PRÆCIS SOM FODBOLD

Balletdanseren Morten Eggert er kommer hjem fra Beijing – besat af mod på den nye sæson på Det Kgl. Teater

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld

Foto: Ditte Valente

———————-

”DET ER som starten på en fodboldsæson!”

Morten Eggert har knap nok sat sig i stolen på Café a Porta, før det brænder løs. Han ser på mig, som om jeg var målmanden, han skulle score imod. Der er noget uroligt, intenst og uberegneligt i hans spillevende facon. Hvad er det næste? Hvor skal bolden ind?

”En ny sæson! Den bliver fantastisk. Forstår du det? En ny sæson med ’Silk and Knife’, ’Onegin’. Og ’Giselle’ – dans ved nat! Jomfruers fald!… Og ’Askepot’! For første gang skal balletten arbejde direkte sammen med Dansk Danseteater… Forestil dig den forventning, der er til, hvad der sker, når tæppet går op, og sæsonen går i gang! ”

– Helt anderledes end andre sæsonstarter?

”Nej. Og jo. Det er som forfatteren Lampedusa siger  – er det i ’Leoparden’? – ’Alt skal forandres, for at alt bliver, som det var’. Det er netop præcis som fodbold, når den nye sæson begynder. På en måde det samme hvert år, næsten som ritual. Men fyldt med nyt. Der er vidunderligt på teatret lige nu. En fantastisk stemning.”

– Fortæl hvorfor. 

”Der er en sitren i kroppen af noget nyt. Nye dansere, nye ledere, ny balletmester. Ny energi, vi kan ride på. Nikolaj [Hübbe.red] er i træningssalen. Det er dér, vi skal slås.”

– Slås?

”Altså udvikle. Sammen. Jeg har fundet en arbejdsstruktur, der hedder: Jeg lægger på. De skræller af. Det er ’give and take’. Hele tiden. Som dansere er vi ikke bare instrumenter, man spiller på. Jeg vil være med til at skabe. Det er MIN frihed. Det stimuleres af, at balletten er blevet så meget TEATER nu. Og når tæppet går op, og vi slipper scenedyret fri, så skal det hele sidde i rygmarven.”

– Som det scenedyr, du slap løs, da du i foråret gik solo på scenen i ‘Hot Hot Hot’ på Skuespilhuset og dansede din egen bossa nova!

”Jeg er ikke altid selv klar over, hvad der sker, når intuitionen får frit spil. Der skal selvfølgelig være et stærkt grundlag. Men jeg forberedte egentlig slet ikke. Jeg sagde til min kæreste, at jeg håbede den spontane inspiration ville komme. Jeg er selv forbløffet over at have kreeret dette scenedyr. Her i sommer har jeg gået og bygget på mit sommerhus ved Kalvehave. Og ind imellem siddet og læst, hvad folk har skrevet om det nummer i ’Hot Hot Hot’. Tænkt: Hvor meget af dette er mig? Man afsøger vel grænseområder til vanviddet! Sprænger rammer. Og giver slip  – også på folks forventninger. De forventninger, vi ved, publikum sidder med.”  

Hvad vi forventer af Morten Eggert? Måske netop det uventede. Det, der  – som han sidder her overfor mig –  kommer fra ham mellem pauser, pludselige stop, lang eftertænksomhed. Næsten som sceniske improvisationer.
Han vender ansigtet væk, ud mod torvet, ser kun halvt, men tænker helt. Bobler af lyst til at fortælle.
Om sæsonen. Om kolleger: Silja Schandorff  – ”Man rører ikke ved en sommerfugls vinger!” Om Ballettens besøg i Kina –  dybt betaget af den enorme forvandling af Beijing, siden han var der med balletten for otte år siden. Oplevelsen af at danse for et totalt engageret publikum. Hvor alt dengang var koldt, formelt og uengageret. Kinesernes varme, glæde, imødekommenhed – ’som et favntag til Vesten’, siger han. Om sin kæreste, der var med i Kina, den columbiansk fødte Emmylaura, der studerer filosofi på RUC.
Emnerne springer. Alt er brændstof. Jeg stopper ham nødigt.  

– Kunne du være blevet andet end danser?

”Sikkert. Alt muligt andet. Måske kunne man også have været noget ved musikken. Hvordan? Jeg spiller lidt cello. Jeg kan også få folk til at tro, jeg spiller klaver – når jeg bare stopper hurtigt efter de par numre, jeg kan. Jeg elsker også at synge. Salmer i kirken. Forleden kom jeg forbi balletskolen og hørte musiklæreren Ole Nørlyng tæske den gamle slager ’Jerusalem’. Det er skønt at synge!”

– Men: Danser for livet?

”Karrieren er kort. Men dansen forlader mig aldrig. Jeg har set tangodansere på 82. Man danser, så længe, man går og står. Forleden så jeg Mikhail Baryshnikov træne på teatret. Han er 60. I bevægelse hele tiden.”

– Man kunne også blive balletmester.

”Det skulle da være på Pantomimeteatret.”

Den lader vi hænge i luften.