Marie Tourell Söderberg som Mio og Peder Holm Johansen som Kato i ‘Mio, min Mio’ (Tegning: Claus Seidel)

STILLE

I

SALEN

’Mio, min Mio’ er billedmæssig flot. Og glimrende spillet i en godt gennemarbejdet opsætning af Moqi Simon Trolin på Folketeatret, som sender på landsomfattende turné.

Astrid Lindgren: ’Mio, min Mio’. Oversat, bearbejdet og iscenesat af Moqi Simon Trolin. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Komponist: Anders Ortman. Medvirkende: Marie Tourell Söderberg, Kristine Yde, Kristian Boland, Nastja Arcel, Peder Holm Johansen, Teerawat Mulvilai, Karis Zidore og Sandra Liaklev Andersen.

’Mio, min Mio’ er Folketeatrets kommende turné-forestilling og spilles indtil 20. marts i en lang række danske byer.

*****

– MIO! MIN MIO! råber kongen af ’landet i det fjerne’, da hans forsvundne søn dukker op. Det begejstrede udbrud har givet navn til Astrid Lindgrens eventyr om Mio – drengen, der begynder med at være Bo Vilhelm Olsen, Gl. Kongevej 73, men ender som prinsen, der nedlægger den onde ridder Cato.
Man skal vist være heldig for at finde et barn i denne verden, der ikke kender den historie. Den er oversat til mindst tredive sprog. De snakker om Mio alle vegne. I Israel på hebræisk. Hos palæstinenserne på arabisk. Ungerne kan råbe til hinanden om Mio hen over den mur, der adskiller dem. På hver sit sprog.
En mur som den, der er bygget op på scenen i Folketeatrets turné-opsætning, uden at vi skal lægge politiske motiver i det. Den mur skal nok forceres af Mio og hans ven Jum Jum for at nedlægge den onde Cato, men den er også alt mulig andet, klippevægge, skove, slot og hav – alt kan den forvandles til i den forunderlige billedverden, som videokunsten tilbyder, hvis man behersker den.
Det er det, der sker i denne eventyrlige opsætning af ’Mio, min Mio’, vi er her og der og alle vegne i Mios verden, det er smukt, der er dramatisk, det er dystert og uhyggeligt, det er spændende som de rene bjergbestigninger – murene er besat med knopper som en hel klatremur, man er på flugt, man gemmer sig, men iagttager venner og slyngler fra højderne – det giver de herligste muligheder for at fortælle handlingen i en blanding af personers action og billedmæssige jonglørkunster.
Et gennemgående highlight er heste-scenerne. De rider og rider i fortællingen. Vi hopper med på hesten, når Mio smækker sig på ryggen af især den pantomimisk skrappe Teerawat Mulvilai. Og vi beundrer de elegante koblinger til videofilmede heste i strakt galop gennem landskabet.
Jo, ’Mio, min mio’ er sjov og spændende som teater. Vi så den i en sal godt besat med unger, der sad som naglet til sæderne og med spændte blikke, tavse og koncentrerede.

SØDME

Folketeatret har givet den 27-årige Marie Turell Söderberg titelrollen – drenget stemme har hun, og lys og frisk er hun. Med en sjælden evne til troværdig spontanitet og sødme. Kammeraten Jum Jum er det et par år ældre sang- og danse-talent Kristine Yde fra Fredericia-akademiet. Fin konstellation, de to.
Kristian Boland hygger solidt som kongen i et stjernehvidt antræk, der ville klæde prins Henrik. Nastja Arcel er moderlig og mystisk i forskellige roller – som hun sidder og væver troldtøj kunne hun være zigeunerkvinden i 1.akt af Verdis ’Trubaduren’.
Der er travle omklædninger undervejs bag kulisserne, ikke mindst for Peder Holm Johansen, der er den sorte Kato og meget andet med fuldt brug af sin adrætte bevægelighed. Ligesom den allerede nævnte Teerawat Mulvilai.
Og så en lille stribe af nette musikalske supplementer: To musikere, Sara Jefta og Anders Ortman letter på instrumentene bag murkanten. Og de medvirkende stopper op og synger små strofer, når det passer Ortman, der har komponeret dem, og instruktøren Moqi Simon Trolin, som nydeligt får scenisk logik i sangene.
En børne-forestilling? Vi voksne sad og fældede tårer over lykke og ulykke i den gode historie.

gregersDH.dk