Solbjørg Højfeldt og Jens Sætter Lassen i ‘På Herrens mark’ (Foto: Christian Geisnæs)

DØDSDANS

PÅ

KISTELÅGET

Teater Grobs ‘På Herrens mark’ er satanisk komik fra en ung dramatiker, der ser vores opfattelse af død som anledning til et absurd show.

Dramatiker. Julie Petrine Glargaard. Iscenesætter: Per Scheel-Krüger. Scenograf: Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm. Medvirkende: Jens Sætter-Lassen, Solbjørg Højfeldt, Rosalinde Mynster, Ulver Skuli Abildgaard, Morten Suurballe, Zaki Nobel Mehabil, Sevik Perl, Mathilde Passer, Martine Levinsen.

’På Herrens mark’ spiller på Teater Grob på Nørrebrogade indtil 8. april. Varighed 2 t 15 min. inkl. pause.

****

JULIE Petrine Glargaard er en begavet, ung dramatiker. I sine første stykker kaster hun sig pudsigt nok med glubende energi over livets finale: Død og begravelse. Hun præsenterede sig allerede på dramatikerskolen i Århus med ’Nekrologer’, hvori en bøsse muntrede sig med at skrive sin egen nekrolog på dødslejet. Det var i 2012.
Undervejs har hun siden bl.a. skrevet ’Salamimetoden’ til Aarhus Teater, der handlede om skrøbelige skæbner og mere død. ,
I ’På Herrens mark’ møder vi nu endnu en ung mand, David. Han ligger i sengen på et hospice og skriver som en rasende på det alt sammen: Testamentet. Hvad der skal serveres ved hans gravøl. Og hvad der skal synges. Han efterlader dem endda en ny tekst til ’Dejlig er jorden’. Den indeholder ikke ordet Gud. Som Trille sang i Jesper Jensens vise: ‘Gud er eddermame svær at få smidt ud’. Men det klarer altså den syge David.
Hans ’Dejlig er jorden’ kræver han sunget af familien i hjemmet efter begravelsen, og det gør forsamlingen så, irriteret, med rustne stemmer eller slet ikke – som hans arge mokke af en mor, en sur og strid teaterinstruktør, der bliver spillet af Solbjørg Højfeldt, gal på sønnen, der ligger der og kreperer, mens hun har så travlt i New York med iscenesættelsen af et Beckett-stykke. I øvrigt synes hun, at sønnens unge kone Signe – i Rosalinde Mynsters nydelige skikkelse – skal holde nallerne fra arvestykkerne, der i øvrigt rager hende selv en disse.
Selskabet er samlet i hjemmet til noget, der minder om Evelyn Waughs ’Stemningsfuld begravelse’.
Krigen går ind øjeblikkelig, ja, den er allerede gået ind i 1.akten, der foregår ved sønnens hospice-seng, hvor Jens Sætter Lassen er plantet, når han ikke farer eller råber op med ufattelig livskraft trods sin cancermorderisk situation, overfuser både den elskværdige sygeplejerske Ania – Martine Levinsen – og hans kone Signe, der ikke aner, hvad ben, hun skal stå på, for at gøre ham tilpas. Slet ikke, da hun konstruerer en mistanke om, at den samvittighedsfulde plejerske er lidt for samvittighedsfuld med de lagner.

OPMUNTRING VED SYGESENGEN

De besøgende er på skift vennen Frank. Ulver Skuli Abildgaard portrætterer Frank som en tornado af hostende og højtråbende drukven med medbragt champagne og sang på læben. Dernæst en anden ven, Rune (Zaki Nobel Mehabil), der får serveret en overraskende anmodning – nærmest et påbud – fra syge David om at gifte sig med Signe, efter at han er død, og i øvrigt sørge for, at hans kostbare flygel bliver solgt, så konen kan få noget at leve af.
Endelig hospicets musikterapeut Aleksander (Sevik Perl), der er god for lidt fløjte- og klarinetspil til at opmuntre de døende, men som bliver nærmest sparket ud af David – der i parentes bemærket er sygemeldt fra en skæbne som musikforsker med speciale i fortolkning af Gustav Mahler.
Der er ingen smalle steder. Heller ikke da terapeuten viser sig at være jødisk, og derfor utæmmeligt opremser Tora-ord på hebraisk, hvilket gør David rasende. Han er ateist, meddeler han.
De pårørende er i 1.akten de samme som ved 2. aktens efter-’fest’ – den skabede Kisser, der forgæves prøver at spille den mor, hun ikke har været, siden David var 12 år. Og hendes ven, en indolent ældre lømmel, figureret på det morsomste af Morten Suurballe, der lader sig koste rundt med af Kisser, indtil han eksploderer i 2.akt, stærkt stimuleret af en telefonisk meddelelse om, at han er blevet bedstefar.
Vi overser ikke den rapmundede Mathilde Passer, der serverer de beordrede, men af mutter Kisser afviste delikatesser til gravøllet.
Afdøde David eksisterer under selskabeligheden næsten kun som prügelknaben, der har tilladt sig den frækhed at gøre alt besværligt. Selv produktionen af det barn, den lille Adam, der sover ovenpå og som ingen rigtigt aner, hvad de skal stille op med.
Scenografen Marianne Nilsson har fikst omskabt scenen fra sygestue i 1.akt til dagligstue i 2. akt. Og Per Scheel-Krüger har instrueret de medvirkende i savklingende, sardonisk komediestil. Man skal nok ikke turnere med denne krigsdans på kistelåget til hospitaler, slet ikke som underholdning på hospicer.

gregersDH.dk