GODT DET ER OVERSTÅET

1. juli tiltræder Nicolaj Hübbe som balletmester ved Det Kgl. Teater efter seksten år med stjernekarriere i New York. Han er lettet, men lægger hårdt ud: Danskere arbejder for at leve  – han lever for at arbejde. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Anders Birch

”Nu sover jeg som en baby!”

Nikolaj Hübbe slår en skraldende latter op. Den må kunne høres helt ned på den anden side af jerntæppet i det gamle teater. Tværs gennem glasvægge, hen ad gange, ned ad trapper. Give ekko inde hos de dansere, han lige har prøvet med.
Hübbe kan pludselig sove om natten. Det synes han er skønt, men også  komisk. På en måde nemt at forklare, men også lidt foruroligende. ’Scary’, som han kalder det på det engelsk, der hænger ved i små trevler fra hans seksten års eventyrlige dansekarriere i New York. Et liv, han fortumlet er rykket ud af i næsten ét hug.

”Det er ’scary’ – fordi det er sådan en voldsom ændring. Pludselig at være færdig med at danse. Pfuitt! Ny rolle!”

– Men skønt at kunne sove…

Nikolaj Hübbe læner sig tilbage, ser op i loftet, strækker sig som en spændt flitsbue og sidder totalt ubevægelig i en evighed. Er han stået af samtalen? Overhovedet ikke. Efter en vejrtrækning, der er som et sug fra underbevidstheden, og ny tavshed:

”Jeg blev nervøs de sidste tre-fire år. Nervøs, når jeg skulle på scenen. Sov dårligt om natten. Kunne ikke falde i søvn. Lå vågen og tænke på forestillingen. Nej, jeg ved ikke hvorfor. Jeg elskede jo at være dér. På scenen.”

– Bange for at lave fejl?

”Bange for at falde på røven. For at falde forkert. Falde igennem. Falde udenfor. Jeg tror, at når du bliver ældre som danser, så har du stadig en idé og et billede. Du mister ikke din viden om, hvordan tingene skal være. Hvordan det skal føles. Når du lukker øjnene, så ved du præcis, hvordan. Du har din ’muscle-memory’. Den sidder der. Du kan sagtens huske dengang du var 25 og 30 år, hvor du kunne få det op at ringe. Hale det hele op af posen med et knips. Sådan her! Det kan du ikke mere. Ikke fordi du mister lysten, men fordi du mister overskuddet. Drivremmen skal HIVES i gang. Til gengæld må jeg sige, at det blev mere intenst at være på scenen det sidste par år. Det var dejligt  – jeg var mere gennembrændt bagefter end da jeg var 25. Dengang var der jo masser af forestillinger tilbage  – du sejlede bare derudaf. Nu var det hjerteblod. Du er connected til al din erfaring, din viden, din investering. Du skal køre den dér bil ind på scenen, og du tænker: For fanden – jeg håber ikke, at hjulet…! På en eller anden måde bliver det gambling.”

– Det kan gå galt…

”Ja, det kan. Og det gør det! Også når man er 25. Men det er dér, det er dejligt at blive ældre. Når du er yngre, er det meget sværere at danse dig ud af en fejl. Når du er gammel, så har du prøvet det så mange gange. Så er det: Ud i lokummet! Træk i snoren! Vupti…! Dans er en ’live’ kunstart! Som danser er du levende i nuet. Men puh-ha! Det er godt, det er overstået! Ha! Så må du brænde igennem alle mulige andre steder.”

– Fyrre år og færdig med dansekarrieren. Tænkte du femten år frem, da du var 25?

”Henning Kronstam, der var balletmester her i huset i 80’erne, sagde på et tidligt tidspunkt i min karriere: ”Nu skal du lytte efter, for en dag står DU der!” Og jeg var da arrogant: Du kan tro, det skal være en fed løgn. Jeg skal ikke ind på et eller andet nationalteater og sidde med intriger og politik og sure ballerinaer, der kommer og slår en i hovedet med deres ballerinasko. Det var det sidste, jeg kunne forestille mig. Jeg var total opslugt af min karriere og mig selv.”

– Og nu sidder du der.

”Det er da også vildt! Indtil jeg fik dét her job, kunne jeg slet ikke finde ud af at sige stop. Danse af. Ingen deadline – DEAD line…hør lige dét ord! Man er ligesom Konen i Muddergrøften – næste gang skal man være kejser eller Vorherre. Selv om vi altid som dansere har vidst, hvor grænsen er. Men så kom dét her, som bare er en endnu større udfordring eller UDFORSKNING. Alle de uåbnede døre, man kunne prøve. Alt det dybe vand, man kunne komme ud på.”

– Hvad nu, hvis ikke det var kommet?

”Så havde det været pissesvært. Jeg var måske gået ned. Havde fået nervesammenbrud. Været til psykolog lige nu. Eller måske trukket mig i stilhed. Nå – nej, jeg havde nok undervist i Amerika. Jeg havde et fantastisk job på School of American Ballet. Half time. Det var blevet full time. Og Peter Martins ville gerne have mig knyttet til kompagniet i New York.”

– Men Det Kgl. er ønskejobbet? Og København en drøm at komme hjem til?

Ny tavshed. Det er som at betragte et rovdyr, der overvejer valget mellem at slumre ind eller springe til.

”Jeg ved godt, at jeg sagde i et interview, at København er røvsyg og provinsiel. Jeg skal nok vænne mig til at bo her igen. Jeg har fundet et skønt sted. Midt i byen. Men der er et andet tempo. Fra november til marts: Ingen mennesker på gaden efter kl. 8 om aftenen. En anden mentalitet. Jeg tror, de fleste danskere arbejder for at leve. Jeg lever for at arbejde. For mig var det ikke en ambition at flytte til København. Ambitionen var jobbet. Hvad det vil gøre ved mig, og hvad jeg måske kan udrette med det. Jeg møder kl. 8 om morgenen og går hjem ved 7-8 tiden om aftenen, hvis ikke der er forestilling, for så bliver den 10-11. Jeg troede, jeg skulle genoptage gamle bekendtskaber. Men jeg har ikke tid. Jeg er på teatret. Twentyfour hours.           

– På teatret  – med det, du frygtede: ‘Intriger, politik og sure ballerinaer’?

”Ha! Ha! Ha! Jeg har det fint. Jeg går til møder, jeg underviser, går til prøver, går til flere møder, snakker med dansere, diskuterer med koreografer og scenografer, og så: Endnu flere møder. De elsker at holde møder her på teatret. Sekretæren siger: Nu skal du til møde – Kom! Kom! Og så sidder jeg pludselig på et eller andet kontor og siger: ’Hva’ fanden handler det her om?’ Halvdelen af det forstår du ikke. Men så langsomt begynder du spagfærdigt at tage bladet fra munden. Det halve år, jeg har været her, har været enormt observerende. Opdage strukturen i huset…bounce rundt fra afdeling til afdeling for at finde ud af, hvad der er hvad. Folk skal også lære mig at kende. Føle mig på tænderne. Både administrationen og danserne. Hvordan jeg f.eks. kører en prøve.”

– Du går for at være en hård negl.

”Mig!? Det tror jeg da ikke. Jeg siger bare tingene, som de er. Det er jo mig, der skal luge ud i Terpsichores have. Mig, der er hendes gartner. Ved prøverne handler det om, at danserne er alert – til rådighed. Til stede. Nærværende. Kravene er selvfølgelig store. Høj arbejdsmoral. Det dur ikke med de dårlige undskyldninger: ”Jamen, det er også fordi…” Jeg er sgu ligeglad med, hvorfor det er. Det skal bare gøres. Lad være med at komme med de undskyldninger. ”Min hund har spist mine lektier”… Danserne skal tage jobbet i deres hænder. Stå inde for det. Jeg siger: ”Her er en rolle. Den er din. Du har lært den. Du har fået den. Løb med den. Tag den hele vejen. Afsøg grænser. Investigér.” Det er vel til syvende og sidst derfor, man går ind på en balletskole. For at blive kunstner. Danser.”

– Du kunne selv fortsætte med at danse, hvis du ville?

”Jeg har ikke kikket mig tilbage, siden min sidste forestilling, ’Sylfiden’. Jeg har ikke lavet en plié, ikke lavet en tendu. Jeg er bare gået ud af den ene dør og ind ad den anden. Nogle bliver ved at danse. Karakterroller. Det ved jeg godt. Men nu må jeg være her og gøre det, jeg gør. Hellige mig jobbet. Jeg er dårlig til at multitaske. Jeg kan ikke have så mange bolde i luften. Så bliver jeg pisseforvirret og stresset. Sådan en ’prins af alt og konge af intet’. Det vil ikke være til benefice for hverken mig eller kompagniet.”

– Træner du? Holder dig i form?

”Øh…Det burde jeg. Anna Lærkesen [tidl. solodanser v. balletten. Red.] siger, det er godt, hvis man gør det. Lærermæssigt. Teknisk. For coachingen. Men lige i øjeblikket: Det rager mig en høstblomst. En BRODERET høstblomst!”. Jeg ved godt, jeg burde.”
 
– Ryger du stadig?

”Det skal vi da ikke snakke om!”

– Du har ikke røget i den halvanden time, vi har siddet her.

”Man må ikke ryge på teatret.”