LAKKEN SKRÆLLET AF
Alexa Okanovic fortsætter med at bore i moderne livsstil – han kan dårligt få det afskyeligt nok i ’Modern Life!’ på CaféTeatret.
****
Claus Flygare, Ditte Gråbøl og Nicolai Dahl Hamilton i ‘Modern Life!’ (Tegning: Claus Seidel)
Et udslukt midaldrende ægtepar får besøg af et ungt, smart par, og så kører det. Endnu en ’Virginia Woolf’? Martha og George, Honey og Nick? Knive, der flyver? Spydig- og nedrigheder? Grave, der graves?
Det er værre.
Alexa Okanovic har skrevet et stykke, der haler os helt ned i menneskeligt dynd. Han har sat sig for at udstille moderne mennesker i deres lakerede overflade, skrælle lakken af og trænge ind dér, hvor knoglerne er ved at smuldre og safterne går i forrådnelse.
VED SPISEBORDET
Lækkert skal det være. Vi stryger hen over overfladen. I ’Modern life!’ er vi hos en mondæn arkitekt og hans strømlinede kone. De opholder sig i deres sommerresidens, som Okanovic af en eller anden grund placerer i Ferney, den lille franske by nær Geneve, hvor Voltaire boede. Det er der vel ingen anden pointe i, end at Okanovic måske forestiller sig, at Voltaire ville være en interesseret iagttager af dårskaben hos det livstrætte par.
Okanovic har en særlig fornøjelse i at lade de hambre hændelser mellem sine personer udspille sig ved et spisebord.
Hans ’Fyrsten’, der lige har gået på Odense Teater, begynder med, at fyrsten bestormer sin hustru tværs over middagsbordet og tømmer sin sæd i hendes salat.
DRIFTER
Okanovic’s forrige succes på CaféTeatret, ’Diamond/Dust/Shoes’, var krigsdans omkring bordet i et samtalekøkken. Og det er på en måde det tema, han trænger endnu længere ind denne gang. Endnu dybere i de sider af menneskesindet, der afslører uregerlige drifter, afstumpede handlinger og hensynsløshed.
Hvor han i ’Fyrsten’ kunne lave en parallelforskydning til Marquis de Sades 1700-tal, vælger han i ’Modern Life!’ at pumpe parcelhus-miljøet fra ’Diamond/Dust/Shoes’ op i et lallende, swingy miljø af den type, sladderblade lever af. Det er i begyndelsen overordentlig lattervækkende. Claus Flygare som arkitekten demonstrerer orgiet af elektronik i sommervillaen: Han kan styre tv, lys, Wagner-musik og hvad som helst med en lille finger, samtidig med at han og konen sprøjter kynismer og træt foragt ud mod hinanden. Ditte Gråbøl spiller konen med sit skarpeste skyts af rå sarkasme.
PIGEN
Men så dét, der er værre: Den tolvårige datter Mathilde er parrets sexual-legetøj, udstillet og behandlet med uhørt kynisme, styret med skiftevis spark og sukkersød nussen, for hun er ligesom husets elektoniske halløj og swimmingpoolens lunkne vand: Forlystelse i kedsomheden. Det er Heidi Colding-Hansen, der her igen har fået en teenage-rolle, som hun kontrollerer med uhyggelig sikkerhed. Viljestyrken og livsmodet, som hun senest udfoldede i ’Blackbird’ på Svalegangen, er her kogt ind til fortvivlende afmagt og forstening. Virtuost gennemspillet i al sin hjertegribende afskyelighed.
ILLUSIONER
Tønder-sagen for nylig har angivelig været igangsætter for Okanovic. Ved at transplantere dens rædsler fra virkelighedens provinsielle underklassehørm til et smart, veluddannet og tilsyneladende kultiveret overklasseslæng rammer han, så vi får pillet ved illusioner om, at man i hvert fald dér kan forvente en vis grad af velovervejede, etiske og humane holdninger, som kan tøjle sulten og skvulpene i underlivet.
Hvis man har sådanne illusioner. Dét har den unge forfatter Michel, der spilles af Nicolaj Dahl Hamilton, åbenbart ikke. Han skriver på en roman om – voldtægt af en mindreårig. Berettiget, forståelig, naturlig voldtægt af en mindreårig, lyder hans påstand. Eller spørgsmål?
Mathilde kan passende bruges til research. Når nu hendes forældre synes, det er ok. Og oven i købet medvirker aktivt ved at lade datteren deltage i deres kokain-snuseri til stimulering af egne lyster og pigens apati. En apati, der kun brydes en enkelt gang af et så øresønderrivende, langt skrig, som man vist har hørt på en scene. Hvorefter der igen slukkes for det mentale lys.
I TÆNKEBOKS
Hvad opnår Okanovic med historien? Udover – igen – at udløse replikskifter, der falder som velberegnede salver af ondskabsfuldheder i et ultra præcist nutidssprog? Og som giver os som tilskuere nogle medrivende oplevelser af fire skuespillere, der – i Per Smedegaards iscenesættelse – jonglerer overbevisende med sprog og roller – inklusive fjerdepersonen, den unge forfatters kæreste Ariane, en ambitiøs og frustreret skuespiller, spillet af Ninna Cederholm (hele kvartetten er den samme som i ’Diamond/Dust/Shoes’).
Men ellers? Han opnår først og fremmest at ramme en moderne livsstil, der er størknet i selvoptaget kynisme. Midlerne er brutale og modbydelige. De samme som den unge forfatters i stykket. Kun sat på stand by og pausesignal, da han efter den kliniske voldtægt, trækker vejret dybt, bliver tavs og ikke lytter efter, hvad pigen siger til ham. Er han gået i moralsk tænkeboks? Er Okanovic? Er vi andre?
