¨

VED MUSIKKENS

OPERATIONSBORD

Et fortættet og spændende svensk ballet-gæstespil på Aarhus Teater. Titlen: ’Name of the Next Song’.

****

DER er ikke meget sonateform over svenskeren BJNilsens musik. Ligesom der ikke er meget Bournonville over svenskeren Örjan Anderssons koreografi.
Deres ’Name of the Next Song’ og Anderssons dansere fra forskellige lande, Israel, Spanien, Sverige, U.S.A – er set over nogle dage på Aarhus Teater i en timekort forestilling, der bringer os på nogle spor af originalitet.
Det er musikken, der er udgangspunktet. Elektronisk – komponisten sidder selv ved sit operationsbord i scenens dameside – styrer næsten statiske tonestrømme, krydret nogle gange med reallyde – eller det, der ligner.
Statiske? Ja, måske. Men man kan ikke lade være med at lægge sin egen rytme og puls i de klange, der strømmer, men forandrer sig umærkeligt.
De er klangbund og animation til de fire dansere, der bevæger sig i deres egen kropsrytme på scenen – og ikke mindst det lys, der tilsyneladende finder sin egen rytme.
Men nej, det hele hænger sammen. Dans, musik, billede. På den nøgne scene bevæger danserne sig undertiden som filmede i slowmotion, sekvenser af situationer, der kan være som arbejdende eller legende mennesker – ja, på en måde er hele denne langsomt og spotvist fremførte serie af optrin som et levende, abstrakt maleri, der rummer moderne menneskeliv, mennesker, der vil eller går fejl af hinanden, børn, der leger, to kvinder, som søger mod hinanden.
Det sidste er et meget smuk langt forløb, hvor musikken vokser i intensitet og samtidig i en kvintsekst-akkord, der fylder rummet, og fuglekvidren, der skifter fra dame- til kongeside. Og straks efter. Den voldsomste af alle lyde: Tavsheden. Kun en pige, der rudehinker. Det er ren Carl Nielsen. Pausen. Cæsuren. Barnet, der hinker.
Et fint og overraskende lille gæstespil.

GregersDH.dk