Waage Sandø, Marie Louise Wille og Ghita Nørby i ‘Other Desert Cities’  (Foto: Rasmus Baaner)

DEN GAMLE DAME KOMMER TIL BYEN

Aahus Teater indvier to ting: En ny Scala Sal. Og et samarbejde med Ghita Nørby for første gang i hendes næsten tresårige teaterkarriere. Stykket, “Other Desert Cities’, er ferm amerikansk underholdnings-tragedie.

****

 
JULETRÆET er af blik. Lige så anæmisk som alt andet i den stue, scenograf Birgitte Mellentin har tegnet. Og lige så tørlagt som den californiske ørken uden for den enorme panoramarude i det lille hjem.
Som ikke er spor lille. For vi er hos familien Wyeth, og der er skulderbredde og luksusduft fra den labre ende af Hollywood, og vi mangler kun, at frisør Ole Henriksen dukker op med sit tandpastasmil og dupper husets frue på kinderne, inden den julemiddag, som fruen insisterer på skal foregå i den republikanske klub og ikke hjemme ved de private kødgryder.
Dup på kinder og næse er der på den anden side ikke brug for – Ghita Nørby er i storform, det rustrøde bål af en elegant frisure sidder, teinten er frisk som glatpoleret marmor, bevægelserne vitale, når hun ikke netop står som frosset og hører på resten af familien – parat til udløsning af de verbale eksplosioner, der kommer efter bogen – Ghitas gennemarbejdede og gennemkultiverede, personlige håndbog i skuespilkunst.

BARRIKADER

Få danske skuespillere formulerer sig så præcist, så lammende klart, hendes stemme er brændstof for den dybt skolede artikulation, som hun kan stille til rådighed for en rolle som Mrs. Wyeth, en afmarcheret Hollywood-skuespillerinde med en selvvalgt opgave her i livet: At opretholde barrikaderne omkring et familieliv på kalifornisk upperclass-niveau – barrikader så uigennemskydelige som dem, disse menneskers forfædre og mødre byggede, da erobringen af landet skulle gennemføres og fastholdes over for de indianere, vi i indledningsscenen på video ser storme frem og blive mejet ned af ægte cowboydere i 1860’erne.
Her er noget, Ghita Nørby kan: Den klassiske, græske ildløs i mater familias-skikkelser af den type, vi også har set hende i i f.eks. ‘Min familie’ på Betty Nansen Teatret for nogle år siden. Eller Dürrenmatts ‘Den gamle dame kommer til byen’ på Det Kgl. Selvsikkerheden, den uigennemskydelige tro på egen ret – som alligevel kan krakelere og udløse nærmest forkrampet vrede og irritationen over at måtte gi’ sig.
Jo, ingen tvivl: I dette sene, men allerførste Ghita-gæstespil på Aarhus Teater, oplever det århusianske publikum Det Kgl.s prima donna i et skuespillerspeciale, som hun har gjort til sit gennem de senere år – i kraft af alder, modenhed og måske en tryghed ved at bevæge sig inden for rammerne af skikkelser, hun er fortrolig med.

HVILELØS

Mrs. Wyeth’ modpol i ‘Other Desert Cities’ er kun delvis hendes husbond, Waage Sandøe som Mr. Wyeth, en aldrende, republikansk samfundsstøtte, ven med Ronald Reagen – virkelige personer gror omkring familien! – han agerer selv tidligere partispids og ambassadør m. m., ikke bare ‘retired’, også ‘tired’. Intet må rokke ved hans tilværelse.
Sandøe spiller rollen med stump tyngde. Uflyttelig sikker på sin opgave: At værne om Mr. Wyeth’ prestige og blænde af for alle angreb.
Sandøe rokerer sig hvileløs rundt i stuen med momentane afstikkere til de tilstødende værelser, hans blik er skiftevis undskyldende, skiftevis på jagt efter en redningsplanke, når han må slippe de forsvarsmekanismer, han pakker sig ind i over for det udefrakommende uvejr, der overrumpler ægteparret denne juleaften: Datteren Brooke, som kommer på besøg fra N.Y., hvor hun lever sit oprørske liv som journalist og forfatter – og nu med rystende hånd præsenterer forældrene for manuskriptet til den bog, der skal komme, og som forældrenes antenner hurtigt går i alarmerende svingninger over.

INDEMURING

Bogen handler om hendes lillebrors anarkistiske tilværelse i et venstreorienteret New York-miljø, en tilværelse, der for år tilbage blev udløst i deltagelsen i en bombesprængning mod et militært rekrutteringskontor.
Og den handler ikke mindst om forældrenes svigt over for den fortabte søn og deres forsøg på at dæmme op for den skandale, hans adfærd har påført familien.
Marie Louise Wille spiller datteren Brooke med en strittende blanding af studentikos oprørskhed, teenagevrissende desperation og barnlig forurettelse, det ene øjeblik nødråb om forståelse, det næste vilje til at sætte sig igennem. “Jeg skal geare lidt ned…’ siger hun i selverkendelse til den anden, hjemmeværende bror, Trip, som forlængst selv har muret sig inde i en tv-tilværelse som samlebånds-producent af soap og underholdning.
Jesper Dupont spiller ham med rullegardinerne trukket ned for søsterens besvælige problemer. Glimrende, for så vidt som iscenesætteren Thomas Bendixen har valgt at satse på netop det frustrerede miljøs virkelighedsforskrækkelse. Med de nødvendige skub til forskrækkelsen.

MURBRÆK

Murbrækkerne over for den konservative, republikanske selvtilstrækkelighed er datter-desperadoen, Marie Louise Wille i hendes opslidende rusk i sig selv og familietovene. Og så hendes moster, den fordrukne søster Silda, som Inge Sofie Skovbo lader slippe tøjlerne i anfald af sans for sandheden, når der ind imellem er hul igennem hendes alkohol- og pot-tåger. Så pibler afsløringer fra hende. Inge Sofie Skovbo har en evne til med ganske små midler, et blik, en bevægelse med kroppen, at fange vores opmærksomhed.
Kommer det os rigtig ved, dette familiedrama i skyggen af afstumpet amerikansk selvtilstrækkelighed? Dramatikeren Jon Robin Baitz balancerer mellem komedie og tragedie, samfundsdebat og soap – en genre, der har mange aner i amerikansk dramatik. Med spøgelser, der skal ud af skabene. 
Det er i hvert fald et stykke, som giver en makaber optakt til det tilstundende amerikanske præsidentvalg.
Det spilles i øvrigt i den nydeligt nyrestaurerede Scala Sal på Aarhus Teater. Og Ghita-navnet har efter sigende givet udsolgte huse halvanden måned frem. Den gamle dame er sandelig kommet til byen.      

gregersDH.dk