Åbningsbilledet i ‘Oskar’ (Foto: Teatret Møllen)
NØGLEN TIL FAR
’9:11’ – en sort og musikalsk humoreske fra Teatret Møllen med titlen ’Oskar’.
****
DER ER noget ved kvart-intervallet. Noget særligt. Det har både den stille undren i begyndelsen af ’Et barn er født i Betlehem’ (måske er jeg allerede juleinficeret!). Men det har også ambulancernes fuldtonende og uheldssvangre signal.
Teater Møllens ’Oskar’ slår kvarten an med kontrabassen på scenen. Længe alene, så falder andre skuespillere ind med harmonika, sax og slagtøj, en lille terts føjes til, et tema formes og forfølger os videre gennem stykket med en stilfærdig tone, der kan skabe alt fra vemod og sorg til venlig humor.
Det er en afgørende årsag til, at ’Oskar’ er så effektfuldt et lille stykke. En anden er, at musikerne er skuespillerne, og skuespillerne er musikerne. De gør historien til koreografi, en lyrisk guirlande omkring et emne, der ellers nok kan få hårene til at rejse sig.
PÅ SPORET
Oskar er en dreng, der vil finde ud af noget om sin far. Faren bliver dræbt den 11. september i et af Twin Towers. Måske er det ham, vi ser på video falde ud dér oppe fra. Ikke nogen håndfast fortælling, kun en løs tråd: Drengen finder en nøgle i farens jakkelomme, den er påhæftet navnet ’Black’, og så går drengen på research. Telefonbøgerne har mange med navnet ’Black’, en blind nabo i opgangen kan måske fortælle noget, etc.
Det generer ikke en kat, at drengen spilles af en voksen. Rigtig voksen. Ole Sørensen ser ud til at være i 50’erne. Men han har uskyld i røsten, og med stykkets tone af sørgmodig humoreske, halvvejs teaterkoncert, halvvejs maskekomedie, lever vi mageligt med i historien, bliver rørt, glade, også en smule rystet over den svævende lette håndtering af det tunge emne.
Min kollega fra Jyllands-Posten talte bagefter om Neil Simon og Woody Allen – jo, der er en duft af New York over historien, som er instrueret af englænderen Alex Byrne og morsomt scenograferet af Gitte Kath. Sad, but charming.
