FORGYLDT

OG FORDØMT

Gåderne gror omkring komponisten Prokofievs selvvalgte retur til Sovjet i 1935 – lige i favnen på Stalin.

Karl Aage Rasmussen: Min sjæl gør ondt – Sergej Prokofiev mellem to verdener.  256 s. kr. 279,95 Gyldendal. Udkommet 11. september.

*****

BIOMSTÆNDIGHEDER. Men ikke til at få ud af hovedet, når man lægger bogen fra sig. På side 225 en kort beretning om Prokofjevs fraskilte kone, mor til hans to voksne sønner. En nat i februar 1948 bliver hun afhentet på sin ensomme bopæl i Moskva, kørt til Lubjanka Fængslet, afhørt, mishandlet, idømt 20 års strafarbejde og transporteret til en fangelejr i Sibirien, hvor hun bliver sat til at tømme lokummer de næste otte år. Lina hed hun, døbt Carolina, født i Spanien, men opvokset i Schweiz og New York. Hvad havde hun gjort? Begået ’forræderi mod Staten’. Ingen detaljer. Ingen forklaringer. For der var ikke nogen. Ikke anden end sovjetstatens vilkårlige nedslag på mennesker, der kunne mistænkeliggøres. Til skræk og advarsel.

DET er bare en detalje, en parentes i en bog om komponisten Prokofiev. En biomstændighed, der føjer sig til de kæder af urimeligheder og ubegribeligheder, der gror op omkring den berømte komponist og hans liv. Hvem var han – komponisten, der erobrede verdensscenerne i de første årtier af det 20. århundrede som klavervirtuos, skrev strømme af musik, var forkælet og feteret, først i det gamle Rusland, så i hele den vestlige verden, men sandelig også i Sovjet?

IKKE mindst: Hvad greb der ham, da han forlod sin sikre position i Vesten – succeser og bopæl på skift i U.S.A., i Frankrig, i England og Tyskland, hvor dørene stod åbne for ham – og valgte at flytte til Sovjet? Og dét netop på et tidspunkt midt i 1930’rne, da Stalin trådte på speederen til en ny terrorbølge af uhyrlige dimensioner. Den første var skyllet ind over de russiske bønder med tvangs-kollektiviseringer og deportationer i millionvis omkring 1930. Den anden midt i trediverne, som ramte alt, hvad der rørte sig af politiske modstandere og det kulturliv, der ikke opfyldte Stalins løst definerede kriterier for kommunistisk relevans. Situationen var på det tidspunkt velkendt for Prokofiev, advarsler fik han masser af, komponist- og musikerkolleger havde forladt Sovjet – Stravinskij, Rakhmaninov, dirigenter som Nikolaj Malko og Koussevitzky f.eks. – man vovede sig ikke tilbage over grænsen, for der var ingen garanti for, at man fik lov at rejse den anden vej igen.

CARL AAGE Rasmussen har ikke nye, overraskende forklaringer på, hvad der greb Prokofiev. Men han har været dybt i de kilder, der er kommet til veje i årene efter Murens fald i 1989 – ikke mindst de 3.000 senere udgivne sider af Prokofievs håndskrevne dagbøger fra årene op til 1933. Rasmussen følger med stor og velskrevet grundighed Prokofievs vej gennem barndom og ungdom, den selvsikre og højt begavede elev fra konservatoriet i St. Petersborg, der lægger alt og alle ned med sin karismatiske, men ganske reserverede personlighed. Som lever og skriver sig – iført en art mentale skyklapper – gennem første verdenskrigs og revolutionens trængsler, kun optaget af sig selv og sine kompositioner – politik var for ham et fjernt månelandskab, der passerede revy forbi ham. I revolutionens første år skriver han uanfægtet af krig og omvæltninger sin eventyr-opera ’Kærligheden til de tre appelsiner’ til et børneteater i Moskva, en opera, som stadig er hans mest spillede verden over. Allerede på det tidspunkt er han i flere år fulgt i Stravinskijs spor som nyt håb og ny stjerne for mæcenen og ballet-organisatoren Diaghilev og hans ’Ballets Russes’. Forkælet og dyrket i Frankrig og U.S.A. af koncertarrangører og publikum – men sandelig også ufravendt i fokus i Sovjet, hvor han med mellemrum er tilbage, giver koncerter, modtager bestillinger på værker, klaverkoncerter og kantater til Sovjetunionens hyldest. Allerede kort efter han var vendt definitivt tilbage, skriver han til et børneteater i Moskva det lille musikpædagogiske mesterværk ’Peter og Ulven’, en indføring i orkestrets instrumenter, som også kom til at gå sin gang rundt i verden – af denne anmelder husket som en yndlings-78-er – Preben Uglebjergs og Volmer Sørensens stemmer sidder endnu i ørerne.

LYSE forventninger om mulighederne i Sovjet. Dét kan være en forklaring. I hvert fald en af de mulige. Han så en sikker fremtid for sig i sit hjemland. Og det med hjemland er ikke uvæsentligt. Han havde hjemve. ” Jeg må genfinde mit hjemlands atmosfære, jeg må se rigtig vinter og forår, jeg må høre det russiske sprog og tale med folk af min egen slags, for deres sange er mine sange,” sagde han til en fransk musikkritiker i 1933. Nogle har kaldt hans handling naiv, andre har ment, at han var træt af det lukrative, men anstrengende turnéliv som pianist. At han måske begyndte at føle sig distanceret af andre store, emigrerede klavervirtuoser som Horowitz, der rejste med et enormt klassisk-romantisk repertoire, hvor han selv mest spillede sine egne klaverkoncerter, og spillede dem med den kantede og aggressive voldsomhed, som var hans kendemærke, men ikke altid lige publikumsvenlig. Måske var han træt af skuffelser omkring udsættelser eller aflysninger af operaproduktioner. Måske af mondæne, selvoptagne kunstnerkliker, der omgav ham i Paris og New York.

DER var mange forklaringer. Men der har skullet en enestående robusthed til at være vendt hjem nu og blive vidne til det chok, musiklivet i Sovjet fik, da Stalin efter at have set Prokofievs yngre kollega Sjostakovitjs opera ’Lady Macbeth’ på Bolshoj Operaen kommanderede Prava til to dage efter at skrive, at ’sang var erstattet med skrig’ i operaen, at den ’kun ramte burgoisiets perverse smag’ og var eksempel på ’småborgerlig formalisme’.

BOLSJOJ Operaen var på det tidspunkt i gang med forberedelser til opsætning af Prokofievs stort anlagte ’Romeo og Julie’-ballet.  Dramaturgen, der havde ansvaret for ’Lady Macbeth’, var involveret også i ’Romeo og Julie’-planerne. Han blev arresteret og senere henrettet. Prokofievs ballet taget ud af planlægningen.

FRA det øjeblik og frem til Stalins død i 1953 har Prokofiev levet med en fundamental usikkerhed omkring sin skæbne. Hans mentalitet har dikteret ham at lukke af for styrets uberegnelige tiltag. Tilsyneladende. Han skrev strømme af nye værker og levede med de absurde svingninger, der det ene øjeblik fik styret til at give ham Stalinpriser, det næste udsætte ham for nervepirrende kritiske kølleslag – diktaturets måde at lænke kunstnere til skolebænken og angsten for at gøre noget forkert. Kunstnere blev – som Rasmussen skriver ’skiftevis forgyldt og fordømt’. Men på et sent tidspunkt ser vi Prokofiev gøre som Shostakovitj, der kort efter katastrofen med ’Lady Mabeth’ skrev sin 5. symfoni, og lancerede den som ’en sovjetisk kunstners svar på retfærdig kritik’.

HAN bøjer ydmygt af.

STYRETS kulturkommissær Zjdanov havde indkaldt til ’disciplinær kongres’ i 1948. Her blev komponister som Shostakovitj, Prokofiev, Katjaturian og Mjaskovskij skarpt fordømt for ’formalisme’, styrets yndlingsord for hvad som helst, det ikke ville acceptere. Mere specifikt her: fordømmelig indflydelse fra ’den borgerlige modernisme i Europa og Amerika’. Prokofiev er blevet grebet af en usikkerhed, der ikke ellers lignede ham. Han skrev et brev, stilet til komponistforeningen. Her vender han tilbage til chokket i 1936 og skriver bl.a.: ”Da Pravda havde afsløret de formalistiske fejltagelser i Sjostakovitjs opera, indså jeg, at min vej var forkert. I de efterfølgende værker har jeg med et vist held bestræbt mig på at frigøre mig fra formalisme… Det står nu klart, hvordan vi med et klarere og mere meningsfyldt tonesprog kan befri os fra den formalistiske sygdom…”

PROKOFIEV skrev brevet den 16. februar 1948. Fire dage efter blev hans ekskone Lina hentet af det hemmelige politi og ekspederet til Sibirien.

HAN fik det at vide af sønnerne. Ingen af dem gjorde, eller kunne gøre noget. Prokofiev selv døde fem år senere, den 5. marts 1953. Samme dag som Stalin. Komponisten Alfred Schnittke skrev senere om den samtidige mindehøjtidelighed for Stalin og Prokofiev: ”I en næsten mennesketom gade, der løb parallelt med den brede avenue, hvor hundredetusinder bevægede sig mod Søjlehallen, vandrede en lille gruppe mennesker i modsat retning. På skuldrene bar de en kiste med tidens største russiske komponist.”

BOGEN er endnu en af de interessante komponist-biografier som den flittige Carl Aage Rasmussen har nedfældet. Den trænger langt ind i Prokofievs enorme produktion af værker, gør os nysgerrig på at høre flere af de operaer, Prokofiev skrev – ud over ’Kærligheden til de tre appelsiner’. Og se flere af hans balletter – ud over ’Romeo og Julie’.

HANS menneskelige skæbne har uudgrundelige sider. Men lidt nærmere kommer man ham med Rasmussens bog, der har fået titlen ’Min sjæl gør ondt’. Et gammelt russisk udsagn, Prokofiev engang har ladet falde.

gregersDH.dk