BRØLENDE TOMGANG

’Othello’ er et gennemført fejlskud på Mungo Park Teatret

*

Skal man le eller græde? Man skal i hvert fald sige: Den kunne I have undgået.
Mungo Park har sat Shakespeares ’Othello’ på den lille scene i Allerød. Åbenbart i tiltro til, at de fem unge skuespillere, der er teatrets faste stab, kan overlades til en nyuddannet instruktør, der ikke har gjort sig brugbare tanker om, hvad han vil med stykket. Andet end at skære det sønder og sammen, sætte sproget under trykkoger og bede skuespillerne råbe meget højt og skabe sig ud over alle bredder i forventning om, at det vil blive modtaget af os som stor dramatik.

TANKELØST

Det er synd for skuespillerne. Og tankeløst. Forestillingen eksponerer skuespillere, vi før har set i både morsom, poetisk, intellektuel og psykologisk varierede præstationer. Her tvinges Kasper Leisner i titelrollen ud i brølende tomgang. Niels P. Munk er som Cassio bedt om urimeligt klovneri  – han kan klovne, så galleriet griner henrykt, men det har intet med den noble Cassio at gøre. Mikkel Arndts Jago er blevet til skælmsk Holberg-figur i stedet for teaterhistoriens farligste manipulator – kun Rikke Bilde og Kit Maiken Mortensen levnes øjeblikke af relevans  – Rikke Bilde fordi hun kan synge Desdemonas ’willow’-sang (en køn ny udgave af Anders Westfall), og Kit Maiken Mortensen, fordi hun  – i det, der hos Shakespeare er slutningen af 4. akt – sprænger igennem dyngerne af hule bravader omkring hende og som Emilia afleverer sin knytnæve af en proklamation om kvinders undertrykkelse af deres lidenskaber.

OM IGEN

Selvfølgelig kan der spilles Shakespeare på så små scener og med så begrænsede midler, som Mungo Park har til rådighed. Det har været gjort før. I 2001 med en ganske vist noget forvirret ’Hamlet’, der dog gav os både en begavet og interessant Jens Jacob Tychsen i titelrollen og en helt balstyrig Lars Knutzon som Polonius. Og med en ’Macbeth’ i 2004, som Lars Kaalund kogte ind til en interessant ’reading’ af stykket, besynderlig intens med Morten Hauch Fausbøll som Macbeth og Tammi Øst som Lady’en. En analyse for viderekomne.
I Kaleidoskop2 kan man for tiden med collagen ’Flammens muse’ se, hvor lidt der skal til for at fange Shakespeares psykologiske mesterskab. Alene en 10 minutters scene mellem Jago og Othello er nok til at forstå, hvad det handler om.
Om igen, Mungo Park.

Gregers Dirckinck-Holmfeld