(Foto:Folketeatret)
EN GEMYTLIG SKID
’Nødebo Præstegaard’ er på tvangsauktion og ’Otto er et næsehorn’ har afløst på Folketeatret. Fint nok.
***
HIGHLIGHT: Næsehornet med det glade navn Otto ikke bare slog en prut – det anbragte også en gemytlig skid for næsen af drengen Toppers far. Uforglemmeligt. Mit barnebarn på knap fem var så begejstret, at han spurgte ’Skal vi ind igen?’, da pausen var slut, og vi begav os til 2. akt.
Han havde oplevet rigeligt allerede. Skiden. Eller Ottos overraskende entré, forvandlet fra at være en tegning, Topper havde begået på tapetet, til at være en gul kolos, der trampede scenen rundt.
Kunne der ske endnu mere? Ja, der kunne. F.eks. at Zoo-direktør Niels Weyde havde mas med at gennemføre en telefonsamtale, fordi snablen fra en elefant konstant indfandt sig fra kulissen for at blande sig. Plus meget andet.
FARVER
For børn i den alder er fortløbende handling mindre vigtigt end spontan visuelle og hørbare effekter og handlinger.
Og den slags er der masser af i juleforestillingen på Folketeatret – Ole Lund Kirkegaards ’Otto er et næsehorn’ omsat af Gunvor Reynberg og Waage Sandø til teater. Topper og Viggo slås med deres faner, Sille løber på rulleskøjter, og Otto gnasker politimesterens kasket i sig. O.s.v.
Det går over stok og sten med noget at kikke på. Og noget at snakke om bagefter: Hvem var inden i Otto? Jo, det var ham, der også var bagerens medhjælper. Hvorfor var han så lille? Jo, nogle mennesker er altså ikke større.
Ingen tvivl. En masse oplevelsesstof for børn i den opsætning.
Stærke farver: Dekorationen er sådan et rigtigt Nina Schiøttz-nummer, en kubistisk by i hele farveladen. Jeg sad og tænkte på Sven Johansens teaterdekorationer i 30’erne. Ikke den værste association.
Folketeatrets ’Nødebo Præstegaard’ er gået på tvangsaktion i finanskrisen, og ’Otto er et næsehorn’ er klar til miljøåret. Fint nok.