Maria Rossing, Johanne Louise Schmidt og Peter Plaugborg i ‘Kabaret Royal’ (Tegning: Claus Seidel)
MUNTERT KABARET-KAOS
Det Kongeliges ’Kabaret Royal’ er talentfuldt rod. Surrealistisk ind imellem. Og fuld af energi.
***
IDÉER har de nok af. Og krudt i røven. Det Kgl.s unge bande, som har kastet sig ud i en sommerforestilling som alternativ til flodbølgen af sommerrevyer.
Det lykkelige ved projektet er, at det forskåner os for endnu en udgave af Birthe Rønn Hornbeck som stum og Bertel Haarder som en eksplosion af skældsord.
Det mindre lykkelige er, at ’Kabaret Royal’ ikke kommer længere end til en stribe løse mere eller mindre gode ideer, omend udløst med stort gåpåmod og en energi som den, FCK-fans udfolder efter en pokalsejr.
MORSOMT
Sceneriet er dette: Portscenen i Skuespilhuset ligger i lummer rødt. En del af publikum sidder ved borde. Lille orkester på podie i hjørnet. Cabaret-stemning.
Vi springer på med stor fornøjelse, når Marie Rossing fører sig frem som en Sally Bowles, der har tabt både snøvsen, tråden og talentet. Det er morsomt.
Selvom det ikke umiddelbart er til at se, hvad det har at gøre med den grundtanke, der lanceres: At alt, hvad vi udsættes for i forestillingen, sker i en ikke nærmere bestemt fremtid.
Den snupper vi bedre, når Peter Plaugborg præsenteres som selveste Gud, der jo kan og behersker alt – men alligevel kløjs i det, når man med tryllestav og fukssvans sav skal save sin assistent Helle Fagralid over på go’ gammeldags cirkusmaner. Ikke engang det kan han mere. Det går tilbage for Vorherre. Ligesom det er gået tilbage for Satan, der i frk. Fagralids frk. lærerinde-skikkelse må nøjes med hvæse ad os og så i øvrigt aflevere et kursus i at være positiv.
SMUKT
Det er numre, der ender mærkeligt desorienterende og pointeløse.
I modsætning til f.eks. et af forestillingens bedste: Johanne Louise Schmidts striptease-show. Striptease på Folie Bergère-manér. Var det nummer leveret i en traditionel revy, var den svenske konge kommet ind fra højre i Rasmus Bjergs skikkelse. Nu er pointen, at danserinden ind imellem kortslutter – hun er mekanisk som dukken Olympia i ’Hoffmanns eventyr’. Det kunne nok have chokeret en svensk monark. Men det er altså ikke dér, vi skal hen. Nummeret kulminerer i, at Johanne Louise Schmidt får luften til at stå stille ved at synge PHs ’I dit korte liv’, inden næste strømafbrydelse.
Smukt og overraskende.
Lige så overraskende som at høre Rasmus Bjerg folde vældig sangstemme ud i et nostalgisk tilbageblik på nationens glorværdige fortid, i et antræk, så vi et øjeblik tror, det var Dr. Falke, der gjorde sin entre i ’Flagermusen’. Sært og surrealistisk som andre elementer i denne forestilling – glimt af en krøllet, absurd humor. Og det, der klæder forestilling bedst, og som den adrætte Thomas Hwan kunne folde ud i en sang om evigt liv eller som den ’asiatiske mand’, der tager magten.
Eller Mikkel Arndt, som med en forbløffende verbal virtuositet rabler sig gennem omtrent samtlige symptomer på ADHD, inklusive serier af undertrykte bøvs (er der kurser i dét på teaterskolen?) Et løsrevet nummer, der – ligesom hans multi-taskende galning – måske indgår i en ikke særlig attraktiv fremtid.
KOM IGEN
Facit i den spredte fægtning er vel egentlig, at her er meget talent i sving, også musikalsk. Men temmelig ustyrligt.
Kom igen, som de siger i Norge, når nogen falder på slalombakken.
