Søren Spanning og i baggrunden Julia Schmidt og Allan Klie i ‘På lånt tid’ (Foto: Sven Berggreen)
DEN FLYGTENDE TID
’På lånt tid’ er et stille og tankevækkende, musikdramatisk eksperiment i Københavns Musikteater.
***
Fortællinger. En stor. Og mange indbygget. Det er grundsubstansen i Københavns Musikteaters første forestilling i sæsonen.
’På lånt tid’ hedder det lille stykke. Det lever fuldt op til den målsætning, som teatret under Allan Klies og Mikala Bjarnov Lages ledelse har proklameret: Teatermusikalske eksperimenter. Forsøg på at koble ord, musik og aktion i en poetisk sammenhæng.
FORTÆLLINGER
Søren Spanning er fortælleren. En gammel mand, der sidder i kørestolen på plejehjemmet og genkalder sig et levet liv. Spanning er en glimrende fortæller, sproget står mejslet i luften, hans udtryk og rytme er levende – ansigtet, øjne og træk afspejler hans egen lytten til fortællingerne. Han lytter, som ethvert barn, der hører på, kan ønske sig en bedstefar berette om et langt liv, løgn eller sandhed, eventyr eller virkelige oplevelser.
Og det er netop baggrunden: Allan Klie har skrevet manuskriptet på grundlag af sin egen morfars fortællinger om et langt liv som sømand, ensomme timer på havet, tvivl om beslutninger undervejs – gå i land eller fortsætte? Syd på eller nord på?
Det bliver mest nordpå, til endeløse nattetimer i isen i kulsorte vintermåneder. Vemodige erindringer, fabulerende drømme, alt tynget af den tid, der smuldrer mellem fingrene. Vi er med Marcel Proust ’a la recherche du temps perdu’ – vi sporet af den tabte tid.
Tiden, der smuldrer. Et sted svinger en glødelampe som et pendul hen over hovedet på Allan Klie, der selv medvirker som en fiktiv afspejling, både af sine egne virkelige oplevelser som barnebarnet, der lytter, og som en indre monolog i den erindrende bedstefar. Pendulets metronomiske rytme tæller tiden ned med en utrættelig og dump lyd. Allan Klie synger med sin markante, martrede lyse stemme.
TIDEN ER UDE
Drømme og syner materialiseres af den unge danserinde Julia Schmidt, der poserer smukt og poetisk, ind imellem hun agerer plejerske for den aldrende herre.
Men det er især musikken, der tilfører forestillingen en stemning af næsten orientalsk ro og stille eftertænksomhed. Tekstmæssigt svæver vi et sted mellem nostalgiske banaliteter og intense, fascinerende forløb af beretningerne om sømandens fortabte gerninger, gjorte og ugjorte.
Som digteren Malinovski har skrevet det i et af sine digte: ’Tiden er ikke inde, den er ude’. Det er det hårdtslående, vemodige budskab.
Som teaterkoncert er forestillingen et godt, tankevækkende eksperiment. Vil man sunde sig oven på tordenbraget af Beatles i Gasværket er det lille teater i Kronprinsensgade er godt sted at søge ly.
