DOVREFJELDET I OSLO

Oslo nye Opera er en overvældende oplevelse. Indtil man sidder i salen.

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jaro Hollan

Operahuse bygger man, for at der skal spilles opera.
Eller gør man?
Man kan blive en smule i tvivl, når man besøger det nye operahus i Oslo, indviet for fire måneder siden.
Det er nemlig først og fremmest en overvældende manifestation af arkitektonisk fantasi. I alt det ydre. Alt, hvad der ikke direkte har med opera at gøre.
Det  nye operahus ligger som en vældig, blændende hvid isblok i hjertet af byen. Som en bræ, der i et tordnende skred er på vej ud i Oslofjorden, præcis dér, hvor byen samler sig fortættet omkring havnen. Hvor havet åbner sig til mødet med omverdenen.
Et orgie af marmor – hentet hvor man henter det smukkeste marmor i denne verden, i Carrara nord for Pisa i Italien.
500 blokke skåret i ca. 8 cm skiver og sejlet til Oslo i 300 containere. Kridhvide skiver. 3.000 i alt. Lagt i ubegribeligt store flader over 5.000 kvm med spredte knæk  – som rugede klimaforandringerne allerede over dette Dovrefjeld af ismasser. Placeret omkring den enorme glasdækkede åbning til opera-foyeren, hvor det er, som selveste Dovregubben kunne stikke sit hoved frem og råbe ’Mån!’

LEGEPLADS

Arkitekten er den norske tegnestue ’Snöhätta’, der har givet nordmændene en visuel attraktion, og mere end det: En legeplads af dimensioner. De kan uden støvler og rygsæk bestige et urbant fjeld og være i deres elskede element midt i hovedstaden. Vi andre gør det gerne med. Der er mageløse kik over by og fjord, og et albuerum, der giver lyst til at brede armene ud og flyve. Vestvendt det hele. Folkelig valfart til solnedgange. Ubegribelig smukt og stemningsfuldt.
Foyeren mindsker ikke fornemmelsen af eventyr og vingefang. Lys, tårnhøjt til loftet, i midten en kerne af egetræslister i tusindvis  – som en vældig afskrællet stamme omkring salen, vi skal sidde i. Stor restaurantområde og en gigantisk inddækning af garderober og toiletter, skabt af Olafur Eliasson som iskrystaller i det indre af den vældige isbræ, vi befinder os i.
Ellers ingen kunstneriske udsmykninger  – arkitekter og bygherrer har ladet alt stå rent.
Jo. Et enkelt sted, skjult på en gang, har der sneget sig et maleri af Kirsten Flagstad ind  – det noble, romantiske skilderi har overlevet fra Den Norske Operas gamle hjemsted. Wagners norske Isolde på hjemmebesøg.
Men ellers: Arkitekturen er kunstværket.

SKUFFELSEN

Indtil man er inde i det helligste: Salen. Tanken er, at den skal være hulen, hvor man koncentrerer sig om scenen, sangen, musikken, dansen. Sådan er også Operaen og Skuespilhuset i København tænkt.
Men i Oslo melder skuffelsen sig. Næsten chokagtigt, når man kommer fra oplevelserne udenfor. Salens træværk virker dyster, gammeldags. Stolene lyser en smule op med sæder i mørk orange  – men hvor er vi henne? I halvtredsernes teak og parcelhusklummer? Skal dette være stedet, hvor vi går ind til fest og eventyr, til oplevelse, skønhed, jubel, drama?
Svært at leve sig ind i.
Denne aften så vi ’Porgy og Bess’ – et gæstespil fra operaen i Sydafrikas Cape Town. Den rene vare, for så vidt som de sorte medvirkende havde autenticitetens varemærke. Men traditionel og tung. Musikalsk monoton.
Var man påvirket af rumoplevelsen? Akustikken var perfekt – alligevel var kombinationen af traditionelt sceneri i Gershwin-operaen og det trykkende rum nok til fornemmelsen af noget hengemt. Måske forstærket af den oplevelse, det var, tidligere på dagen at se en dekoration til balletten ’Tornerose’ bliver monteret på den store scene. Den lignede en afglans af de papdekorationer, vi som børn købte i Priors Boghandel ved Rundetårn til vores dukketeater.
Al denne fortid indendørs. Denne eksplosion af nutid udendørs. 
Et øjebliksbillede af Norges nye Opera.
       
GregersDH