OMKRING ET FLYGEL
’Othello’, rå, raffineret og anderledes i Münchener-gæstespillet på Det Kgl.
– med en fabelagtig klaverspiller i centrum på scenen.
*****
Maksimal koncentration. Det er udgangspunktet. Skabt allerede i åbningsbilledet.
Scenen ligger i halvmørke. I midten står et sort flygel på ryggen af et amputeret hvidt flygel. Skarpt lys gennem en åben dør i scenens kongeside.
Det rammer flyglet og kaster skygge på modsatte side.
Så lader den belgiske instruktør Luk Perceval skuespillerne komme på scenen i sin ’Othello’. Total tavshed. I flere minutter. Kun én spiller agerer: Desdemonas far, den venzianske senator Brabantio.
Han affører sig sit tøj langsomt og omhyggeligt.
RENSET
En banal scenisk effekt. Gud fader bevares! Manden er ved at gå i seng. Ok.
Vi får tre ting af vide gennem sådan en indledning:
Det er en ’Othello’, der er enormt enkel. Scenebilledet er sort/hvidt. Sceneriet renset for overflødighed. Skuespillerne renset for andre farver end de sort/hvide.
Det er en ’Othello’, som ekstremt fokuserer på personernes karakterer, deres gestik, deres mimik. Hver bevægelse er betydningsfuld.
Og det er en opsætning, der er præget af musik i næsten chokerende grad. Flyglet er en hovedperson. Og pianisten.
PIANISTEN
Det sidste i overvældende og forbløffende grad i dette gæstespil med Münchner Kammerspiele.
Vi kender ’Othello’ som opera – Verdis geniale sammentrækning og potensering af handlingen i en musikdramatisk flodbølge af tsunami-styrke.
Hos München-folkene oplever vi noget andet voldsomt. Pianisten Jens Thomas er på scenen uafbrudt. Og det er ikke pyntevignetter, der afleveres. Fikse små a propos’er.
Heller ikke filmunderlæg fra Hollywood-fabrikken.
Det er med- og modspil. Rasende det ene øjeblik, sprængende alle rammer med håndgreb på strengene, slag på træværket, brøl eller klagesange fra struben – og det næste øjeblik de tyste hjerteslag, en puls, der dunker, et hjernespind, der bliver hørbart gennem skal og rum.
VED FLYGLET
Der er f.eks. det øjeblik, hvor den grummeste erkendelse sætter sig fast i hovedet på Othello – falsk, indbildt, men lejret og uudryddelig: Desdemona er ham utro med Cassio. The ’point of no return’ i dramaet. Othello – Thomas Thieme hedder denne skuespiller – vakler mod flyglet, sætter sig ved dets fod, tung og tavs, men i oprør. Hvad der sker i hans hoved, udfoldes af pianisten i et crescendo af udbrud, et inferno af kaotiske lyde, ustandselig skiftende mellem nedtoning og opskruning.
Pianisten Jens Thomas improviserer notorisk, han lytter, han spørger, svarer, reagerer spontant. Anderledes fra gang til gang, det er muligvis rigtigt. Men det afgørende for os er, at hans enorme udtrykskraft rykker vores oplevelse tæt ind i skuespillerens hjerte og nyrer.
TYSK
Sådan følges og forstærkes overalt et spil fra skuespillerne, som er intenst og bevægende. Shakespeare på tysk? Vi klarer det med nød og næppe. München-skuespillerne taler præcist, men meget hurtigt. Overteksterne på dansk er skrevet så småt, at det kniber at nå at læse dem. Og hvad går vi dog ikke glip af – et skånselsløst rockmoderne sprogbrug, der ville få vores klassiske oversætter Edvard Lembke til at gå til en domstol.
Det er en ’Othello’, der satser i spor, vi ikke er vant til. Jalousien, jo. Racehadet, jo. Giftigheden, jo. Og den hjertegribende uskyld, jo. Men valget: At gøre Thomas Thieme til en bredvommet, aldrende, hvid Othello og Julia Jentsch til en næsten Lolita-agtig teenager i flade sko og ankelsokker – det fører os andre steder hen.
JAGO
Det er en satsning, der på den ene side gør det endnu nemmere for Jago at udføre sit modbydelige havearbejde, hvor han systematisk planter mistanker og spiller alle ud mod alle – Wolfgang Pregler spiller ham med en skarphed, der minder om Ove Sprogøes. For er det ikke pinligt og totalt angribeligt, at se et racemæssigt skævt par i erotisk clinch, oven i købet så aldersforskellig, at det nærmer sig thailandske turistexcesser?
Men på den anden side: En satsning, der samtidig giver Thomas Thieme og Julia Jentsch som Othello og Desdemona mulighed for udfolde et spil, der får at til at tro på følelsernes ægtehed – og ikke mindst: Smerten i deres urimelige opgør.
DANSESTUNT
Stort skuespil. Som fra andre af de medvirkende. Det er f.eks. ikke småting Luk Perceval får ud af birollen Rodrigo, spillet af Bernd Grawert. Den tumpede adelsmand, der render rundt og er varm på Desdemona, udfører et stunt af en lattervækkende hønedans, da han bliver klar over, at han godt kan pakke sammen.
Igen et af utallige steder, hvor tangentpoeten Jens Thomas danser med. Eventuelle balletrepetitører blandt publikum må have følte det krible i fingrene.
Hvorfor var salen for resten ikke bristefærdig af mennesker til dette to dages gæstespil?
