FOLKET SOM PØBEL

 
Händels ’Messias’ flået væk fra julehøjtideligheden til et stykke episk musikdrama om folkelig flygtighed. Enestående smukt scenisk og dramatisk konsekvent. 

******

OVERVÆLDENDE. Overvældende billeder. Det er virkelig stærkt at få billedsat Händels ’Messias’ så voldsomt, direkte og konkret.
Revet værket ud af julelys og juleritual, hvor musikken er abstrakt drama og stemnings-eufori, og ikke et ondt ord om det.
Hver for sig kan vi have vores indre billeder i den situation, bliver rørt, når vi hører om hyrderne på marken og det lille barn, der bliver født. Overhøre alle rædsler og trusler om dommedag for at sidde klar til ’Halleluja’, der er lige ved at få os til at kaste os ud i martialsk sejrsdans.
Men her på Gl. Scene kommer der billeder til, som gør noget særlig ved værket.
Omskaber det til en vældig folkeopera, et episk drama, og slet ikke noget i retning af de Händel-operaer, som vi har fået i de senere år med så stort aplomb på Det Kgl. – Xerxes, Partenope, Julius Ceasar – handlingsoperaer med helte og heltinder, historier herfra og dertil. Men et drama om – ikke bare et folk, men om, jeg havde nær sagt: Mennesker i flok.
En flok er noget andet end, hvad vi forstår ved et folk. ‘Messias’ er et drama om massepsykologi. Om det, som Shakespeare i ’Julius Cæsar’ kalder ’the fickle mob’, den slingrende menneskemasse, pøblen, som rutcher derudad på en stemning, en indskydelse.
Vi taler ikke om en Hitler eller en Antonius, der med geniale, perverse midler styrer en folkestemning på plads lige dér, hvor de vil have den. I ’Messias’ oplever vi en luvslidt fyr, der gror ud af flokken, en af deres egne, et menneske, der ryster dem ved at sætte sit liv på spil for at ville det gode.

GRÅ MASSE

Dét er kernen i den oplevelse, denne iscenesættelse efterlader os med. Fortællingen om Jesus fra fødsel til korsfæstelse, med koret som et konglomerat af det folk, der kun kender intuitive reaktioner på, hvad der bydes dem.
Som australieren David Freeman, der har iscenesat, lader dem være enkeltindivider, der har hver sin lille rolle at spille, lader han dem samtidig påvirke hinanden, være en slags flydende gopler, der pludselig driver i samme retning – én sætter noget i gang, flere kommer til, massen udløser sig pludselig i fælles handlinger, fælles aggressioner, fælles fortrydelse, fælles jubel.
En ubestemmelig, grå masse af storbyskravl, der det ene øjeblik kan behandles som Guds lam – og sådan fremstilles de helt korporligt på stikordene fra de anvendte bibeltekster – det næste kan spanke hinanden til døde, når antennerne i deres hjerner får mentalt tarmslyng.

STRAM HELHED

Vi kan ikke rose nok Concerto Copenhagen i graven, Lars Ulrik Mortensens musikalske ledelse og de solistiske, sanglige præstationer, der yder arier og recitativer fuld valuta – hvem lyksaliggøres ikke af denne stab af prægtige stemmer, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Inger Dam-Jensen, Sine Bundgaard.
For ikke at tale om de to gennemgående, udenlandske sangere, bassen Florian Plock og tenoren Johannes Chum.
Alle indgår med koret i en gennemført detaljeret og meget præcis koreografi, det ene øjeblik i totalscener, det næsten i enkeltpræstationer, der får lov – inden for en stram helhed – at gå deres egne veje, en tyvagtig kvinde, en Judas, en krøbling, en jomfru Maria, en Maria Magdalena – alle mere eller mindre centrale figurer, der indkapsles i det totale billede.

I GRUS

Det totale billede. Det billede, som i så høj grad her også er scenografien, og scenografien som levendegjort katastrofehistorie. Selve korsfæstelsen på det kæmpestore kors i scenens kongeside, så realistisk som en Oberammagau-seance.
Og da Jerusalems ødelæggelse indtræffer til sidst, med mure, der synker i grus – alt belyst fantastisk og dramatisk som hele forestillingen – bliver vi øjeblikkelig mindet om de sceniske optræk, vi tidligere undervejs har set, optræk til forgængelighed og foranderlighed i disse mures historie.
Vægge, der med videoteknik skræller ned og afslører vage renæssance-vægmalerier hen over den graffiti, der med et ’Belem’, det portugisiske ord for Betlehem, får katastrofe på katastrofe gennem verdenshistorien til at bidrage til denne fortælling om menneskehedens elendige greb om sin egen skæbne. Instruktøren fortæller i programmet om sin inspiration fra Sarajevos rædselsår i hænderne på diffuse folkekonflikter og etniske eksplosioner, der bristede uventet som bylder.
Den forestilling, Freeman har skabt af ’Messias’ handler ikke kun om jøder, kristne og muslimer i Jerusalem for 2000 år siden. Den handler om ubegribelige folkelige rystelser til alle tider.
Mere end noget andet.

GregersDH.dk