‘Farlige forbindelser’ Skuespilhuset 27.5. 2017

Usikkert eksperiment med det dekadente sexdrama 'Farlige forbindelser'. Blandingen af tale og dans fungere skidt.

 

Marie Dalsgaard, Mads Rømer Brolin-Tani (i baggrunden), Kizzi Matiakis, Andreas Kaas og Jón Axel Fransson i ‘Farlige forbindelser’ (Foto: Costin Radu)

TAL

ELLER

DANS!

Usikkert eksperiment med det dekadente sexdrama ’Farlige forbindelser’. Blandingen af tale og dans fungerer skidt.

Tekst: Edward Kemp på grundlag af De Laclos’ brevroman. Koreografi og instruktion: Cathy Marston. Scenografi: Steffen Aarfing. Musik Jesper Mechlenburg. Medvirkende: Marie Dalsgaard og Mads Rømer Brolin-Tani (skuespillere) og Kizzy Matiakis, Jon Axel Fransson, Astrid Elbo, Ida Prætorius, Andreas Kaas, Mette Bødtcher og Sorella Englund plus 4 kvinder og fire mænd (alle dansere).

’Farlige forbindelser’ spiller i Skuespilhuset indtil 3. juni. Varighed: 2 t. inkl. pause.

***

FARLIGE forbindelser… Bare titlen! Pirrende.
Et drama om aflytning? Om politiske fiduser i kulisserne? Om sex og magtmisbrug?
Ja, det sidste.
Det er titlen på Det Kgl.s nye ballet, der i aftes havde premiere i Skuespilhuset. Og jo: En pirrende affære, momentvis blændende danset, men i øvrigt noget rod.

Balletten er en udgave af berømt film af samme navn fra 1988 – som er en ny udgave af flere tidligere teater- og filmversioner. Som igen er udgaver af en fransk roman i brevform fra 1788.
I øvrigt: For sejt huskende danskere titlen på en selvbiografi af den danske fotomodel (’Tuborg-pigen’!) og filmskuespilleren Anette Strøyberg.
Hun skrev bogen på fransk – ’Les liaisons scandaleuses’, på dansk: ’Farlige forbindelser’, fordi hun spillede en hovedrolle sammen med bl.a. Jeanne Moreau i filmatiseringen fra 1959. En salgbar bogtitel, og der var i øvrigt nok af farlige forbindelser at tage af fra hendes eget liv dengang og senere. I 1960 var Anette Strøyberg 22 år og gift med filmens instruktør Reger Vadim, som netop var blevet skilt fra Brigitte Bardot.

Balletten på Det Kgl. er noget rod, fordi koreografen Cathy Marston har fået den idé at skabe en parallelhandling. Brevromanen fra 1782 handler om to rige society-størrelser, en adelskvinde, hun er marquise, og en adelsmand, han er vicomte. Deres parisiske high life består i at konkurrere på seksuelle erobringer. En fascinerende og dekadent affære udspillet i enevældens sidste dage, hvor livet på de kanter blev levet i munter og kynisk synd. Og brutalitet – som den virkelige Marquise de Merteuil siges at have udtrykt det: “Hævn er en ret, der skal serveres kold!”
Marston har på Det Kgl. valgt at lade de to hovedpersoner, marquisen og vicomten, diskutere forløbene ti år senere, midt under revolutionen, hvor hun står til henrettelse. Diskussionen på scenen er lagt i munden på to skuespillere, der altså er tæt på guillotinen, men mere optaget af deres magtkampe og udskejelser dengang – og derfor er de og vi konstant tilbage i de fortidige situationer, omgivet af det makabre, på én gang blege og blodskudte overklassemiljø.
Vi ser altså hele tiden skuespillerne – Marie Dalsgaard og Mads Rømer Brolin Tani – samtidig med deres dobbeltgængere: Balletdanserne Kizzy Matiakis, der danser marquisen, og Jon Axel Fransson, der danser vicomten, begge omgivet af historiens øvrige personer, alle dansere, især den unge pige Cecile, der er det centrale offer for deres manipulationer og danses af Ida Prætorius.
Blandingen af tale og dans i forestillingen bliver let som havregrød med klumper, ikke blot fordi de to i øvrigt udmærkede skuespillere virker, som kommer de stilmæssigt fra en anden verden. Hvor danserne tegnes i høviske attituder og udtrykker alt med de koreografiske midler, der er deres – koreografen får dem i deres samspil til at fungere med stor energi, elegance og vildskab.

MAN KLØR SIG I NAKKEN

Koreografen Cathy Marston prøvede noget lignende, da hun for to år siden satte ’Lolita’ op på Bellevue Teatret som en ballet, også med Ida Prætorius i en titelrolle, men med den mandlige hovedrolle splittet op på to personer, den aggressive og den usikre. Dér lykkedes dobbeltrolle og parallelhandling langt bedre, fordi idéen var klar og meningsfyldt.
På Det Kgl. savner man simpelt hen visuel og forløbsmæssig enkelhed i Mansons fortælling om de fatale manipulationer mellem hovedpersonerne og deres ofre.
Der er udspekulerede komplikationer og ondskabsfuldheder i ’Les liaisons dangereuses’ – Det Kgl. prøver i en programartikel at redegøre for handlingen. Artiklen gør ikke komplikationerne mindre og tilegnelsen lettere af, hvad der bedrives på scenen. Den er skrevet af den engelske tekstforfatter til dette skuespil/ballet-konglomerat og kun egnet til at få publikum til at klø sig i nakken. Kun en artikel af Bo Tao Michaëlis giver publikum en rimelig indføring i den historiske baggrund for den oprindelige brevroman og tiden op til den franske revolution.
I denne opsætning, der altså på flere måder forsvinder mellem fingrene på os, er det en fornøjelse at høre den musik, som komponisten Jesper Mechlenburg giver danserne at danse til – rytmisk skarpt hugget for et ensemble af slagtøj og bl.a. strygere, der sætter ind både solistisk og blokmæssigt i samspil med slagtøjet. På en måde så effektivt og medrivende som det lykkedes jazzbassisten Thelonius Monk at drive handlingen frem i filmen fra 1960. En film, som i øvrigt huskes flyttet ud af 1700-talsramme og ind i den turbulente, frodige, men også på nogle måder erotisk urolige jazzmiljø-ramme omkring 1960.
Der kan altså siges en del godt om danserne og om musikken. Men ideen med de talte roller skaber stilløshed og uoverskuelighed.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *