Sigrid Husjord og Rune Klan i ‘Oliver med et Twist’ (foto: Miklos Szabo)
OLIVER
’Oliver med et Twist’ på Nørrebro Teater er frisk og fræk leg med en klassiker.
Spiller indtil 11. december
*****
Tegning: Claus Seidel
SKAL vi tage det alvorligt, når de på Nørrebro Teater bruger Oliver Twist-historien til at affyre finter om fattigdom og nedskæringer i dagens Danmark?
Overhovedet ikke. Forsøgene på dét er så tyndbenede, at de knækker som polske tændstikker.
Dickens ’Oliver Twist’ handler om England for 175 år siden, hvor millioner af børn blev tævet ihjel, sultet ihjel og arbejdet ihjel i kulminerne. Og i øvrigt var nødt til at stjæle for at overleve.
At lave paralleller til Danmark under finanskrisen er latterligt. Et land, hvor man diskuterer, om der må være 24 eller 26 i en skoleklasse, og hvor man i morgen-tv hulker med en familie, der nu ikke kan få offentlig, økonomisk støtte til inseminering til barn nr. 2!
LEG
’Oliver med et twist’ er heldigvis andet og mere end billige, politisk korrekte finter. Det er en meget morsom leg med en klassikerhistorie, kørt helt derud, hvor den traditionelle teaterform opløser sig i konglomerat af alle tænkelige genrer. Med det ene formål at skabe teater, der godt kan kaldes sprængfarlig, hvis man mener, at teater skal kunne gå hæmningsløst over de gamle grænser for at underholde, skabe liv i kludene og få os til at elske at kikke, lytte, være med, le os i laser, blive rørt til tårer, overraskes og forbløffes.
Den løftede pegefinger, moralen, samfundssatiren er i hvert fald helt uden relevans i sådan en forestilling. Den kan man godt glemme. Det er tynd sminke og lånte fjer, hvis man lader den stikke frem. Hvad man da også kun gør på skrømt på Nørrebro Teater.
LYNINTRODUKTION
Kitte Wagner, der nu er Nørrebro Teaters chef, har en fortid som dramaturg på Betty Nansen Teatret i en periode, hvor Peter Langdal og Henrik Hartmann for længst havde set pointen i at udvide det traditionelle teater med f.eks. stand up-domænet.
Vi husker Rune Klan og vennernes ’Peer Gynt’ for nogle år siden. Hvor Rune Klan startede forestillingen med at fortælle Peer Gynt-handlingen på tre minutter med en flip over og hurtigtegnerier.
Noget lignende sker her i ’Oliver’-starten. Vi får en lynintroduktion til historien, fortalt af Annika Aakjær, udstafferet som en afart af Anne Marie Helger, og med en sangstemme, der får Troels Trier til at lyde som Pavarotti. Og Annika Aakjær hvæser videre med forpinte fødselsveer, mens akrobaten Christel Stjerneborg yder det visuelle bidrag til Olivers fødsel – et velskabt barn, som med Rune Klans kejsersnitdolk straks materialiserer sig ud af Christels udspilede vom som et fuldvoksent væsen – artisten Anders Skat springer ud i livet som Oliver, straks klar til at kravle op ad husmure og hen ad gulve som knægten, der gennemgår alle børnehjems-lidelserne, men består livsdueligheds-prøverne.
Andre tager Olivers krop i besiddelse og alt vendes op og ned i et konstant cirkus-, kabaret-, show- stand up- og jo, bevar mig vel: skuespil-univers, hvor det afgørende er at holde os i ånde, involvere os.
Vi er så langt fra det teater, der som ’Mågen’ på Det Kgl. foregår som blændende og raffineret illusion. Spillerne henvender sig på Nørrebro direkte til publikum og til hinanden, involverer sig i diskussioner indbyrdes om relevansen af det, der medvirker i.
TVÆRS OVER SCENEKANTEN
Rune Klan, der er beretter af historien på skift med Per Helge Sørensen, bruger et enkelt sted flere minutter på, som en anden dramapædagog, at måle og veje, om han nu skal være sig selv eller spille en rolle.
Og da scenen skifter fra provins til London, bekendtgør han, at der ikke er råd til en større scenografi, der viser London. Så værsgo’: Her sender vi et London-postkort rundt blandt publikum, så alle kan forstå, hvor vi er henne.
Således fremdeles.
Scenekanten ligger i ruiner, vi er ikke til en forestilling, vi er med i en forestilling – og dog: selvom kontakten og kontrakten fungerer mellem scene og sal, er vi stadigvæk til teatralsk sceneshow, ikke mindst med den fabelagtige lille norskfødte Sigrid Husjord, som mange sikkert husker fra Aveny T’s ’Big Wheel Café’, en brillant skuespiller, der udnytter sit dværgformat uhæmmet som en effekt, men som, læg mærke til dét, har en sådan vokal, kropslig og mental slagkraft, at man ikke går af vejen for at kalde hende karismatisk.
GULDGRUBE
Det er instruktøren Heinreich Christensen, som har fået det hele til at svinge løssluppent – hans evner for at spille med mange bolde i luften kender vi allerede fra en lang række forestillinger. Og det er Maja Ravn, som har begået den scenografi, der, bortset fra at vi altså ikke får London by night or day, er et blomstrende, fantastiske scenisk schwung af vilde og sjove kostumer og sceniske effekter, der fortryller – lige så elegant som Rune Klan er i stand til at krydre sine hårdtslående og vittige tiltag med ægte trylletricks.
Denne ’Oliver med en twist’ er et marked af gøgl, pjank og show – de fire musikere fra den århusianske gruppe Analogik går herligt og skævt til værks, udstafferet som et kletchmer-ensemble af grotesk oprindelse og lifligt underbyggende alt fra de rørende og dramatiske til de mest vanvittige sceniske udskejelser.
Københavnsk teater er dog en guldgrube af påfund i dette efterår. Og i Ravnsborggade udvikler de deres egen råvare.