TAP! TAP! TAP!

Det er en guldklump, Alexander Kølpin har hentet ud af den spanske muld. Selene Munoz danser og stepper årets sommerballet ’Outsider’ sønder og sammen.

*****

TAP! Tap! De røde sko dundrer som maskingeværsalver mod gulvet, Selene Munoz er den smidigste, den mest stålsatte flamencodanser, provokerende egocentrisk i sin nervespændte dans, undtagen de øjeblikke hun kaster blikket op til Stephan Jarl, hendes svenske akkompagnetør, der sidder ved sit slagtøj, selv spændt som en cirkusartist, en tiger på spring, en janitshar, cool og koncentreret, men sydende og boblende gennem hænder og trommestikker.
De øjeblikke brydes hendes indædte, smukke, det ene sekund aggressive, det næste indadvendte træk, i et indforstået smil til musikeren, de er fem meter fra hinanden, men rytmisk og musikalsk en enhed, d.v.s. de er i tosomt mod- og medspil, afbalancerer hinanden, vejer hinandens impulser, bruger dem, får dem til at smelte sammen.

ÅNDELØST

Wow, for en guldklump, Alexander Kølpin har fisket op af den spanske muld. Vi har oplevet hende allerede ved sidste års sommerdans på Bellevue – jo, spansk, men halvt dansk, kun 23 år, født på Mallorca, skolet fra barn i Madrid, men der raser en sevillansk mozaraber ud af fibrene på hendes virtuose fingerballet og kast med hovedet. Vi er i flamencoens vold.
I år har hun selv koreograferet hele ’Outsider’-forestillingens 2. akt, der er fire mænd med som flot garniture, men ve mig, om ikke det er hendes og Stephan Jarls monomane samarbejde, der gør aftenen virkelig uforglemmelig fra det øjeblik, hvor de sammen indleder deres håndgjorte bombardement på et fælles offer, der ligner en af Per Kirkebys meteorskulpturer ved Nykredits Kalvebod Brygge. En sort pult på balkonen, indviet til en rytmisk tornado fra de to.
En åndeløs 2. akt. Tilsyneladende ikke åndeløs for danser og percussionist. De virkede, som om de kunne have fortsat til midnat.

UDTRYKSFULD

Denne tsunami af avanceret flamenco skal ikke få os til at glemme, at denne ’Outsider’-aften starter med en spændende præstation af danseren Thomas Holm Radil, der danser en mand hjemsøgt af syner, forfølges af væsener, som vi kan fortolke som dæmoner, men alligevel hverdagsagtige skikkelser, som plager hans ensomme eksistens og kører rundt med ham.
En stærk, udtryksfuld danser, som udnytter Jesper Mechlenburgs insisterende musik med stor indforståethed – gennemkomponeret aggressiv musik, der ender med at tone ud i nærmest russisk folketone og rytme. Mærkeligt og fascinerende.
Lige så fascinerende som koreografen Anja Gaardbos videre udvikling af den heksessabbat, hun præsterede sidste sommer med ’Hey Ney’ – nu igen som en art sort messe ført over scenen med en hektisk, dukketeateragtig, kantet frækhed, som er ganske effektfuld.

OUTSIDERE

Alt i alt en fremragende Alexander Kølpin-styret aften – en kæde af outsidere, der rykker i vores opfattelse af ballet som underholdning. Pågående og talentfuldt i en enkel scenografi og lys og farver som tilskud, der ikke flytter opmærksomheden fra danserne, men støtter den.

GregersDH.dk