Martin Fröst tegnet i Tivolis Glassalen i aftes af Claus Seidel

MOD HIMLENE

Ubegribelig klarinetkunst, en trio med storslået brio og en komponist i ledtog med himlens engle.  Klarinettisten Martin Fröst med Trio con Brio i Glassalen, Tivoli.

******

DEN mand kan hente toner ned fra luftlag, hvor kun engle færdes. Hvordan kan det lade sig gøre, det Martin Fröst gør med sin klarinet? Du lytter! Har han sat den tone an, eller er det et kosmisk bedrag? Er det dit eget elendige øre, der snyder dig? Nej, det er ikke. Det er denne svenske klarinettist, der bare behersker sit instrument, får det til at adlyde, sender det hen, hvor han vil, f.eks. lægger han an med dette næppe hørbare pianissimo og så udvider han tonen, klangen og styrken gradvist, som gælder det erobringen af verden. Hvad det jo gør. Erobring af en musikalsk historie, et projekt, en komposition, der intet er, hvis den ikke bliver spillet og udført som en livsopgave her-og-nu.

IKKE kunst som sportspræstation, men som fortælling, musikalsk artikulation. En artistisk behandling af et instrument, som Fröst nærmest går i ét med. Du godeste!

HAN spillede Debussy i aftes i Glassalen, han spillede Bartok, og han var sammen med musikere, der bød på suverænt medspil: Trio con Brio, violinisten Soo-Jin Hong, cellisten Soo-Kyong Hong og pianisten Jens Elvekjær.

GODT, godt. Smukt, heftigt, halsbrækkende virtuost og meget andet.

MEN til det centrale: Olivier Messiaens ’Quatour pour la fin du temps’, den katolske komponists vældige favntag med – som titlen siger: ’tidernes ende’. Sådan som den bliver skildret i Johannes Åbenbaring, hvor engle kommer ned fra skyerne, med regnbue om hovedet, et åsyn som solen, og hvor den syvende engel på sin basun varsler tidernes ende. Det bliver hos Messiaen til syv satser, der fører os mod de fjerneste tider, mod evighed, gennem ’fouilles d’arcs-en-ciel’ – hvirvler af regnbuer! Mod afgrunde – i den tredje af satserne er det fuglene, ikke bare englene, der synger – ’Abimes des oiseaux’ – fuglenes afgrund er titlen på den sats, en solo, hvor Fröst og hans klarinet udfolder hele den himmelske voliere af fuglesang, hvor engle synger som fugle og fugle som engle i Messiaens hoved.

MAN er et øjeblik i den tyske krigsfangelejr, hvor kvartetten blev uropført, Stalag VIII-A i Görlitz.

HØRER du rigtigt? Ja, du gør. Olivier Messiaen var i 1940 30-årig soldat ved fronten – i Verdun såmænd af alle steder – blev taget til fange og ekspederet til en fangelejr i grænseområdet, hvor Tyskland, Polen og Tjekkiet støder sammen. I den lejr blev kvartetten spillet for første gang. På gebrækkelige instrumenter, skrabet sammen af en hjælpsom og engageret tysk fangevogter – 400 fanger sad med og lyttede. I isnende kulde. Det var februar 1940. Hvad havde Himmler eller Goebbels gjort, hvis de var braset indenfor? Trukket deres pistoler – det var jo kultur! Men stedet må vel som krigsfangelejr på dette tidlige tidspunkt af krigen have været underkastet en endnu eksisterende militær æreskultur i Wehrmacht-regi.

I HVERT FALD blev der spille kvartet af de franske musikere, så det… ja, hvordan det nu har lydt. Med krigsfanger, som et øjeblik på en slags hjemmebane: Messiaen ved klaveret, klarinettisten Henri Akoka, der var algiersk jøde, en violinist ved navn Jean Boulaire og cellisten Étienne Pasquier. Gribende at forestille sig, når vi nu hører denne sublime opførelse i Glassalen med musikere, der som trioens Soo-Kyong stryger sin cello gennem 4.satsens overjordiske herfra-til-evigheden hyldest til Jesus – ’Louange á l’éternité de Jesus’. Eller som Soo-Jin svinger sin pris til Jesus og hans udødelighed i virtuos duet med Elvekjærs klaver i endnu en ’Louange’. Var det i sekunderne op til cello-soloen, at Rådhusklokkerne fra det fjerne meldte, at klokken nu var 9? Stilheden sænkede sig, cellisten sad ubevægelig, talte slagene, satte buen til strengen efter det sidste slag. Med en tone der stemte med rådhusklokkens. Næsten.

HVAD skete der disse franske musikere i Stalag VIII-A senere? Jeg ser kun, at Messiaen et år efter blev løsladt og hjemsendt, åbenbart ved den omtalte fangevogters mellemkomst.

HVAD vender vi hjem med efter denne aften i Tivolis Glassalen? Forstyrrede tanker om musikalsk urkraft, instrumental djævelskab og engle, der synger med fugles næb om undergang og opstandelse. Pip, kvidder, jubelsang og længselsfuld gjalden og kalden – Messiaen har fugle i strube og nodepen overalt, ved sit orgel i Sainte-Trinité Kirken i Paris, i sine orkesterstykker. Selv solsorten har fået sin fløjtesonate ’La merle noir’. Og vores egen solsort på terrassen har netop sendt tre unger mod skyerne med hilsen fra Olivier Messiaen.

gregersDH.dk