MORTEN GRUNWALDS SIDSTE 16.11.2018

MORTEN

GRUNWALDS

SIDSTE

DET er svært at løsrive sig fra. Det ansigt. I næsten femten minutter sidder Morten Grunwald på sengekanten. En træt mand i slåbrok. Fuldstændig tavs. Han lytter. Med profilen til publikum. På storskærm ser vi ham forfra. Stemmen, han lytter til, er Ulla Henningsens. En kvinde, der lavmælt, næsten hviskende, men uset hjemsøger manden på sengekanten med mindelser, en langsom listen sig ind på hans liv. Tanker, som drømmeagtigt meIder sig fra underbevidstheden, måske op til livets afslutning.

VI er i januar 2017, stedet er foyeren i Østre Gasværk Teatret, det teater, Morten Grunwald i slutningen af 1970’erne fik omskabt fra nedrivningstruet til skuespilhus. Foyeren, i nogle uger gjort til et teaterrum så intimt som det Bristol Teater, han forlod dengang efter gennem et årti at have skabt enestående forestillinger med en elite af danske skuespillere, ikke mindst Lily Weiding, som han giftede sig med. De spillede et moderne repertoire, hvor den irske dramatiker Samuel Beckett blev en nøgleperson.

NU var det Becketts ’Hva’ Joe’ i foyeren i 2017, sidste vinter. Det korte stykke anbragt efter Becketts ’Ikke jeg’, lige så kort – med en Ellen Hillingsø, der i sindssvagt tempo og kun med nærbillede på hendes mund affyrer en kvindes barndomserindringer med tankens hurtighed. ’3XBeckett’ hed forestillingen. ’Kraps sidste bånd’ var det tredje Beckett-drama i foyeren. Lige efter ’Hva’ Joe’. Grunwalds Bristol-tid på en måde genoplivet.

MORTEN GRUNWALD den aften. Manden på sengekanten, hensunket i tavs, koncentreret lytten til stemmen. Men hver nerve i ansigtet dirrende af udtryksfulde, millimeter-fortættede reaktioner på ordene fra kvinden. Vi er limet til hans træk, alt og intet spores og fortolkes på én gang i hans øjne, vi lytter lige så koncentreret som han til Ulla Henningsens ord. En krævende, dybt professionel og, bevægende præstation.

EN absurd og heftig erindring, der melder sig om den Morten Grunwald, der skabte livsduelige scener i København med en fabelagtig entusiasme og stædighed. I Bristol-tiden manden, der midt i 70’erne umagede sig til min ydmyge dør på femtesalen i Pisserenden for at give mig plakaten til den kommende ’Vi venter på Godot’-forestilling henne om hjørnet på Strøget med Ove Sprogøe og Poul Bundgaard – måske i et ledigt øjeblik mellem ’Olsen Bande-optagelser? I Østre Gasværk-årene den kompromisløse teaterchef, der kunne svare en indflydelsesrig politiker, der ringede og sagde, at hun gerne ville have to billetter til ’Les Miserables’: ’Hvad må de koste?’ spurgte Grunwald. Hun lagde røret på. Grunwald sløsede ikke med fribilletter. Østre Gasværk Teatret skulle ikke bare leve. Men overleve. Som hans økonomiske makker Pelle Sadolin sagde: ’Morten, du skal have to søm. Et til betalte regninger. Et til ubetalte. Det sidste skal være det mindste.’

SÅ meget man husker om dette teatermenneske. Allermest det væld af tanker, der melder sig om udtrykket i hans ansigt, da han i foyeren i sit gamle Gasværk-teater spillede den tavse mand på sengekanten i Becketts ’Hva’ Joe’. Vores tanker. Hans tanker.

gregersH.dk