FAT PISTOLEN,  SKOLELÆRER!

’Ondt blod’ er et stykke om skole og indvandrere – som er lige til at skændes om og le højt over. Mageløst frækt og velspillet på Betty Nansens Edison Scene.

Spiller indtil 1.12.

*****

FORBLØFFENDE teater i teatret! En behjertet skolelærerinde ved navn Sonja har besluttet, at klassen skal lære noget om frihed og sund fornuft. Det skal ske ved at snuse til Schiller, eller snarere begrave sig i Schiller, hans tankegods og hans dramatik.
Glimrende. Der er bare det ved det, at klassen består af fem fyre og to pige, det vil blæse fru Sonja Thomsen en høj hat, og rimeligt nok befinder sig på en planet, hvor Schillers idéer, hans stil, hans sprog – alt er kulsort snak.
Om ikke andet, så af den grund, at de er muslimske teenagere. I dansk løsgang, om man så må sige. Placeret i et skolevæsen, der totalt har sluppet disciplin, orden og koncentration omkring undervisningen.
Vi er med andre ord i den netop afviklede odenseanske skolesituation, hvor en lærer er kommet i klemme ved i et øjebliks desperation at gispe et eller andet om muslimer, der ikke er til at undervise.
Men stykket er selvfølgelig pumpet op til højder af teatralsk effekt.
TEATER I TEATRET

Sonja prøver mosten. De syv elever ter sig som bavianer på stoffer, smadrer rundt med møblerne, slås, taler i mobiltelefon, råber og skriger.
Her begynder det absurde teater i teatret. Anette Støvelbæk – for hende er det, som spiller Sonja – taler belærende om Schillers teorier, og da rødderne ikke er til at få i tale, holder hun foredraget for publikum, mens eleverne larmer videre. Vi hører heller ikke efter, for vi er optaget af det vilde elev-tabernakel.
Så sker der noget. Da Sonja trods alt prøver at gribe ind over for de værste udskejelser, ryger en pistol ud af en fyrs taske. Hun snupper den og overtager magten.
En pistol skaber respekt og tavshed. Især da den går af mellem hænderne på hende og sårer en af gutterne i hånden.
Nu er det alvor. Og nu har hun fat i den lange ende. Nu kan hun piske Schillers første akt af ’Røverne’ ind i dem uden at blive afbrudt.
Sådan da. For de slår sig i tøjret, ind imellem at de bøjer nakken af frygt for skydevåbnet. De kalder hende ’so’ og ’luder’ og meget andet, når hun vender ryggen til. Men det forunderlige sker: Hun får dem en efter en tæsket til at sige Schillers replikker, selv klassens bandeleder, den sårede, får munden på gled og manifesterer sig hen ad vejen som Carl, Schillers røverbande-leder.
Det hele er absurd og vildt. For at slynge Schillers ’Røverne’ og i øvrigt  også hans ’Kabale og kærlighed’ i masken på muslimske indvandrer-teenagere er som at bede Pia Kjærsgaard om at recitere arabiske digte.

DANSKE SANGE

Anette Støvelbæk er stjernepragtfuld i sin magtovertagelse, på én gang som en mageløs teaterinstruktør, der får de mest håbløse og vrantne elever til at spille komedie – og  desperat piskesvinger og  frygtindgydende demagog, der  med lammende armsving og en næsten total overtagelse af teenagernes opførsel og sprogbrug nedgør de selvsamme fanden-i-voldske og aggressive teenagere med deres egne våben.
Hele historien afbrydes undervejs med små mellemakter af korsang – de medvirkende liner op foran publikum og synger ’I østen stiger solen op’ eller ’Nu falmer skoven trindt om land’ eller ’Sov sødt, barnlille’, så den nationale rørelse driver ned ad væggene.

DIRRENDE INTENSITET

Stykket er tysk, og at det netop er Schiller, de unge indvandrere skal have i hovedet, gør transplantationen til en dansk scene lidt kompliceret – selvom vi da har haft både ’Røverne’ og ’Ferdinand og Caroline’ på danske scener inden for de senere år.
Den er langt ude. Men det gør ikke ’Ondt blod’ mindre provokerende. Især ikke, da den energiske Sonja mere og mere vender raseriet mod islamiske skikke, sharia-lovene, tørklæderne til den rene terror og hån og til sidst med hård hånd indoktrinerer pigen Mariam at lægge sløret – og ikke bare det: Må se pigen banke vesteuropæisk kultur ind i sine kammerater på samme hårdtslående maner, som hun selv har gjort det.
Stykket spilles med dirrende intensitet af alle, Kamilla Bach Mortensen har iscenesat, og flokken, som Anette Støvelbæk tæmmer med sin revolver, er sammensat af Hadi Ka-koush, Simon Stenspil, Zaki Youssef, Siir Tilif, Wahid suí, Zainab Ahmed og Besir Zeciri, flere af dem teaterskoleuddannede, og flere af dem medvirkende gennem nogle sæsoner i Betty Nansen Teatrets C’NTACT-indsats med indvandreremner.
Slutningen på stykket kaster tvelys ind over vores upræcise holdninger til indvandrere, og indvandrernes lige så usikre vinkel på danskere – alt opløser sig i åbne spørgsmål. Det gør ikke forestillingen ringere. Den er et debatoplæg, der går til biddet. Sine steder endda hidsigere end Muhammed-tegningerne.
Men det er jo bare teater. Eller hvad?

gregersDH.dk