‘Mussolinis de 100 dage’ Teater Får302 26.3. 2019

Teaterstykke af Mussolini om forbilledet Napoleon i overraskende svensk version på Teater Får302

Teater Får 302s plakat med Birgitte Prins som Mussolini i Napoleon-attitude (foto: Søren Meisner)

MUSSOLINI –

DRAMATIKEREN !

 

Teaterstykke af Mussolini om forbilledet Napoleon i overraskende svensk version på Får302.

Manuskript: Lucas Svensson. Instruktion: Egill Pålsson. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Medvirkende: Ole Lemmeke, Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard.

’Mussolinis de 100 dage’ spiller på Teater Får302 i Toldbodgade indtil den 14.april

*****

HER gælder det om at holde ørerne stive. Men det lønner sig. ’Mussolinis de 100 dage’ er et raffineret lille drama, der fortæller historien om, at Italiens fascistiske diktator – til almindelig forbavselse for de fleste af os – skrev teaterstykker og fik dem spillet. Endda et så overraskende sted som på Dramaten i Stockholm, hvor hans ’De hundrede dage’ blev opført i 1935 og modtaget med elskværdig interesse. Stykket handler om Napoleon og de 100 dage, der gik fra han blev sat i land ved Marseille efter fangenskabet på Elba, og indtil han led det fatale nederlag ved Waterloo 100 dage efter og blev ekspederet til St. Helena i det sydlige Atlanterhav.

DEN svenske dramatiker Lucas Svensson skrev for nogle år siden ’Sympati for djævelen’ til Får302. Det stykke handlede om den fremragende tyske skuespiller Gustav Gründgens, der snoede sig smidigt gennem nazitiden. Det blev en fin succes på Får 302 med afdøde Pauli Ryberg i hovedrollen. Nu er Svensson der igen. Denne gang med en  syleskarp farce om opsætningen af ’Mussolinis 100 dage’ på Dramaten dengang i 1935, et tidspunkt, hvor Mussolini havde sat sig på magten i Italien ligesom Hitler i Tyskland, og resten af Europa så til i passiv bekymring og med bind for øjnene.

VI slynges på Får302 hurtigt frem og tilbage mellem de usikre overvejelser før opsætningen i Stockholm og Mussolini-stykkets tilblivelse i Italien: Manuskriptet blev udarbejdet af Mussolinis hof-skribent, en mand ved navn Giovacchino Forzano. Ham kender vi som librettisten til Puccinis ’Suor Angelica’ og ’Gianni Schicchi’ – to trediedele af ’Il Trittico’, som Operaen havde på programmet for nogle få år siden. Forzano var en mand, der flittigt lejrede sig ved fødderne af Mussolini i 20’rne og 30’rneme og dermed skabte sig en karriere som fascismens forfatter. Nu sidder han på scenen ved sit skrivebord og kæmper med teksten. Det er Ole Lemmeke i rollen, og han har Birgitte Prins og Charlotte Munksgaard omkring sig som konstant pression, de sætter hans nervesystem i dirrende svingninger, Birgitte Prins som en brutal Mussolini, Charlotte Munksgaard som hans egen aggressive og let hysteriske kone, glimrende spillet af begge. Birgitte Prins’s Mussolini blafrer med blærede Dante-citater og synger på det yndigste ‘O mio babbino caro’ – slageren fra ‘Gianni Schicchi’. Ole Lemmeke er den lallende forfatter med nemme for at skrive og en vaklende holdning til kravet om, at stykket skal være en hyldest til den stærke mand, der sætter tingene på plads som en anden Napoleon – og hæmningsløst opfylder de folkelige ønsker om slippe fri for det besværlige demokrati.

LEMMEKE lader denne Forzano kæmpe med manuskriptet i en blanding af loyalitet over for ’Il duce’, føreren, og fornemmelsen af at være ude på gyngende grund – hvad fanden er det egentlig jeg er med til her? Nå, jeg holder kæft, det er for besværligt at protestere eller bare undvige. Bløde demokraters dilemma. Lemmeke skitserer glimrende balancen mellem vankelmod og følgagtighed, og Svenssons stykke bringer historiske detaljer i Mussolinis primitive, magtliderlige adfærd frem i lyset – f.eks. den brutale erobring af Abessinien, der skulle gøre Italien til en kolonimagt i konkurrence med England og Frankrig. Et usselt kapitel i Europas historie, der i vores bevidsthed er blevet overdøvet af 2. verdenskrig. I stykkets hurtige form et af de elementer, man skal være vågen undervejs for at få med. Som sagt: Det lønner sig at holde ørerne stive undervejs. Lighedspunkter med tendenser i det aktuelle Europa er ikke så langt væk. Ekkoet af råb på stærke mænd lyder bekendt. Stærke kvinder? Nå ja. Hvis det skal være.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *