(Sébastian Soldevila og Patrick Léonard i ‘La Vie’ (Foto: Republique)
PÅ KANTEN
Nycirkus-showet ’La Vie’ er sjovt og flot i Spejlteltet hos Republique på Østerbro – og med nogle ordentlige gys.
*****
Spejlteltet står fortsat i Garderhusar Kasernens eventyrlige centrum på Østerbro – nu også som centrum for det nye Teater Republique. Og hvis man tidligere på efteråret har oplevet denne sæsons indtil nu mest lystfyldte forestilling, nemlig ’H3K’ – Shakespeares ’Helligtrekongers Aften’ – så kan man i øjeblikket opleve dens mest virtuose.
Nemlig ’La Vie’, en canadisk cirkusforestilling, der hæmningsløst kaster sig ud i et artisteri, der har alle cirkus’ traditionelle kvaliteter, men føjer en frækhed, charme og en sofistikeret tone til, som vi ikke er vant til.
Vi grillsteges af en sprechstallmeister, Sebastian Soldevila, der er en mellemting mellem en Dr. Mefisto og konferencieren i ’Cabaret’.
En elegantier, der uden blusel jonglerer med publikum, fornærmer nogle, kæler for andre, og gennemspiller en ud-og-ind rolle som dørvogter ved dødens port over for sine artister på scenen, en udspekuleret balance mellem at kontrollere numre på grænsen af det livsfarlige, og selv lege med, som var det en avanceret gang Vild med Dans.
I SPÆNDETRØJE
I det bevist diffuse og uberegnelige ’plot’ er vi på risikabel tur til himmels med en art fly, hvor alt kan ske, alle typer kan mødes. En spinkelt slangemenneske af en pige, Isabelle Chassé, er den splittergale patient i spændetrøje, kastet på et leje til sin egen desperate skæbne, i rasende befrielseskamp med sig selv. Som mange af de numre, vi ser, på kanten af det hasarderede.
Livet og nummeret er i pigens egne hænder. Det er chokerende, fordi det både er som et væsen i yderste nød, og samtidig bare et totalberegnet show, som pigen – lige som de øvrige – kan slutte af med et smil og et høfligt, stilsikkert buk – og så videre til næste nummer.
SIKKERHEDSTJEK
Latteren runger, når den lille rapfodede Patrick Leónard, er nået frem til lufthavnens sikkerhedstjek og trevl for trevl bliver afklædt af den strømlinjede Krin Haglund, indtil det viser sig, at hyletonen skyldes et langt søm, plantet i hans næse. Ups hvor er det hambert. Sømmet er på størrelse med manden selv. Næsten, ok.
Understrømmen af komisk sex spreder sig ud i bølger, når konferencieren attakerer publikum, eller når han pludselig gennemfører en tango hen over et bord med den mørke Emelie Bonnavaud. Ultrasmidige og bomstærke er både de to og alle syv i øvrigt i showet, men det ekstra er en overlegen skråsikkerhed og frækhed i koketteriet indbyrdes og over for publikum.
GYSENDE
Det hele er en blanding af gymnastisk og artistisk performance-gøgl, publikum inddrages ind imellem på munter og uaggressiv facon, og den musik, der ledsager alle numrene er som en flod af raffineret mix af alt muligt, tit med tekster, der supplerer eller bevidst modarbejder den action, der er essensen i numrene.
Underholdningsværdien er stor. Og gysende. Sprogligt minimaliseret i en let gennemskuelig blanding af engelsk, fransk og stumper af dansk og spansk.
