Chr. Damsgaard, Morten Grove Frandsen, Steffen Bruun og Katinka Fogh Vindeløv + to tilskuere (Tegn.: Claus Seidel)

VI ER MESSIAS!

’Messias’ renset for både Händel og himmelske engleskarer på Husets Teater.

Manuskript: Alexandra Moltke. Iscenesættelse: Liv Helm. Komponist: Matilde Böcher. Medvirkende: Morten Grove Frandsen, Christian Damsgaard, Katinka Fogh Vindelev, Steffen Bruun og et kor.

 ’Messias i nat’ spiller på Husets Teater til og med 12. december og i Mariakirken i Istedgade torsdag 13. Varighed: 1 t 15 min. uden pause.

*****

MESSIAS? Händels? Ja og nej. Både og. Slet ikke. Og så alligevel. Forestillingen på Husets Teater er et tag i kraven på Händels gigantværk. Dét værk, han skrevet på et par uger, da han i 1641 slyngede en hoben citater fra Gamle og Nye Testamente sammen om Jesu fødsel, død og genkomst og med rasende overskud satte musik til det hele. Næsten tre timers musik, som vi synger julen ind til, beruset af tonevældet og de overvældende testamentelige tekster oversat til et forunderligt engelsk.

PÅ Husets Teater pakkes det meste ned, nej, det forvandles.

MESSIAS, den salvede, som hos Händel – med Gud den Almægtige, en engel og en himmelsk hærskare ved hånden – fødes som frelseren i Davids by – den Messias er nu folket selv. ”I nat hvisker vi til hinanden: Vi er Messias, vi skal ikke vente længere, vi skal ikke bede længere. Her er ingen konger. I nat råber vi uden frygt: Vi er Messias!”

TEKSTEN, der er skrevet af den unge dramatiker Alexandra Moltke, er en verdsliggjort aktualisering af et budskab om, at mennesker kan og skal selv. Når sopranen hos Händel synger ”Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, han udråber fred til folkene”, svarer sopranen nu: ”Der kommer ingen hyrde, for vi er ikke får”.

ET moderne julebudskab om menneskehedens frelse ved egen kraft. I vers på vers, i arie på arie, i kor på kor. Klar afkristning.

”Når trompeten lyder – Vi rejser os ved dens lyd i nat”… Det klinger  næsten som et nyt ’Nu dages det brødre, det lysner i øst”. Med bassen som kapitalisten, der synger: ”Vi lænker jer. Vi klynger os til skattene og sparker vildt og hårdt og længe.” Og koret svarer: ”Vi er et bjerg og tusind småsten, som ingen kan finde…”

BUDSKABET bringes som et velklingende lille oratorium i et overraskende regi, spillet i Husets Teaters mindste sal med publikum siddende i cirkel omkring en spilleplads. Fire solister, nej endnu flere. Til vores forundring rejser sanger efter sanger sig fra tilskuerrækkerne og bliver medsolister og kor, spiller dramatisk med som dette folk, der gennemgår forløsning og frelse gennem trængsler og tvivl – den allerførste sungne replik lyder: ”Hvem kan trøste os? Hvordan skal vores sorg og afmagt få ende?” med den barytonale tenor Christian Damgaards røst – en af de fire sangere, der har store roller. De andre er Steffen Bruun med den voluminøse dybe bas, kontratenoren Morten Grove Frandsen i endnu en glansfuld udøvelse af sine sjældent velslebne stemme, og Katinka Fogh Vindeløv, der stryger problemfrit gennem soprane koloraturer.

VI sidder dér på lyttende spring for at følge komponisten Matilde Böchers flirt med Händel og hans barokke tonekunster – narres gang på gang, for Matilde har sine egne veje – der er en stump ’Halleluja’-kor i sekunder, talt ned med den lille tabel, men vi er eller på fascinerende spor i hendes vokale leg med teksterne og med de bevægelige solisters stemmer, undertiden i kvartet-udfoldelse og hele tiden med alt, hvad der bliver sunget vævet ind i de handlingsgange, instruktøren Liv Helm har tegnet op – originalt og helt tiden udfordrende for vores forståelse af det koncept, der byder dem en bevidst, men kærlig distance til Händel og sandelig til de hellige skrifter.

DE to, Matilde Böcher og Liv Helm, har vi før set løse opgaver sammen. Med forbløffende resultater: På Teater Republique med f.eks. ’Transfervindue’ og ’Hovmod’. Begge belønnet med Reumert-nomineringer. Og på det Husets Teater, hvor vi er nu, med ’Og nu, verden!’, der var en rigtig smæk-for-skillingen historie om teenage-delirium.

NU når de langt og dristigt med deres radikale nyfortolkning af en nærmest urørlig sokkel af musikalsk helligdom. Vi har før set dramatiske eksperimenter med Händels ’Messias’ – på Det Kgl. i 2012 en dramatisering af ’Messias’ som en opera om et splittet, undertrykt folk. Der kunne være det israelske eller et hvilket som helst andet. En oplevelse, der ligesom ’Messias i nat’ på Husets Teater får os op af stolen fra vanetænkningen. På Det Kgl. med Händels musik som grundlag. Dennegang godt og personligt nytænkt.

gregersDH.dk