‘Dreng’ i  operaen ‘Min far og Vrede Mand’  (foto: Teater Zebu)

ILLUSIONERNES LOGIK

Operaen om drengen med den vrede far rammer børn med enkel ny musik og teatrets egen indlysende og ubegribelige logik.

Komponist: Steingrimur Rohloff. Tekst: Jesper B. Karlsen. Instruktør: Marc van der Velden. Scenograf: Rikke Juellund. Sangere: Ingeborg Fangel Mo og Jens Søndergaard. Dukkefører: Lene Hummelshøj. Musikere: Live Johansson og David Hildebrandt

’Min far og Vrede Mand’ spiller på Teater Zebu indtil 20. april.

****

VI fanges af illusionernes logik. Hovedpersonen er en dukke, en lille dreng, der hedder – Dreng. Han styres af en dame,  synlig og til stede på scenen. Men det er Dreng, som har vores fulde opmærksomhed. Han er ked af det, bange, nysgerrig, overrasket, glad, kærlig. Så meget på skift. Vi tror på ham. Tror på, at hans kuglerunde øjne viser det alt sammen.
Så ser vi ind imellem Dreng som voksen. Det er Jens Søndergaard, basbarytonen. Han er Dreng, der husker tilbage og fortæller. Taler. Og synger, for vi er til opera.
Strikket jakke på – så er han Drengs far. Drengs mor synger også, det er sopranen Ingeborg Fangel Mo. Hun er af og til forklædt som en sød gammel dame med stok, der går tur med sin hund forbi Dreng-familiens hus. Hunden er Jens Søndergaard på alle fire og med hængeører. Huset er sammenklappeligt. Tre stykker pap med dør og vindue. En ægte Rikke Juellund-scenografi.
Sådan er teater. Det er ikke algebra og regneark. Det er eventyrets logik. Illusion, indbildning, accept af det absurdes uindskrænkede logik. Den vrede mand er ikke far, men en, der bor nede i kælderen, mon ikke?
Det er historien om en far, der lukker sin betrængte sjæl inde i vrede, går krum rundt og skumler, livet har gjort ham et eller andet, han taler hårdt til sin søn, så Dreng tror, det hele er hans skyld. Men tordenskyerne letter, da Dreng skriver brev til dronningen – det er Ingeborg Fangel Mo i endnu en forklædning, så vi næsten tror, hun er paven i Rom og ikke dronning Margrethe, men skidt nu med det, hun er som barokoperaens Deus ex machina, der kommer til og løser den gordiske familieknude og genskaber lykken i det lille hjem. En lille sten sikkert til royalismens solide grundmuring i næste generation.
Når vi bliver som børn igen og lader os fange af det hele, hænger det meget sammen med, at komponisten Steingrimur Rohloff har skrevet den enkleste, krystalklare musik til den lille opera, slagtøj i den ene side af scenen, cello i den anden. Sprøde marimbaklange, magiske flageolettoner fra celloen, de enkelt førte sangstemmer svøbt i diskrete instrumentale indpakninger.
Den komponist kommer vi til at høre mere fra – allerede i næste uge uropføres en ny opera af ham på Den Fynske Opera, og Det kgl. Teater har bestilt er værk af Rohloff til uropførelse om to år.

gregersDH.dk