DEN ØMFINDTLIGE MUSIK

TIL BABETTES GÆSTEBUD

Hvad skete der, da Gabriel Axel filede Per Nørgaards musik til ’Babettes Gæstebud’ ned til det minimale?

Per Nørgaard: ’Whirl’s World’, ‘Suite – from Babette’s Feast’, ‘Spell’ og ‘Trio breve’ CD med Ensemble MidtVest. Dacapo Records 8226136. Indspillet dec. 2018, udgivet 2019. Musikere: Ana Feitosa, Sanna Ripatti, Jonathan Slaato, Charlotte Norholt, Peter Kirstein, Tommaso Lonquich, Neil Page, Yavor Petkov og Martin Qvist Hansen.

****

CD’en kom for et års tid siden. Den har titel efter blæserkvintetten ’Whirl’s World’. Men den er specielt interessant lige nu på grund af suiten fra ’Babettes Gæstebud’. Per Nørgaards musik til filmen. Den berømte Oscar-belønnede film blev vist forleden på DR-TV. Den fik en Oscar i 1988 som bedste udenlandske film.

’BABETTES GÆSTEBUD’ står sig stadig i sin magiske, dæmpede indblik i et pietistisk, indremissionsk fiskermiljø ved Vesterhavet. Det er Karen Blixens historie om den franske kvinde, der havner på stedet på flugt fra borgerkrigen i Paris i 1871 (filmen har flyttet ’stedet’ fra Karen Blixens norske kyst til den jyske vestkyst). Efter at den franske kvinde i fjorten år har holdt hus og lavet mad for to midaldrende, ugifte søstre, som er datter af den stedlige præst, modtager hun pludselig en lotto-gevinst på 10.000 francs og spenderer hele beløbet på en fransk middag for søstrene og den lille menighed – en middag, der må få deltagerne i tv’s ’Den store bagedyst’ til at falde i svime og jo i øvrigt er blevet et slagnummer som ’madteater’ på flere teatre, bl.a. på Republique. Det sublime spil af de medvirkende, især de to søstre, der spilles af Bodil Kjer og Birgitte Federspiel og franske Cecile Audran har sat sig fast i bevidstheden – Cecile Audran fik også en Oscar for sit spil.

Per Nørgaard (Foto: Lars Skaaning i CD-tekstheftet)

PER NØRGAARDS musik figurerer på CD’en som en ’Suite from Babette’s Feast’. Det er CD’ens længste indslag. Sammenlagt otte satser, hver for sig med titler, der hæfter musikken til bestemte passager i filmen. Fine, spinkle satser skrevet for violin, bratsch, cello og klaver, hørbare i deres enkelhed uden tanke på filmen, hvis man ellers kan dét. Fremragende spillet af MidVest-musikerne Ana Feitosa, Sanna Ripatti, Jonathan Slaatto og Martin Qvist Hansen.

OVER tyve minutters musik på CD’en. Men – blevet til højst to minutters musik i filmen! Du hører det dirrende, ensomme klavertema i filmstarten. Det tema, som er forbundet med klitlandskabet i filmen. Og du hører enkelte, tematiske stumper fra satsen, der er tænkt som musikalsk supplement til selve det berømte middagsmåltid. Frysende, men også gribende toner omkring et enkelt tema, der både kommenterer og udfylder den bevidst etablerede tavshed, som de lokale middagsgæster beslutter sig for i forvejen som en slags protest mod det fremmede, der trænger sig ind på dem med denne besynderlige middag. Der er i Gabriel Axels valg af sarte stumper af Nørgaards musik tydeligvis en skræk for de mindste udsving fra den stemning af noget fremmed, ukendt og trolddomsagtig uovervindeligt, der alligevel på mystisk og uforklarlig vis gradvist gør middagsgæsterne usikre og blødgør deres bibeltyngede reaktioner. Gabriel Axel bruger kvartettens spindelvæv af klang og melodi forsigtigt, som er han angst for at spolere den agtpågivende og foruroligede stemning blandt gæsterne.

DER bruges en del anden musik andre steder i filmen, især fra Mozarts ’Don Juan’ i scenerne med den franske baryton, som dumper ind i en tidligere episode af filmen – han vil gøre den ene af præstedøtrene til operastjerne i Paris. En lidt påklistret affære i Karen Blixens roman og dermed også i filmatiseringen.

SALMERNE, den lille menighed synger ved bønnemøderne hos præsten og hans døtre, er også skrevet af Nørgaard i en art A.P. Berggreen-romantisk 1800-talsstil. De bliver sunget på livet løs, men de er selvfølgelig ikke med på CD’ens ’Suite’ af rent instrumentale kompositioner. Per Nørgaard kan så meget, også f.eks. skrive salmer. Det kommer bag på nogle. Han er mangfoldighedens komponist. Titlen på en bog, der kom om ham for nogle år siden lyder netop ’Mangfoldighedsmusik’. Under vores private, hjemlige sangaftener satte jeg engang hans ’Der var engang en sommerdag’ på – teksten af digteren Vagn Lundbye. Der lød et gisp fra nogle, der løftede brynene: Skal vi synge Per Nørgaard?? Som om jeg planlagde en hospitalsindlæggelse af gæsterne! Men den yndefulde, poetiske melodi viste sig enkel og let at synge…

MEN hvorfor har Gabriel Axel kun brugt diskrete, minimale strejf af Nørgaards bestilte kvartetter i filmen? Det kan man få flere forklaringer på. I den omtalte Nørgaard-antologi ’Mangfoldighedsmusik’ skriver Gabriel Axel selv, at han overværede indspilningen af musikken og ikke kunne skjule sin skuffelse bagefter: ”Du lovede mig ikke at lave Per Nørgaard-musik!”. Hvorpå Nørgaard gik hjem og skrev musikken om. Gabriel Axel blev glad. Og skriver nu: ”Jeg tror, inspirationen kom fra samme sted som Mozart og Schubert hentede deres.” Artiklen i antologien er en fødselsdagshilsen til Nørgaards 70-års dag i 2002.

DEN forsonende venlighed hos Gabriel Axel har formodentlig været i den runde fødselsdags anledning. Han var 83 år, da han skrev sin hilsen til bogen. Venligheden modsvares af Nørgaards beretning om Gabriel Axels reaktion på indspilningen af musikken i ’Tilbageblik undervejs 1956-2009’, en bog, der kom i 2005 på Wilh. Hansens Edition: ”Han bed negle, han vred hænder, han fortrak ansigtsmuskler med det overskud af gallisk temperament, der er ham givet…. Han sagde: Musikken til gæstebuddet stjæler billedet… Det lyder alt sammen trist – sammenholdt med gæsternes øjensynligt paradisiske lykke!” Gabriel Axel var ifølge Nørgaard vendt tilbage med forslag til gæstebud-scenerne om noget tjekkisk orgelmusik fra slutningen af 1700-tallet, som han havde hørt: ”Sådan noget!” sagde han. Han spillede det i telefonen for Nørgaard, der reagerede med at sige: ”Jamen det er jo en pastorale!” Og så skrev han den musik, der høres på CD’en som de seks minutters ’Pastorale’. Og som der kun er meget korte øjeblikke med af i filmen.

DET er næppe svært at forstå, hvad der er hændt, da filmen blev gjort færdig i 1987. Både den første og anden version af musikken har lidt nederlag over for Gabriel Axels ultimative bestræbelser på at holde stemningen i både middags-scenerne og de omgivende scener på et plan af ekstrem stilhed under replikkerne og det fortættede mimiske ansigtsudtryk og udvekslinger af blikke mellem personerne. Der er givetvis røget mere end nødvendigt af musikken i det spil. Men effekten af den intense koncentration om det billedmæssige er i hvert fald stærk, og det har naturligvis været filminstruktøren, der har haft det sidste ord.

NU kan man jo på CD’en lytte til de helstøbte satser af musikken med speciel fornøjelse, og så skifte til filmens billedside. I glimt genkende ’Pastorale’ og resterne af andre satser. Og erkende Gabriel Axels næsten maniske fortætninger af filmens forløb.

CD’ens titel er Nørgaards ’Whirls World’, der er en blæserkvintet fra 1970 af egen fascinerende kvalitet. Men det var ’Babettes gæstebud’ og ’Suiten’, der bragte mig til tasterne.

gregersDH.dk