ned til det nyttebetonede: Hvis jeg ville lave en film, sagde jeg til mig selv: Jeg må hellere give et interview, hvor jeg forbereder ansøgningen. Nu får det bare lov at tumle derudaf!”

STORSÆLGER

Det får det så lov til. Tumle derudaf. Med udgangspunkt i et prosaisk spørgsmål, der optager os på Børsens redaktion: Er Kirkeby ikke Danmarks mest sælgende kunstner?
Et spørgsmål, som Per Kirkeby forholder sig nøgternt til.

”Det er jeg ikke så sikker på. Der er jo nogle unge kunstnere lige efter mig, der kører på en helt anden måde end jeg gør. Jeg er den møjsommelige kunstner. Lidt Cezanne-modellen. Den evige tøven, før man gør noget. Andre kører med deres store værkstedshold, ligesom man gjorde i renæssancen. Hvad jeg synes er helt fint. Det er der ikke noget galt i. Og jeg har jo ikke set deres selvangivelse! Olafur Eliasson har f.eks. et stort hold. Han er en rigtig virksomhed. Det er cool cash. Han har den dér evne til det store greb. I stedet for som mange danske kunstnere, når de skal lave en udsmykning, hvor det er ’lidt her og lidt dér’. Det vokser i sådan ubestemmelig kulørthed. Olafur, han slår til. Ligesom Tal R. Med store ting. Det er der rigtig mange penge i. Såh…’den mest sælgende’? Det siger mig ikke så meget. Men jeg har, hvad jeg skal bruge på alle måder. Det skal jeg ikke lægge skjul på.”
 
Irriterer det dig, når kunst bliver forretning?

”Jeg har aldrig været den, der selv solgte. Altså bortset fra da jeg var helt ung og stod og manglede 50 kr. til huslejen. Ellers har det været et langt ægteskab med kunsthandleren Michael Werner i Berlin. Det har kostet mig 50 pro cent. Noget, der får danske kunstnere til at rive håret ud af hovedet, for det er altså kapitalisme og sådan noget. For mig er fordelen, at jeg har afstand til det. Der er ellers sådan en dansk tradition for salg ved køkkendøren. Men jeg siger: Det må I snakke med hr. Werner om. Han har bestemte forestillinger om prisen, og den er sat efter min position internationalt. I Danmark er Bo Bjerregaard hans allierede, og de fører en politik, de kalder ’Verknappung’  – der må aldrig være for meget på markedet. Det devaluerer billederne. Det passer mig godt. For min produktion er ikke så stor. Men ellers. Tingene skal sælges. Det er ’fact of life’.”  

Det sagde du ikke, da du varung. I 60’erne.

”Nej – uha! Sådan noget var kommercialisme! Det værste skældsord i den gruppe, jeg tilhørte dengang. Den Eksperimenterende Kunstskole. Den, der senere blev kaldt Ex-skolen. Man kunne dårligt sige noget, der var værre. Men så begyndte jeg at komme uden for grænserne, og dér er der kun én målestok: At man sælger det, man laver. Der er nogen, der ser på det, og så bliver det solgt. Ikke sådan, at dét, at tingene skulle sælges, har været et dybtliggende incitament i mig. For mig er det mere mod på at udvikle tingene. Blive set…”

Få succes…

”Sådan er det jo, når man er ung. Ligesom med sexlysten. Det er en kraft, man har. For mig har min kunstneriske udvikling bare været en langsom proces. Jeg har været drevet af lyst til at lave det, jeg gerne ville. Ikke af at jagte succes. Jeg har meget svært ved at forstå kunstnere, der siger: ’Jeg har så travlt! Jeg har en udstilling om to måneder! Jeg skal være færdig!’ Jeg har aldrig været sur over, at det ikke gik hurtigere end det gjorde. Men det var godt at komme udenfor. Det skærpede konkurrencen. Ikke så meget den økonomiske. Mere den kunstneriske! I Tyskland må man stramme ballerne, hvis man vil være med i ræset. I Danmark er miljøet meget lille. Lukkede grupper. At jeg kom uden for Danmark i slutningen af 70’erne – det blev nærmest betragtet som landsforræderi. Der var kritikere, der mente, at nu gik jeg til i sådan en tysk sump. Det kunne man også ’se på mine billeder’. De var sådan ’tunge og alt for romantiske’.”  

ENSPÆNDER

Du brød vel ud, fordi du ER en enspænder?

”Måske. Ikke sådan, at jeg har isoleret mig. Men jo: Lidt enspænder. Indvendig. Også en outsider. I Tyskland, hvor jeg nok blev professor i Karlsruhe og Frankfurt, men aldrig lærte det med at være ’Malerfürst’, altså sådan en med store armbevægelser, dyre biler og skræddersyet tøj fra London. Og outsider i Danmark, hvor jeg aldrig har deltaget i alt det med at blive professor og sidde i alle mulige udvalg og bestyrelser med ret og pligt til at udtale sig om hvad som helst, fra det franske valg til nedrivning af huse.” 

Du er kritisk over for kolleger.

”Det er noget vi vænnede os til i Ex-skolen. Vi var enormt kritiske over for hinanden. Og selvkritiske. Men folk har altid sagt, at jeg har en skarp tunge. Nogle har sikkert følt, at jeg har fornærmet dem. Jeg har ikke selv opfattet det på den måde. Kunstnere bagtaler hinanden. Men der er en grund til det. Og det kan gøre bagtalelsen til at leve med. Man bruger de andre til at se, hvad det er, man ikke selv vil gøre. De blindgyder, de løber ind i, dem er man så sparet for. Derfor kan man godt sige det. Jeg voksede op med Ex-skolen. Kritikken var ubarmhjertig og benhård. Men når en gruppedannelse begynder at udvikle sin egen moralisme, så er jeg til gengæld ude. Sådan har det været med mit forhold til politiske grupperinger og til f.eks. Ex-skolen. Det har da gjort mig ondt, når nogle ikke ville snakke med mig mere. Når Poul Gernes pludselig blev ayatollah og mente, at der var A-kunstnere og B-kunstnere, og man hurtigt fik at vide, hvor man hørte til.”

KOMMISSÆRER OG MORALISME

Der skulle ikke meget til for at blive stemplet som outsider dengang. Man vogtede på hinanden i Ex-skolen. Per Kirkeby fortæller, at de andre i gruppen – Broderskabet – var skeptiske over for hans universitetsstudier. Det syntes, der var noget mærkeligt noget. han gik og lavede. Uden om dem. Engang insisterede Poul Gernes og Peter Louis-Jensen på at gå med på Geologisk Museum til et seminar, Kirkeby deltog i. En temmelig pinlig situation, hvor de to ’brødre’ som et par selvbestaltede kommissærer gik rundt mellem studerende og professorer og vendte og drejede de fine instrumenter. Det var en medvirkende årsag til, at han stille og roligt forlod ’Broderskabet’.
Per Kirkebys daværende placering på venstrefløjen blev også sat på prøve. I dag konstaterer han, at han ’nogle gange har været på det forkerte hold.’:

”Jeg bruger meget tid på at tænke over, hvad det var der skete dengang. Læse en masse bøger. F.eks. om opstanden i Ungarn. I gymnasiet var jeg ham, der nægtede at rejse sig og holde to minutters stilhed for ofrene for den sovjetiske invasion i 1956. Det syntes, jeg ikke, man skulle. Jeg gled ind i sådan et venstreorienteret miljø, hvor man permanent havde dårlig samvittighed over det ene eller andet. At man ikke boede i kollektiv, for det var det rigtige. At man ikke var mere radikal i sine politiske meninger. At man ikke smed flere molotovcocktails i hovedet på visse politibetjente. Jeg blev – som mange andre – tiltrukket af DKP, af socialismen og marxismen, fordi det var en vej ud af den smerte, man kunne føle over uretfærdigheden og udnyttelsen af den 3. verden. Så bød marxismen sig til. Den havde en forklaring og en handlingsplan af en slags. Man havde også respekt for den oplyst arbejder, der sad og solgte bøger på B&W i frokostpausen. Og for de gamle Spaniens-frivillige. Man troede på en ’kommunisme med et menneskeligt ansigt’.

IDIOTER
 
Du var en af dem, man kaldte ‘nyttige idioter’.

”Selvfølgelig var jeg idiot. På nogle punkter. Men det var ikke idiotiske bevæggrunde, jeg var drevet af. Det er revolutioners klassiske problemstilling. At man er drevet af det rigtige, men begynder at hugge hovederne af folk. Nu kom det aldrig så langt ud for mig. Brosten og alt dét der. Blekingegadebanden er et klart memento for mig, at det kunne være gået den vej. Det er så hårene rejser sig. De par hår, jeg har. Jeg har aldrig kendt nogen fra Blekingegadebanden. Men miljøet. Min liv var delt dengang i sådan nogle kasser, hvor jeg studerede om formiddagen, jeg var kunstner om eftermiddagen, og så drev jeg politik om aftenen, mest på Rådhuskroen og Puk og sådan nogle steder. Men også hårdt arbejde med at lave Clarté-bladet og forskellige ting på forlaget Demos, bl.a. en forside til Ulrike Meinhofs skrifter  – Rote Armé Fraktion var noget af det hotteste dengang. Ikke for at være bagklog: Allerede dengang havde jeg sådan en dårlig smag i munden. Der var et eller andet frustreret ved de mennesker, som jeg ikke kunne håndtere. En proces, som mange af os, der er vokset op i de år, har været igennem, hvis man har haft den mindste følsomhed. En overgang redigerede jeg også en ungdomsside i ’Land og Folk’ sammen med Jan Stage. Dér blev vi nu smidt ud. Det var for sprælsk, og så ansatte de en, der hed Kjeld Koplev, der var lidt mere fremkommelig. Mine ’brødre’ i Ex-skolen syntes i øvrigt, at det var latterligt at beskæftige sig med politik. Jeg syntes, det var en pligt. Jeg kunne bare ikke finde ud af at lave politisk kunst. Røde Mor og sådan noget. Propagandistisk kunst. Jeg forsøgte at skære træsnit af krigsinvalider i Paris f.eks. Det lykkedes ikke rigtigt. Det sidste, jeg holdt fast i det var Demos-engagementet. Det var faktisk den værste periode, for der var den der selvkritik efter hvert eneste møde. Den værste gang moralisme.”  

Du graver dybt i fortiden…
 
”Der kommer nogle eftertanker, når man har været igennem alt det, jeg har været igennem de sidste ti år. Med sygdom og skilsmisse. Jeg læser meget og skriver meget. Tænker. Og maler. Mest maler. Jeg sagde til dig før noget om min evige tøven. Som Cezanne. Det er meget mærkeligt, den måde det kører på. Tit underlig skævt. Når jeg går ned i atelieret, så ved jeg ikke rigtig, så begynder jeg at rense pensler, gøre et eller andet trivielt. Så ser jeg lige  – jeg har tit mange billeder i gang samtidig – nå, hér kunne jeg godt lægge lidt…så begynder det! En arbejdsekstase af en slags. Omvendt går jeg nogle gange ned i atelieret, begejstret, tænker: Den er søreme hjemme! Jeg ved efterhånden: Al den begejstring, man kan have for sine egne ideer – den bryder sammen. Det er faktisk ret pinefuldt. Endnu mere, hvis man har arbejdet en hel dag og synes, at dette her er altså rigtig godt, og man er glad og går op og ser fjernsyn eller hvad pokker. Og så kommer ned næste morgen, og så ser det rigtig slemt ud. Det kan ligge og murre i mig hele natten: Det holder nok ikke dette her. Man har været i en slags selvforføring, mens man malede. Det er måske det, man også har været, når det løb fra en med det politiske dengang.”

Her bryder vi op. Fotograf Magnus skal tage sine billeder. Per har skyhed over for at stille kunstigt op. Billederne bliver taget undervejs, mens vi taler videre, vandrer rundt, siger goddag til fru Mari Anne, der hedder sådan, fordi hun har norske aner. Og meteoriterne har jeg glemt at spørge om.
Det gør jeg senere i telefonen:

Hvad kalder du dem, som jeg kalder meteoriter?

”Skulpturer. Du kan bruge, hvilken metafor, du vil. Hvis du synes, de er meteoriter, så er de meteoriter. For dig. For mig er de skulpturer.”  
     
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *