Mikkel Boe Følsgaard, Jens Jørn Spottag, Signe Egholm Olsen og Laura Bro i ‘Nero’  (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

RUNDT I MØRKET

Jokum Rohdes ’Nero’ er et godt, sort vinterskud for det genfødte Aveny-T

Spiller indtil 16. marts

*****

”VI bliver aldrig klogere. Bare mere og mere latterlige,” lyder en replik i Jokum Rohdes ’Nero’. 
Med den livsfilosofi ville du ikke komme langt, hverken på prædikestolen i kirken eller talerstolen ved Socialdemokratiets årskongres.
Men Jokum Rode kommer langt, i hvert fald langt omkring med den model. Menneskeheden er i hans verden sammensat af størrelser, der kredser omkring sig selv, fortabte i afsindige, men meget rørende gøremål, bristefærdige af tanker og drømme om alt muligt, forvirrede og tummelumske. Rigtig søde og morsomme, når det falder sådan. Men som sagt: primært temmelig latterlige i deres roden rundt i mørket.
Virkelig i mørket. Især i ’Nero’, som Jokum Rohde skrev for femten år siden og fik uropført i en, som jeg husker den, dyster og mørklagt opførelse i Det Kgl.s Turbinehallerne. Med Henning Jensen, Henrik Koefoed og Paprika Steen som henholdsvis den luvslidte narkoman Nero, den friskbagte yngling Johnny og luderen Carmen.

LINJE 5A

I min erindring ser den opførelse i 1998 ud, som om den fandt sted i det gamle Kaleidoskop på Nørrebrogade. Det må være, fordi stykket hele tiden kredser omkring i nørrebrosk hygge-slam, kvarteret, der kan vække alt fra yndefuld provins-fortabthed til brøl fra motorcykler, vasketøj fra vinduet til den 1-værelses på fjerde sal, voldtægt i kældre med nedgang fra gården, og tabte narko-nåle i rendestenen. Linje 5A tur-retur.
Det er der jo i sig selv ikke noget latterligt ved. Højst tragikomisk. Den verden optager Jokum Rohde, og man drejer lige hovedet en gang, når man ser ham kønt og borgerligt komme cyklende med sine børn i Amalienborg-kvarteret.
Han er muligvis et dobbeltmenneske. Ligesom Katrine Wiedemann har valgt at gøre hans Carmen i ’Nero’ til et dobbeltvæsen – både den runde Laura Bro og den ålede Signe Egholm Olsen spiller Carmen, to alen ud af et stykke og hver for sig ofre, ja netop ofre, for den vildeste sødme og den groveste flabethed i en strøm af vekselvirkninger. Ligesom Jens Jørn Spottags Nero både er sulten ung og lallende vrag, ustandselig forvekslende sit narkoforvirrede overskud af livslyst med de jammerligste nedture og selvbebrejdelser. Den eneste nogenlunde normalt fungerende er Mikkel Boe Følsgaards Johnny, som elsker sin Carmen, no matter hvem af dem. Men så i øvrigt også er kapabel til at levere saftige kys og strip til den alt ædende Nero, der slubrer hvad som helst i sig med sin sjaskende tunge.

PSYKEDELISK EKSKURSION

Det var Katrine Wiedemann, der i sin tid iscenesatte ’Nero’ på Det Kgl. Et djævelsk påfund har fået hende til denne gang at gradvis snøre de to timers forløb ind i flere og flere snore, så selv publikum til sidste er fanget i et edderkoppespind, erobret af mørket, uhjælpeligt fortabte i den selvbeskuelse, der ingen steder fører hen, kun til iagttagelse af tilværelsens uløselige og ubodelige latterlighed.
Stykket er skrevet – og bliver spillet – som en psykedelisk ekskursion i et hverdagsliv, der i al sin absurde komik svømmer rundt i en blanding af nihilisme, frustrationer og tabte horisonter. Lattervækkende og deprimerende. Og fremragende spillet af de fire på den næsten nøgne, sorte scene, hvor hvide, omvandrende døre er nok til at etablere konstant nye rum.
 

GregersDH.dk