'Next to Normal' Nørrebro Teater 18.2. 2012 Anm.

Troels Lyby, Laus Høybye og Cecilie Stenspil i ‘Next to Normal’ (Tegning: Claus Seidel)
     
                                             
                                                                

SÆT STRØMMEN TIL

 

 

 

Så har vi set det med: En musical om elektrochok og skizofreni.
Nørrebro Teater præsterer en besynderlig og uhyre velspillet ’Next to Normal’.

Spiller indtil 15. april

*****

 

SOM de dog indretter sig. Trapper op og trapper ned. På Teater Grob: Træ og træ og atter træ i en hytte med hems. Midt i en svensk skov.
Og på den anden side af gaden, på Nørrebro Teater: Stål og jern, stue og 1. sal, et helvede af et forstadhjem, tænkt i USA.
Med plads til, at psykiateren Tom Jensen kan rykke ind på sidelinjen og holde klinik og tage vores hovedperson i elskværdig behandling med tilbud om elektrochok, bare med sådan 80 procent effekt – det skal nok gå alt sammen, lille frue, det plejer at gå godt…’
Og det gør det ikke. Det går stort set ad helvede til. Hukommelsestab til den unge frue med mand og halvvoksen datter – ikke lige det, der har været meningen med elektrochokkene, hvis opgave det var at få banket noget skizofreni ud af Diana, som damen hedder – Cecilie Stenspil spiller hende med al sin mærkværdige, henrivende og pudsigt gammeldags sødme og udstråling. Denne Diana, et omvandrende tilfælde, slået ved siden af sig selv efter tabet af et barn, en dreng, død som spæd – og selv et skævt centrum i den lille familie, hvor Troels Lyby spiller ægtemanden Dan, en vaskeægte, sund forstadsmand, der gerne vil se det lyse i alt, og hvis der er noget, der er sort – og det er der jo – så putter man det i baglommen og lader helst som ingen ting.

LÅG OVER FORTID

Det er, hvad det handler om, og dér har vi problemet. En fortid, der er låg over, en kvinde, som låget trykker på hovedskallen, så det indre er skadet. En mand, der prøver at få det til at gå lidt gelinde. F.eks. bukke pænt og sige ja og amen til psykiateren, vor tids heksedoktor.
Og så er der datteren Nathalie, der er teenage-bombarderet af stress over det alt sammen: Hun skal opfylde en høflig familiedrøm om at blive klassisk pianist, kan ikke, vil ikke, vil heller ikke noget med kæresten, er gået i baglås og stritter i alle retninger. Hun spilles af Kristine Marie Brendstrup, som går til sagen med det kækkeste surmuleri, man har set – hun er et af de rappe nye talenter fra Musical akademiet i Fredericia. Hendes standhaftige tilbeder er Kenneth Müller Christensen.

HÆSBLÆSENDE

Og den døde søn? Laus Høybye – jo, han er med, han går igen i sin mors splintrede fantasi, og vi er tilskuere og medvidere: Lyslevende synger han og roterer på scenen. Den slags, man eller mest gør i operaer af Benjamin Britten og romantiske gyseroperaer.
Men her altså i en musical. Eller musical? Lad os bare kalde det en opera. En rock-opera. Et diminutivt band sidder i baggrunden, og der bliver sunget, ja virkelig sunget! Med fuld forstærkning og hæsblæs. Ensembler, soloer, et minimum af talt dialog nogle steder.
Et sted en kvartet, så man tror, den er hevet ud fra 1. akt af ’La Bohème’, men tonen er skærpet i en blanding af musicalstil og rocksang, samtidig med at det rundt omkring er sammensang, der må have krævet indstudering efter millimetermål. Imponerende.

HVOR GÅR HUN HEN

Alt sammen meget dygtigt og brilliant stykket sammen i Thomas Bendixens instruktion. Det afgørende er selvfølgelig, om stilen holder til en historie, der nærmer sig et sydstatsdrama af Tennesee Williams – american lifestyle med indeklemt familietragedie, men jo det gør – det er virkelig en temmelig rystende historie, sat op med den mest uforskammede mangel på respekt for løftede pegefingre og rundbordskonferencer.
Hvor går hun hen, da hun går ud, Cecilie Stenspil, den unge frue, da hun står med kufferten som en anden Nora i Ibsens ’Dukkehjem’ og siger farvel til sin lammede ægtemand?
Vi får intet svar, og vi har ikke en Ernst Brun Olsen til at skrive fortsættelsen. Men sådan en kan jo komme.
På Nørrebro har vi i hvert fald fået et overbevisende og stærkt mix af opera, musical, realistisk familiedrama og gyserkomedie – den sidste kategori leverer Tom Jensen et prægtigt bidrag til, da han gør sin entré som dr. elektrochok med et par ballethop, der vil ryste enhver overlæge på danske psykiatriske afdelinger, hvis nye ordensregler skulle påbyde den stil introduceret.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *