EN DRØMMESTEMME

Pia Heise er et uventet, talentfuldt bekendtskab. En meget smuk mezzosopran med en gennemkultiveret fornemmelse for lieder.

‘Mezzo Moon’ Danacord dacocd 720. Netop udkommet. Optaget i England i november 2011. Teksthæfte til alle sange.

*****

EN cd dumper i postkassen. Et ungt kvindeansigt ser på os med et lidt fjernt drømmende blik på forsiden. Hendes navn står undseligt nederst – med meget små bogstaver: Pia Heise. Og pianistens: Roger Vignoles.
Hans navn ringer. Englænder og hørt som akkompagnetør med Thomas Hampson, Anne Sofie von Otter, Susan Graham, Christine Schäfer og andre varme navne i liedfaget.
Men hendes? Ikke rigtig. Google kan fortælle, at hun underviser på Køge Musikskole. Ok. Teksthæftet til pladen lidt mere: At hun har gennemgået Det Kgl. Musikkonservatorium, studeret et par år i England på Royal College of Music.
Nå. Men på med pladen, for søren!
Du spidser straks øren. ’Guten Abend, gut’ Nacht’ – Brahms’ Wiegenlied. En varmt klingende mezzo, der udfolder sig først spædt og intimt, så udvider sig roligt og med et smukt tysk. En stilfærdig indledning.

DRØMME

Og straks i den følgende sang mærker man for alvor, hvor hun vil hen. Hun stryger med den ømmeste klang ind i Zemlinskys ’Stille, stille Sommernacht’. Hun er til senromantik. Til nattestemninger. Til drømme. Mezzostemmen indsvøber teksten i en strøm af omfavnelser. Gennemartikuleret, næsten umærkelige vejrtrækninger. Stemmen farver kærligt med en ægte mahognifarvet mezzoklang – og så, ubesværet, en lysnet høj sluttone, et sart fis i verslinjen ’träume mein Liebling, träume’.
Sang på sang, mest fra det tyske repertoire. Næsten manisk forfølgende dette spor, sange, der er dyk ned i en skønhedsverden, der fører os på sære, drømmende veje, panteistiske naturoplevelser, kærlighedslængsel – i korte øjeblikke et par danske romancer, men også dér er bølgelængden ubrudt: Weyses ’Natten er så stille’ og Carl Nielsens tonesætning af Johannes Jørgensens milde natteblund ’Sænk kun du hoved, du blomst’.

LYSBRUD

Aften og nat, søvn og drøm – Schumanns ’Mondnacht’ er duftende visioner af mørke – og så pludselig som en blændende opvågnen og lysbrud: Strauss’ ’Morgen’ – ’Und morgen will die Sonne wieder scheinen’ – Pia Heise bærer stemmen i ubrudte linjer helt ind i en saligheden.
Stemmen har tydeligvis ekspansive muligheder. Hun synger til sidst par af Wagners Wesendonck-sange. Med sikker fornemmelse for det sug af stor linjeføring, der får sange, der nærmer sig Tristan-sproget, til at brede sig ud, stadig med en behandling af teksterne, som er ubegrænset indforstået.
Det forekommer mig, at vi her har et naturtalent, en stemme af uvurderlig skønhed, skolet og kultiveret til noget, der ikke mangler meget i total perfektion.
Hvad kan næste skridt blive?

GregersDH.dk