Karen-Lis Ahrenkiel og Ida Laub Oksen i ‘Min familie’ (Foto: Emilia Therese)
PILLER, DRUK, SKØRE KÆLLINGER OG SLAPPE MÆND
’Min familie’ er prægtig, uopslidelig hysteri og grin på Odense Teater, virtuost sat sammen af instruktøren Mogens Pedersen.
*****
BRUGE 3 timer og 40 minutter af sit liv?… På at se en hysterisk familie skændes og flå hinanden sønder og sammen?
Nej, vel? Det er rigeligt, hvad der foregår hjemme i vores egne stuer. Vil mange mene.
Hvis man er i den situation, så kan man måske vælge at sige: Ok. Så pyt. Det kan jo være, man kan lære nogle brugbare uforskammetheder eller kneb. Eller – og det er vel ikke det ringeste – få øje på, hvor idiotisk familieliv kan udfolde sig og måske tage sig selv lidt i nakken, tænke på, hvordan ens eget familieliv ser ud – set udefra. Og så bryde sammen i grin.
Der er solidt fuldtidsarbejde til en stak familieterapeuter i den amerikanske komedie ’Min familie’, man kan overvære på Odense Teater, der spiller forestillingen på ’Sukkerkogeriet’. I den anledning værd at omdøbe til ’Giftkogeriet’.
HYÆNERNE
Det er et stykke, der stabler Strindberg, Tennesee Williams, O’Neill – og hvem der i øvrigt flænser løs i familie-trængsler – oven i hinanden og lægger det hele ud til skræk og advarsel. Og altså heldigvis: Grin – for Tracy Letts stykke læner sig glad op af alt, hvad vi kender af skærmens sit com-serier. Inklusiv en portion ’Desperate House Wives’. Piller, druk, skøre kællinger og slappe mænd.
Vi kastes i armene på hele tolv familiemedlemmer – plus en sheriff, Kim Westi som prototypen på den figur.
Af de tolv er de syv kvinder. Så de er ikke bare i flertal. Det er også dem, det handler om. Hyænerne, der slås om territoriet. Kører magtkampen. Bides indbyrdes.
Mændene er kasteskyts, statister, nødvendige som stikord. Stort set fjolser, der kæfter hjælpeløse imod.
En ordentlig bavian af et stykke. De tre timer og fyrre minutter fordelt på tre akter. Udspillet i en vældig scenografi, en to etages villa, rum på alle ledder og kanter. Usælgelig her under finanskrisen. Hvis ikke beliggenheden i Oklahoma skulle være sensationelt anderledes end andre steder.
TØR ØJNENE
Der er ikke mange tørre øjne, da stykket kommer i gang for alvor.
Vi skal først i den indledende akt have farmand, den tyndslidte, fordrukne og skibbrudne forfatter Beverly Weston præsenteret, men ham får man hurtigt taget livet af, d.v.s. det ordner han selv, for der er ikke mere at hente for ham i dødssejleren af et samliv med Violet, hans pillemisbrugende hustru og mor til hans tre døtre. Kurt Dreyer gør Beverly til et selvironisk vrag, der hurtigt afstår fra livet. Han drukner sig.
Så færdig med ham. Vi interesserer os straks mere for hans pompøse matrone, ikke mindst da hun i 2. akten troner for bordenden ved familiemiddagen oven på Beverlys begravelse.
Karen-Lis Ahrenkiel kan slå hårdere i bordet end Birthe Rønn Hornbech, og bryde gennem lydmuren med en latter og stemmebasun, som Bodil Udsen ville have misundt hende. På Betty Nansen Teatret spillede Ghita Nørby rollen i november 2008. En rolle for damer med moden slagkraft.
DEN FAMILIÆRE DYREPARK
Historien udvikler sig hurtigt til et samlesæt af konflikter – datteren Barbara lurer på at rage til sig, hvis hun ellers kan afse tid og energi midt i sine sindsoprivende skilsmisse-skænderier med ægtefællen. Det er Ghita Lehrmann med speederen i bund over for Christian Mosbæk, der ikke har en chance for andet end at sprælle i nettet.
Søsteren Karen former Ida Laub Oksen som en tomskallet dulle, som har overset Abraham Lincolns princip ”Det er bedre at tie og blive anset for en tåbe end at tale og fjerne enhver tvivl”. Hun har uheldigvis medbragt sin kæreste Steve, en anløben gråsprængt fyr forvaltet af Lars Simonsen, der selvfølgelig ikke kan holde nallerne fra den 14-årige niece Jean, som Lykke Sand Michelsen lægger krop til.
Og flere damer i den sprudlende, familiære dyrepark: Lisbeth Gajhede – Violets søster Mattie – huserer med alt, hvad hun kan mobilisere af rå selvretfærdighed og verbale tæsk over for et hvilket som helst synspunkt og argument, ikke mindst fra sin arme husbond Charlie – Lars Lønnerup, hvis opgave det er tappert at forvalte øretævernes holdeplads. Hendes metode er at modsvare ethvert udsagn ud fra retten til at mene det stik modsatte.
RETFÆRDIGE SJÆLE
Men der er nogenlunde retfærdige sjæle i denne urskov af giftplanter. Først den indianske husalf Johnna, som iagttager alt hurlumhejet med en slags orientalsk ro, et politisk korrekt postulat formodentlig fra dramatikerens side, den evige yankee-bodshandling over for den massakrerede urbefolkning i Staterne. Ane Helene Hovby spiller hende smukt.
Men Violet og Beverlys egentlige familie har også sine modvægtende lodder til det herskende delirium: Den tredie søster Ivy, Mette Maria Ahrenkiel, en spinkel, sej oprører, der stilfærdigt stritter imod, vil køre sit eget løb, men render sig stavere i livet i kæresteriet med fætteren Lille Charles (Rasmus Fruergaard), prügelknabe-søn af søster Barbara.
Alt dette har iscenesætteren Mogens Pedersen sat sammen, speedet op og ned med en personinstruktion, der skaber den herligste farverigdom mellem de rablende individer, som befolker Søren Glads dekoration fra kælder til kvist.
Middagsselskabet i 2. akt forbliver – da vi nærmer os finalen i denne forestilling – højdepunktet af komik og galskab. En kakofoni af menneskelig atonalitet. Sat på skinner, der er så filtret som godsbaneterrænet i Københavns Sydhavn, som jeg lige krydser igennem i denne nattetime.