Christiane Gjellerup Koch, Esben Dalgaard, Tom Jensen og Jens Jørn Spottag i ‘Melodien, der blev væk’ på Nørrebro Teater (Tegn.: Claus Seidel)

FIND

MELODIEN

’Melodien, der blev væk’ i flimrende, billedrig og musikalsk opdatering på Nørrebro Teater.

Dramatiker: Kjeld Abell. Komponister: Herman D. Koppel og Bernhard Christensen. Iscenesættelse: Sara Cronberg. Scenografi: Franciska Zahle. Medvirkende: Esben Dalgaard, Julie Agnete Vang, Jens Jørn Spottag, Christiane Gjellerup Koch, Tom Jensen, Sebastian Aagaard-Williams, Bolette Nørregaard Bang, Nicolai Kornerup, Johannes Buhl Andresen og Hannah Schneider.

’Melodien, der blev væk’ spiller på Nørrebro Teater indtil 17. april

*****

ET kraftspring! Og et modigt et! Det er, hvad de præsterer på Nørrebro Teater med opsætningen af ’Melodien, der blev væk’.
Stykket blev midt i 1930’erne skrevet til det lille Riddersalen på Frederiksberg. Det vakte sensation dengang, fordi det kastede sig ud i en surrealistisk stil, der var fnisende fræk over for det borgerlige, realistiske teater, folk ellers sad og kikkede på og nikkede til.
Men small scale var det, Riddersalen var og er et teater i dukkeformat.
På Nørrebro bliver man sandelig lidt paf fra starten – den berømte sang om Larsen indleder og gror med mikrofoner og ensemble fra en stille vise til et helt lille oratorium, så vi er straks inde i et format, der har albuerum.
Men vi skal lige holde fast i gelænderet: Historien er uforandret den om den lille mand, der efter uendelig tøven bryder ud af sin trummerum-tilværelse, fordi en fugl, eller hvem det nu er, synger en melodi, der smutter for ham, men hænger i luften et eller andet sted og må findes igen, for den synger om frihed.
Det er på en måde en rigtig 30’er-historie om flipproletarer, småborgerlighed og trusler om arbejdsløshed – lidt a la Falladas ’Lille mand, hvad nu’, som vi netop har set på Teater Mungo Park. Men det er ikke så meget social-drama, som det et er en skæv, poetisk og romantisk drøm, der er svøbt ind i de skønneste farceagtige og rørende munterheder.

DRISTIGT

Stykket lægger op til komisk leg med teatrets virkemidler, og der har Nørrebros Teater fået godt fat. Forestillingen er så dristigt udfoldet, at man får lyst til at citere en af de anmeldere, der skrev om premieren i 1935, Svend Borberg: ”Mennesket har fået halsen til enten at synge med eller knække, og ikke til at transportere ulastelige flipper.”
Der skal voves et øje, og der skal mod til at sætte denne h.c.andersenske ’Melodien’ op på et Nørrebros Teater, der ikke normalt vandrer ad den slags spøjse, surrealistiske veje. Slet ikke i en størrelsesorden, som giver handlingen frit løb i en scenografi, der snurrer og svirrer med drejescenen, flytter os i et væk fra scene til scene, sender budskaber ned fra himlen til vores hovedperson og ikke mindst, ja det er det mest pragtfulde ved forestillingen: opstiller en hel stribe originale figurer, person efter person omkring hr. Larsen, de fleste nogle, der bliver til små perler.
Hr. Larsen selv så almindelig sund og tummelumsk og gennemsnitsdanskeren i sin forvirrede jagt på at finde sig selv og sin melodi. Esben Dalgaard spiller ham, så vi vil kunne gå forbi ham på gaden uden at pege.
Men – og vi tager den en for en: Julie Agnete Vang har kreeret den hidsigste strigle af en fru Larsen, der kæmper med nerverne uden på for at bakke Larsen op, og som tager sine egne skingre opgør med forældrene, der udfolder balsameret småborgerskab i skikkelse af en helt rørende Jens Jørn Spottag, kuet som et børnehjemsbarn, fladtrampet og betuttet holdt i snor af sin kone, Larsens svigermor, Christiane Gjellerup Koch, der svinger Xantippe-krabasken, mens hun vier søndagsfrokosten sin disciplinære opmærksomhed under skænderi med datteren.
Sky til leverpostejen og næsen i sky, det meste af tiden hæmmet i sin bevægelsesfrihed af billigt, svulmende pelsværk og tårnhøje hæle.

LIFLIGT

Kjeld Abell skrev ’Melodien, der blev væk’ som en humoreske med finter til borgerskab og konventioner. Han udviklede overraskende situationer omkring jagten på den forsvundne melodi, f.eks. en kostelig scene på hittegodskontoret – hvorfor skulle man ikke lede efter melodien dér? Instruktøren Sara Cronberg kan naturligvis ikke stå for at have Tom Jensen som hittegodsforvalter – Jensen i uniform, plaget af sure opstød, ekspert i høflige uforskammetheder, for så minutter efter at være forvandlet til salvelsesfuld præst, klar til at forløse Larsens jagt på en vej ud af trædemøllen med hellige bønner.
Stykket er på den lifligste måde en musical, selvom det handler om en melodi, der er blevet væk.
Melodien ikke bare dukker op i munden på en lille pige, der sjipper til den, så vi går nynnende ud af teatret med den i hovedet. Den er også del af et fint musikalsk regi gennem hele forestillingen, hvor Bernhard Christensens og Herman D. Koppels melodier forvandles og forvaltes til smidige indslag eller underlæg, små ensembler eller Hannah Schneiders soli.
Havde vi troet, at den gamle trediver-sag ville sige os noget i dag? Vi var i tvivl. Men sandelig, om den ikke er blevet til spillevende, aktuelt, morsomt og flot teater.

gregersDH.dk