Athelas Sinfoniettea Copenhagen (Foto: Søren M. Osgood)
BÅL OG IS
Mahler og Heiner Goebbels – en hidsig og kølig omfavnelse ved Athelas Sinfonietta Copenhagens åbningskoncert ved Ny Musik-festival i Teater Republique.
*****
HVILKEN kontrast! – Og hvilken sammenhæng!
Athelas Ny Musik Festival i Teater Republique begyndte i aftes med to værker, der er som bål og is.
Det første Gustav Mahlers ’Der Abschied’ fra ’Lied von der Erde’ – de smukkeste gløder fra det senromantiske bål, slutsangen i dette symfoniske værk, hvor sangen er som de sidste stråler i aftensol. Lars von Trier kunne have valgt den musik til sin undergangsfilm. Den jødisk fødte Mahler komponerede værket i de sidste år op til 1. verdenskrig som en slags vemodigt epos inden sin død i 1911 og inden den ’Untergang des Abendlandes’, som Oswald Spengler skrev om i sit berømte værk fra årene efter 1. verdenskrigs slutning.
Det andet: Heiner Goebbels pastelagtige, afdæmpede kommentar til 2. verdenskrig, formuleret over tekster fra Gertrude Steins erindringer fra 2. verdenskrig, hvor hun i paradoksale billeder taler om krigen og dens banale hverdag – ud fra sit sære, arrogante, udeltagende og analyserende temperament. Hun var amerikaner, bosat i Frankrig, beskyttet af tyskvenlige kredse i Frankrig. Som regel mest husket for sin patroniserende omgang med 1920’rnes kunstkredse i Paris.
HANNE FISCHER
Bål og is, kalder jeg det. Varme og kulde. Nærhed og distance. Men hver for sig værker af stor fascination og skønhed.
Mahlers afskedssange blev i aftes sunget med favnende indlevelse og utrolig smuk beherskelse af mezzoen Hanne Fischer, totalt hvilende i dette overjordiske, resignerede tonesprog.
Vi er vant til at høre værket i fuld symfonisk udgave – her oplevede vi Arnold Schönbergs ind til benet reducerede kammerudgave, fortættet og suverænt spillet af ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen.
Pause og omstilling.
Og kønsdiskrimination! Bogstaveligt. Ensemblets kvindelige musikere anbragt i forgrunden i et særegent møblement af klunke-hygge arrangementer – vi skulle ane tiden, 1940’rne – og tildelt en exceptionel hovedrolle: Som skuespillere, recitatorer af Getrude Stein-teksterne. De mandlige musikere placeret med slagtøj og blæseinstrumenter på forhøjningen i baggrunden.
STEIN-TEKSTERNE
Heiner, med det frygtindgydende efternavn Goebbels, blander raffineret kvindernes barokke strygere og træblæsere i ’The Tempest’ af Matthew Locke (1674) med diskret slagtøj og messing fra herrernes højdedrag, og supplerer med syntesizer og konkret lyd, der associerede til både hverdagen og en stilfærdigt snigende, nærmest apatisk krigsfornemmelse.
Og det mest bemærkelsesværdige: Gertrude Steins tekster om verdenskrigens trivielle hverdag – lydene, varemanglen, menneskenes børn, der bare kunne snakke om sig selv og deres historier, henvisninger til Shakespeares dramatik – alt holdt ud i strakt arm og afleveret af de kvindelige musikere med suveræn, kølig akkuratesse, på et glimrende engelsk, mens de med sekunders varsel hele tiden var tilbage ved deres instrumentale gerninger.
UROVÆKKENDE
Stemmene, teksterne, hviler som elegant udskårne dekorationer i glatte flager af instrumental musik, der aldrig trænger sig voldsomt på, kun bølger blidt op med sine 1600-tals associationer ind imellem – det hele med den mest nedtonede, men samtidig ganske urovækkende, Getrude Stein-kølige distance til både Mahlers farveglødende sange og den makabre virkelighed, hun beskriver.
Det er stærke sager. Forbløffende og imponerende formidlet af stribende af musikere under deres dirigent Pierre-André Valade.
Teater-koncert? Kald det, hvad I vil.
