SANG OG SPIL

SÅ DET KRIBLER

I

STEMME OG FINGRE

Bogens forside er en plakat fra udstillingen La Musique au Danemark i Paris i oktober 1962 med tegning af Henry Heerup

En underholdende, vidtløftig dansk musikhistorie fra gregoriansk sang til eksperimentel performance.

Musik i Danmark. Den korte historie. Forfatter: Jens Hesselager. Forlaget Multivers. 288 s. KR. 299,94 Ill. Udkommer 12.8.2022

****

HER kommer man på prøve. Hos en forfatter, der også sætter sig selv på prøve. Hans bog ’Musik i Danmark’ har undertitlen ’Den korte historie’. Den korte historie bliver hurtigt til en lang historie, der bevæger sig søgende omkring spørgsmålet om, hvor dansk den musik, vi kalder dansk, egentlig er. Og hvad det er, der så flittigt gennem historien holder musikken fast på diskussioner om nationalitetsbegrebet.

DET kan lyde tungt. Men det løftes det meste af vejen gennem konkrete emner og detaljer i et sprog, der nok er formuleret i akademiske strøg, men også med et væld af eksempler, som fænger umiddelbart. Jens Hesselager, som er lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, er ude på at fortælle om og få diskuteret to grundlæggende emner: Det ene handler om, hvordan de kræfter – kongemagt, stat og kirke – der styrer det danske samfund gennem århundrederne, har påvirket musiklivet. Den anden om, hvordan påvirkninger frem og tilbage mellem Danmark og andre lande hele tiden får musikken til at ændre sig.

VI har undervejs fornøjelsen af at få sjove ting at vide – hvis vi ikke vidste det i forvejen. For mig var det ukendt, at et stilfærdig stykke landskab ved Allerød i Nordsjælland ved navn Brudevælte Mose er et sted, hvor der engang i 1790’erne blev fundet to bronzelurer, over tusind år gamle. Fra vikingetiden? Næh. Ældre. Vikingernes lurer var lavet af træ, ikke af bronze. Bronzelurer har man fundet mange steder i Danmark, f.eks. også et par stykker i Radbjerg Mose på Falster, temmelig beskadiget af en plov, der har opereret på stedet. Men endnu ældre end dem ved Allerød. Mange hundrede år ældre. Fra længe før Christi fødsel. Men det er altså i gamle moser, man skal lede.

I DEN store sammenhæng er det selvfølgelig interessant af få påvist, hvordan kongemagten og det danske samfunds kirkelige administration gennem århundreder har lavet skrappe regler for, hvad der er blevet spillet og især sunget af borgerne på land og i by – hvordan salmesangen skifter fra gregoriansk i den katolske tid inden Reformationen i 1536 og svinger til lutheranske salmer. Og hvordan enstemmig sang bliver til forskellige former for flerstemmig sang. Det er de store linjer. Men der bliver, som med lur-historierne, billeder hængende på nethinden af, hvordan musikalske pergament-manuskripter fra nedlagte kirker og klostre er blevet flået i stykker og brugt som indbinding af regnskabsbøger eller brændbart materiale i fyrværkeri.

HESSELAGER bevæger sig grundigt omkring problemet med de danske folkeviser og deres oprindelse – hvor folkelige er de, hvor kollektivt er de udviklet, og siden hvornår. Har litteraturforskeren Pil Dahlerup ret i, at folkeviserne nok er opstået hos adelige kredse i middelalderen og altså mere udtryk for en kulturel elites værdier end groet hos ’folket’?

SOM enkle sangbare melodier vokser ’folkeviserne’ som bekendt ind i den romantiske musik i 1800-tallet – ’Elverskud’, ’Liden Kirsten’, ’Elverhøj’. Sange, der melder sig med øm genkendelse, så jeg nynner dem automatisk under læsningen af bogen: ’Herlig en sommernat’ fra Kuhlaus ’Elverhøj’. Eller ’Så tit jeg rider mig under ø’ fra Gades ’Elverskud’. For ikke at tale om ’I østen stiger solen op’ fra ’Elverskud’. Morgensangen, der ikke skal forveksles med Weyses og Ingemanns ’I østen stiger solen op’, som jeg engang foreslog som nostalgisk fællessang ved en privat festseance i familien, fordi det halve af selskabet havde sunget dén ved optagelsesprøve til Københavns Drengekor – hvorpå hele banden brød jublende ud i Elverskud-versionen, så det rungede af flerstemmigt mandskor i ejendommen.

MANGE folkeviser lever videre med den farvelægning, de har fået gennem 1800-tallet, selvom tonen afromantiseres flittigt af sanglige reformatorer som Thomas Laub og Carl Nielsen i årene omkring 1900.

B0GEN er nogle steder helt leksikonagtige skildringer af enkeltemner. F.eks. i et kapitel, der behandler et så sjældent fænomen som kvindelige komponister. Temmelig ubemærket eller negligeret – kvinder er gennem flere århundreder næsten kun accepteret som pianister eller sangere, men flere har været flittigt komponerende. Blandt dem den tyskfødte Maria Theresia Ahlefeldt, fyrsteligt opvokset i Regensburg, men stukket af med en dansker under dramatiske omstændigheder. Ferdinand Ahlefeldt hed han. De blev gift og levede nogle år i København, hvor han var hofmarskal og direktør for Det Kgl. Teater i 1790’erne. Maria Theresia komponerede bl.a. musikken til en ballet, der hed ’Telemachos på Calypsos ø’. Den lavede balletmesteren ved Det Kgl. Galeotti koreografi til – og den kom til at gå en snes gange på teatret. På U-tube kan man høre noget af musikken – en rigtig nydelig sopran-arie – spillet i 2021 ved en festival på Sveriges gamle barokteater i Ulriksdal Slotspark ved Vadstena. Maria Theresia forsvandt senere fra Danmark og endte sine dage i Prag. Henrik Engelbrecht fortæller den samme historie i sin bog ’Opera i Danmark’, som udkommer om nogle uger.

DET er en historie, der, lige som den om lurene, krydrer en i øvrigt gedigen, saglig og interessant bog om dansk musik fra oldtid til i dag, fra lurer til hip hop og punk, fra gregoriansk sang til Zulu Comedy Galla med Sofie Linde og Me Too i 2017. Vidt omkring, altså.

BOGEN er gennemillustreret med glimrende billeder, der dog i mange tilfælde gengives meget småt. Billederne har også småt trykte billedtekster – vældig lange og fyldige, undertiden hele artikler. Kun et enkelt sted smuldret til ingen ting: Et billede fra en koncert med Copenhagen Phil, der blev spillet i 2018 fra en masse balkoner i Emaljehaven i Nordvest-kvarteret i København. Teksten fortæller intet om, at det var af den franske avantgardekomponist Pierre Sauvageot, som på det danske performanceteater Metropols initiativ fik opført Sauvageots performance-kompositionen ’Grand Ensemble’, der gennem nogle år havde vakt en del opsigt rundt i Europa. Metropolis arbejder under det let misforståelige slagord ’Al magt til publikum’ primært med udendørs forestillinger. Det kunne godt have givet anledning til forklaring i en billedtekst.

gregersDH.dk