Lærke Winther og Anna Neye i ‘Normalerweize’ (Foto: Bellevue Teatret)

SPINKELT

’Normalerweize’ på Bellevue Teatret kæmper med at ekspandere tv-stilen til teaterscenen.

***

SELVIRONIEN er det sikre kort. Uden den var de lost, de to, Lærke Winther og Anna Neye. Det giver dem muligheden for gang på gang at trække sig ud af numre, der er totalt håbløse, med skindet nogenlunde på næsen.
Deres show på Bellevue Teatret overlever derfor druknedøden. Pointen er, at de fleste af deres numre er pointeløse. De flytter sig ikke mange centimeter fra antydningen af en idé.
Ligesom ’Rytteriet’s Fritz og Poul – deres pendanter i DR-satire – stopper de ved deres karakterer eller ved skizzen til et projekt.
Hvor Fritz og Poul er de krukkede strandvejssnobber er de to piger med deres ’Normalerweize’ mere diffuse i deres karakterer: Dum-kloge, sofistikerede, lallende, intellektuelle, barnlige – spredt fægtning som til en gymnasierevy.

FORSONENDE
 
Det forsonende er hele tiden selvironien. Så tak for den.
F.eks. i de scener, hvor de tager fat på deres eget fag, skuespilleriet. Når Anna krukker Shakespeare-roller med fuldt udtræk, og Lærke dukker op af scenegulvet med både Yoricks kranium fra ’Hamlet’ og Birnamskoven fra ’Macbeth’, så er vi på fin crazy-kurs. Og når Lærke docerer dramaturgi for publikum er vi på herlig akademisk glide- og skøjtebane.
Samme tonefald rammer de to med en lille poesi-seance, hvor Anna lægger an til guitarakkompagnement med bedårende selvhøjtidelighed for at matche Lærkes digteriske recitation, der kulminerer i et henåndet, patetisk ’Hvorfor?’
Timingen er perfekt, pokerminerne gennemført komisk, og fænomenet poesi-aften er slagtet.

FED SMÆLD

Andre numre dør hurtigt eller bliver bare stående som løsrevne imitationer eller minimalistiske situationer. Bagerjomfru-parret hører til dem, de to godt kan tage livet af med det samme. Ligesom filmsnutten med luder og kunde. De filmede vignetter fungerer ellers ok.
’Sorabaja Johnny’ fra Brecht og Weills ’Happy end’ er flot nok ført ud i ekstremerne, men uden de store overraskelser. Den skarpe udlevering af mange menneskers irritation over invalider, spastikere, fattige og mennesker, der i det hele taget er ’anderledes’, rammer råt og direkte som indledningsnummer, hvor de to gimper iagttager livet omkring sig fra barstolen.
Og der er fed smæld i af- og udleveringen af de to kællinger, den fede og den demente, som hængende i strandstolene prøver at finde ud af, om de overhovedet er i live.
Sådan veksler det spinkle show mellem godt og mindre godt. Talentet brænder gennem i glimt, substansen i idéerne også, men der er et stykke vej til, at de korte, komiske situationer på en tv-skærm kan bære at blive omsat til et fuldt sceneshow på en teaterscene.

GregersDH.dk