KØBENHAVNER-SKROT
Karoline Munksnæs behersker scenen som den ukuelige Natmandens Datter i Folketeatrets turné-udgave. Kraftig suppleret af Birgitte Simonsen og Pernille Højmark.
*****
”Måske er jeg bare en muldvarp, der burde være blevet under jorden.”
En næsten slutreplik fra den spinkle Karoline Munksnæs som Lovise i ’Natmandens datter’.
Sagt med en blanding af forurettelse, kæk de-får-mig-ikke stædighed, og en underliggende smerte. Alt det, som rummer essensen af Nikoline Werdelins stykke. Den kvalte vrede. Men også evnen til at overvinde og overleve.
Det kan godt være, at stykket foregår i 1700-tallet, men Werdelin vil sikkert være den første til at bekræfte, at det handler om når og hvor som helst, hvor mennesker mobiliserer urkraft for at bevare livsmod og lyssyn på tværs af knusende omgivelser.
SKROT-STEMPLET
Pigen i stykket har skrot-stemplet i panden. Det havde man, når man var et barn af natmands-kasten, skraldemændene, bøddelhåndlangerne. Og det har man – som folketingspolitikeren Öslem Cecik bekræfter i programmet – hvis man er muslimsk indvandrer i det moderne Danmark. Eller bare sådan en ’hun er nok…’
Natmandens datter nægter sin skæbne. Og muldvarpe kommer altid op igen.
GRØNNEGAARDEN
Stykket er skrevet til Grønnegaards Teatret i 2006 og behæftet med stedets signatur: Det meste af det foregår på det Frederiks Hospital, som er det nuværende Kunstindustrimuseums bygninger, der omkranser Grønnegaarden. Jeg så ikke ’Natmandens datter’ den sommer. Men kan kun fastslå, at den opsætning, som Folketeatret nu sender på turné, fungerer glimrende.
Af flere grunde:
FEM DØRE
Scenografen Marie i Dali har skabte en dekoration, der ganske vist er som klasket op ad bagvæggen – den er jo til turnébrug og derfor mere eller mindre umulige sceneforhold.
Men den afslører sig hurtigt som snild og velegnet til det, instruktøren Inger Eilersen har for med stykket: Fem dobbeltdøre skaber smidige ud- og indgange, en strøm af gedulgte, halve afsløringer af – så en dårekiste, så et bordel, så en barselsstue, så et strejf af en kastelsvold, hvor der lige er plads til et par minutters glad hor. Og som især giver sorte kutteklædte væsener lejlighed til ustandselig at fortælle os, at dette nok er 1700-tallets København, men det er samtidig veneziansk maskespil-epoke, virkelighedens leg med døden og grusomheden, et grand guignol – i dette tilfælde med Peter Oliver Hansen som kryptojøden Goffein, en kombination af fortæller, bøddel, bordelvært, pengeudlåner og manipulator af stykkets hovedpersoner.
MUSIKKEN
Og for lige at tage musikken. Den er skrevet af Mikkel Hess, en mangfoldighed af vignetagtige, korte forløb, der undermaler handlingen og situationerne. Eller temaer, der bider sig fast som kommentarer. Kontrabas, xylofon, lidt slagtøj og enkle temaer, som forstærker og er stemningsskabende.
LOVISE
Tilbage til hovedpersonen Lovise. Pigen der er skæbnemærket, men tappert kæmper sig op og ud. Bliver kylet fra nederlag til nederlag, men er som en prop i vandet, fordi hun VIL. Jeg husker Karoline Munksnæs som Peter Pan i 2003 på Aarhus Teater, det år hun forlod teatrets skuespillerskole. Her er hun nu, en lille urkraft, uimodståelig, med et flot og djærvt sprog, en stemme og et sind, der kan svinge fra jubel til sort skuffelse. En skuespiller, der virkelig er vokset i udtrykskraft.
Hun har sandelig også noget at spille op mod. Morten Aa. Hemmingsen, der er den flinke fyr Laurids, en rigtig Holberg-figur. Mikkel Vadsholt, den behjertede, slappe doktormand, der kryber i skjul, da det kniber.
TO KÆLLINGER
Men så to kvindemennesker, der sandelig også giver pote på scenen. Birgitte Simonsen som Madam Schultz – umiddelbart sådan en komisk borgerkone-moster fra ’Barselstuen’, men nej, mere end det: En liderlig, geskæftig so, udstyret med en modbydelig giftblander-mentalitet. Birgitte Simonsen afleverer hende i skiftevis koket og rå, nærmest Mester Jakel-agtig stil, så ikke et øje er tørt.
På samme måde som Pernille Højmark skaber noget, der ligner en Mutter Courage-skikkelse af Madam Schultz’ søster, den forsvundne, livssultne og rødflammende vulkan, der vender tilbage til byen efter at have gjort Europa som markedsgøgler, luder og kræmmer, et foster af Nikoline Werdelins blomstrende fantasi, for hun er virkelig et far out væsen, men overordentlig skøn i sin hæse, hjertevarme forvildelse og nedtur. En pragtrolle for Pernille Højmark.
LIVSSTYKKE
Det er et livstykke af en forestilling. Måtte den gå sin lille sejrsgang på alle de teatralske provinshylder i Danmark. Næstved har fornøjelsen af premieren 17.1.
Gregers Dirckinck-Holmfeld