MERE

UGLE

END

ULV

Naturen huserer i Ole Bucks udsøgte og enkle kammermusik. Her spillet af Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dir.: Jesper Nordin.

Ole Buck. Sinfonietta Works.  Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dirigent: Jesper Nordin. Dacapo 9226580

****

KOMPONISTEN er i cd’ens teksthefte afbilledet på en mark med skov bagved. Fjernt blik. Ingen smil til fotografen.
Ole Buck er en ensom ulv blandt danske komponister. Ensom i hvert fald, men nok ikke ulv forresten. Ingen er så lidt aggressiv i sin musik som Ole Buck. Han er i sin egen verden, hvor musik og natur befinder sig i en sjælden enhed – hans sprog er enkelt.
Det er ikke fordi hans musik ’forestiller’ noget, d.v.s. det må man jo selv om. Man kan lytte sig til hvad som helst, fugle, sus i trætoppe, stammer, der knager. Men med de fire værker, der er på cd’en, er vi i en verden, hvor naturen er til stede på et særligt plan, venlig og udramatisk til stede. Ingen store armbevægelser og høj røst. Temperamentet er mere uglens end ulvens.
Helt slående fra start i stykket ’Fiori di ghiaccio’, isblomster… Jo billeder leverer han da, uden at vi sådan se behøver dem. Stykket, der er for ni instrumenter, begynder med en knusende rolig terts-tur fra et d ned til b og videre ned til et a, og han slipper os ikke derudaf, d-mol i klingende evighed med diverse ekspanderende garniture, vi er i et landskab, der tilsyneladende er statisk, men se, hvor det udfolder sig, jeg mener hør, hvor det udfolder sig.
Ole Buck kan sagtens fortælle Jesper Lützhøft, pladens producer, at han (Buck) ser isblomster på vinduet, og at sneen daler udenfor. Vi ser gerne med, men lytter desto mere.
Det er magisk opslugende musik. Som i flere af cd’ens andre, korte eller længere stykker for større eller mindre besætning, f.eks. ’A tree’ og ’Flower ornament Music’. Der indfinder sig en nærmest zenbudhistisk ro i sjælen, vi er langt fra monoton kedsomhed, kun opslugt af de små skred i gentagelser og instrumentale variationer.
Buck hører til de komponister, der er vokset ud af 60’ernes rasende og komplekse løsrivelse fra dur-mol tonearternes herredømme, men har fundet tilbage til enkelhed og harmoni. Skamløst, men kunstnerisk overbevisende.

AFVIST

Den stilfærdige komponist i den landlige isolation har en fortid, der pudsigt nok huskes for dramatiske hændelser. Buck, der er rundet af Sangskolen og Københavns Drengekor, søgte i midten af 60’erne ind på Det kgl. danske Musikkonservatoriet, men fik afslag, fordi han ikke kunne skrive en perfekt harmonisering af en koralmelodi. Det fik hans lærer Per Nørgaard til at udvandre til konservatoriet i Aarhus, og Nørgaard tog hele sit unge hold af komponiststuderende med sig, inklusiv Ole Buck. Affæren fik stærk omtale i aviserne.
Få år senere skrev Buck musik til Flemming Flindts ballet ’Felix Luna’, der blev uropført på Det Kgl. i 1973. Den medførte en offentlig skandale, fordi en anmelder ved Aalborg Stiftstidende beskyldte de københavnske anmeldere for at være en flok homo’er, hvis natur bød dem at rose balletten.
Denne latterlige affære havde Ole Buck ingen del i. Man støder bare på ’Felix Luna-titlen i hans lange, lange værkliste, mindes det hysteriske drama omkring Flindt-balletten og tænker – som i forbindelse med konservatorie-afvisningen: Denne begavede og tænksomme kunstner har nok haft rimelig grund til at søge ensomheden på landet og koncentrere sig om nodepen og –papir.

gregersDH.dk