SUK!

’Ottone in villa’ er blændende musiceret barokopera af Vivaldi, en forestilling proppet med glimrende sangere. Dirigenten Lars Ulrik Mortensen har det hele i sin hule, besværgende hånd.

’Ottone in villa’ spiller igen på Teater Republique i aften, torsdag 31. juli kl. 20 og lørdag 2. og søndag 3. august, begge dage kl. 16. 

******

’TO tyranner dvæler i mit hjerte. Indignation og kærlighed…’ Sådan. Der er ikke noget at stille op. Det vælter med replikker i den genre i to en halv time. Vi er i barokkens verden. Operabarokkens. Hvor følelser og affekter larmer løs. Had. Jalousi. Bedrag. Kærlighed. Svindel. Forsoning. Og sex, der summer som en hel bisværm under hver replik, hver koloratur.
Det hele skruet sammen som en leg drevet af den stemme-virtuositet, der svarer til vores dages driblinger i fødderne på fodboldbanernes Messi og Ronaldo. Tiljublet, beundret, forgudet. Dengang i hvert fald hos den del af den europæiske menneskehed, der var publikum i de blomstrende operahuse. Et folkeslag, der næppe minder om de masser, som i dag ser fodbold.   
Copenhagen Opera Festival bringer os allerede på fjerdedagen et sted hen, hvor feinschmeckerne kan komme til at dåne. Opførelsen i aftes på Teater Republique var eksklusiv og sublim: Vivaldis ’Ottone in villa’ – vi oversætter frejdigt: ’Ottone i sin villa (Manden var en romersk kejser, der ifølge operaen levede driverliv i sin villa uden for Rom).
 

BESVÆRGELSER
 
Operaen er Vivaldis første ud af en stribe på næsten halvtreds, totalt uden for nummer i dette land, der aldrig har spillet en eneste af dem – vi stønner ’Årstiderne’ og ikke meget andet, når Vivaldis navn nævnes.
Nu er vi klogere. På Vivaldi. Tiden og dens stil kender vi efterhånden godt gennem især Händels operaer, der har fået en revival gennem de senere år.
Det er i mange henseender en mageløs forestilling på Republique. Orkestret Concerto Copenhagen er lejret in pleno i scenens venstre side, og dirigenten Lars Ulrik Mortensen kommer hastigt ind til ouverturen, lejrer sig ved sit barokke keyboard og sætter orkestret an med al den gestiske besværgelse af sine musikere, der er egen for ham – han er den dansende kapelmester, den artikulerende fuldblods koreograf for ensemblet.
Ja og mere til her: Kommunikationen med sangerne er den kærligste, muntreste, sceniske medvirken. Han henvender sig, de henvender sig – der er livline mellem dem og ham, som der er mellem ham og musikerne. En omsorgsfuld, inspireret fælles leg.
Og oplagt: Også et fællesskab med den italienske instruktør Deda Christina Colonna om formålet med det hele.

INTRIGEN

Det handler om at tilføre en grundigt element af humor, at distancere til den såkaldte opera seria-model, der svæver over handlingen, intrigen i ’Ottone’ er grotesk, dårligt værd at dechifrere – den nærmeste parallel for mange i øjeblikket vil være at minde om det kønsforviklende halløj, der foregår på Teater Grønnegården i Shakespeares ’De lystige koner i Winsor’.
Her i ’Ottone’ oven i købet slået i ekstra knuder, fordi kejser Ottone synges af en mezzosopran – den fremragende Sonia Prina, som vi, for at det ikke skal være løgn, et øjeblik overvejer om måske er en mand, der synger kontratenor. Ikke utænkeligt tiden og genren taget i betragtning.
Men nej, altså en blændende mezzosopran, der forvalter Vivaldis ildsprudende koloraturer lige så overlegent som flere af de andre medvirkende, den belgiske sopran Sophie Junker, den engelske sopran Deborah York, den svenske tenor Leif Aruhn-Solén og den danske sopran Sine Bundgaard. De kan synge liggende, stående, kravlende, højt til vejrs, på skødet af Lars Ulrik Mortensen eller gyngende i hængekøjer.
Suk, hvor overdådigt.
 

OVERRUMPLENDE

Vi skal ikke bruge spalte-kilometer på at klarlægge handlingsgang og intrige, kun fastslå at scenegangen er fuld af underfundige påfund, og at Vivaldi musikalsk er overordentlig fantasifuld. Der er overrumplende øjeblikke som en lang scene, hvor han går grassat i ekkoleg mellem to af sopranerne.
Den ufatteligt svære koloratursport beherskes imponerende af de medvirkende. Mange vil gang på gang blive erindret om, hvordan den italienske mezzo Cecilia Bartoli håndterer netop Vivaldi. Hun har dannet skole.

Den sommerlige Copenhagen Opera Festival stiller med slag på slag – allerede i dag, torsdag skal vi høre endnu en stjerne i koloraturfaget, den franske Patricia Petibon, der synger Massenets ’Manon’ på scenen ved Torvehallerne.         

  
gregersDH.dk