Christine Sønderris, Stine Gyldenkerne og Nana Cecilie Bang i ‘Og nu, verden!’ på Husets Teater (tegn. Claus Seidel)

DET ER SÅ

*

VERDEN

Tre piger i anarkistiske selvopgør – mening i tilværelsen står på ønskelisten, men der er ingen moralsk sløjfe på denne rablende historie af den tysk-schweiziske dramatiker Sibylle Berg. Hun rammer en rast- og leddeløs generation.

Dramatiker: Sibylle Berg. Iscenesætter: Liv Helm. Scenografi: Nathalie Mellbye. Medvirkende: Christine Sønderriis, Nanna Cecilie Bang og Stine Gyldenkerne.

’Og nu, verden!’ spiller på Husets Teater indtil den 19. marts.

****

GONG! siger det med et brag i bækkenet.
Tre piger er lejret på scenen omkring et batteri af slagtøj.
Trommer, bækkener, pauker, mikrofoner, en slags herreløse symboler på retningsløs panik, tre piger i en verden af forvirrede ambitioner, ambitioner, der bliver sprøjtelakeret det ene øjeblik og hevet frem med desperate forestillinger om mening i livet, det næste pilles ned, grinet af, latterliggjort, udskrevet som groteske.
Hvad snakker de om disse tre nymfer med slag i replikkerne?
I virkeligheden er stykket vist skrevet som én lang monolog af den tyske dramatiker Sibylle Berg. En eneste kvinde, der fyrer hele sit arsenal af opgør med, hvem fanden hun tror, hun er, og hvem fanden hun så egentlig er, når hun sådan lige overvejer situationen. Iscenesætteren Liv Helm spreder hende ud som tre kvinder, udøser sætninger i ét væk, hyl, krigeriske erklæringer, selvkritiske nedsablinger, håb og ironiske kommentarer til deres kaotiske rusk i deres liv.
For at… ja, for at hvad? For at ramme et eller andet, der kan give mening i tilværelsen, hvis der ellers er en mening. Hvad der åbenbart er svært at få øje på.
Moderne damer. Med henrykte eller flakkende eller idiotiske betroelser på sms’ er og facebook. Overvejelser om spildt teenage-fis på værtshuse og i klubber, sporadiske rusk i deller og appelsinhud, fitness-hysteri, rablende skønheds-tiltag – en af pigerne smider trusserne og giver sig til at barbere, hvad der nu skal barberes, og bollemanøvrer afprøves i eksercits på madrassen foran alle trommerne.
Og der skrives gribende og hulkindede snøfte-mails til mor derhjemme og foretages luftige henvendelser til en fyr ude i rummet.

NORMAL

Vi kommer vidt omkring.
”Jeg er et normalt ungt menneske, med normale unge menneskers udfordringer,” siger pigen, ”med beskidte fingernegle, afklippede bukser, med mærkelige frisurer og ingen anelse om, hvordan jeg skal tilbringe tiden mellem fødsel og død…”
Misundelig er hun på veninden, der er til yoga, badutspring og zumba og har en perfekt krop – ”hvis bare jeg var en venlig robot/med lange tråde, der stak ud for oven/ ville jeg ikke være så behåret og klam/ildelugtende og sindssygt doven.”
Sibylle Berg slipper pigerne løs i vers og rim, når det stikker hende, og oversætteren Stine Pilgaard har gjort sig umage.
Der er noget herligt og uforskammet åbenmundet over Sibylle Bergs tekst. Det går over stok og sten, og man mangler kun en præst eller pædagog til at afbryde de tre piger, løfte pegefingeren og sige: Verden er af lave, fuld af synd og fordærv og planløs opdragelse. Tag jer sammen, piger, og tænk på Gud.”
Husets Teater har over sin indgang hængt et slogan fra forestillingen: ”DET SÅKALDTE UDENFOR SIGER MIG IKKE EN SKID!!’
Måske en hilsen fra de tre tøser til EU og flygtningekrisen.

gregersDH.dk