ET SUS AF OPERAFORTID
Nyt fra dagens spanske avis – H.C. Andersen ville løfte på hatten
I mit frivillige exil i denne fjerne ende af det europæiske fællesskab skriver jeg om det særeste. F.eks. hvad læsningen af stedets avis ’El Païs’ kan fortælle mig. Jeg henter den ved min daglige, vaklende gang, støttet til stokken. Læser den efter lige så vakkelvorne forsøg på konversation med avissælgeren, som går løs på mig i morderisk, lokal dialekt.
VENLIGHEDEN overmander alle sproglige hurdler, og hjemme arbejder jeg mig denne dag gennem kommentarerne til det tyske kanslervalg og Barcas vaklende position i toppen af spansk fodbold. Og standser så ved en anmeldelse på kultursiderne. Bladets operamedarbejder skriver om det, der i overskriften hedder ’Il regreso del hijo pródigo’ – vidunderbarnets genkomst.
VI er langt ude og langt tilbage. Du godeste! Vidunderbarnet, der ‘vender tilbage’ i dagens avis, viser sig at være den spanske tenor Manuel García, født i Sevilla i 1776, død i Paris i 1832. I musikhistorien en mand, der gjorde sig grundigt bemærket gennem 1800-tallet. På mange ledder. En myte. Men støder på ham hele tiden. I skildringer af især Mozarts og Rossinis værker og i forbindelse med hans umådelige indflydelse på sangkunsten med sin pædagogik og sit eksempel.
ER der da mere, vi skal vide om ham? Hvad er nu det med vidunderbarnet, der er dukket op igen? Kan der virkelig fortælles noget sensationelt og nyt, ud over det, vi ved i forvejen, alt det, jeg er sikker på, at Henrik Engelbrecht og andre stærke kendere af opera på den tid er hjemme i? Selv H.C. Andersen vil løfte på hatten og sige: Jamen Manuel García!! Undskyld, taler vi om García den ældre eller García den yngre eller handler det om gamle Garcías to døtre, Maria Malibran eller Pauline Viardot, de berømte sopraner? H.C.A. vidste så meget om operastjernerne på den tid, han havde vel mødt og hørt dem på sine eventyrlige rejser.
SÅ hvad nyt? Ork jo. En premiere på en opera, Manuel García har skrevet, og som ikke har været spillet, men nu er gravet frem. Manuel García skrev operaer på stribe. Også nogle mindre sager, der blev kaldt salon-operaer, og som mest var beregnet til hans elever, da han og senere hans lige så berømte søn underviste i Paris. De små operaer har altså været spillet og sunget, men næppe offentligt før nu.
EN af dem hed ’I tre gobbi’, de tre fjollehoveder, ordret de tre pukkelryggede – handlingen er hentet fra en af Goldonis småkomedier, der har været spillet som pausehalløj mellem større sager – intermedier, som de er kaldt i fagsproget. Det er noget tosseri om et muntert kvindemenneske, der tumler med tre tilbedere, en dum markis, en pjanket greve og en baron, som stammer. Adelige starutter på amourøs slingrekurs.
VI er ligeglade med, hvordan det går dem, kan man forstå på El Païs’ anmelder, men synge skal de kunne. Der bydes på hidsig sangkunst i stil med, hvad vi kender fra Rossini-operaer. Det får man altså i rimelig stil og kvantum ved opførelsen i Madrid.
VI må åbenbart føje et kompositorisk talent til Manuel Garcías mange forcer – selvom vi med denne opførelse af ’I tre Gobbi’ på Teatro de la Zarzuela vel er i udkanten af, hvad et opera-repertoire nødvendigvis må byde på ud over sjov, musikhistorisk flimmer. Men dét er nu heller ikke så tosset. Et pudsigt supplement til vores viden om den mest omtalte sangerfamilie i det 19. århundrede. Sangere og sangpædagoger i flere generationer. Enhver professionel sanglærer i dag vil kunne tale sig varm om dem.
MANUEL GARCÍA virkede i de omtumlede år efter den franske revolution med en enorm karismatisk og sanglig power ikke bare i Italien og Frankrig, hvor han var skulder ved skulder med Rossini. Også i London. Og han drager til New York i 1825, hvor han forenes med den emigrerede Mozart-librettist Lorenzo da Ponte i forskellige operaaktiviteter. Ud måtte de – ’O, så langt, lang, langt’ som Bjørnstjerne Bjørnson synger. García-familien for at fornemme duften af den nye verden og dens muligheder, men i øvrigt vende tilbage til Europa til fornyede triumfer. Lorenzo da Ponte for at slippe for sine kreditorer og begynde et nyt liv i U.S.A.
I 1826 blev Mozarts ’Don Juan’ sat fuldtonende op i New York med García den Ældre i titelrollen, unge García som Leporello, Maria Malibran som Zerlina og Garcías kone nr. 2, kaldet ’The Brioness’, som Donna Elvira. Den anden datter Pauline var for ung til at lege med på det tidspunkt. Den 76-årige Lorenzo da Ponte kunne sidde på tilskuerplads og nyde sine tekster. Han var der sandsynligvis også, da holdet spillede Rossinis ’Barberen i Sevilla’ med Garcíí senior som greven, Garcia junior som Figaro, Maria Malibran som Rosina og ’The Brioness’ som tjenestepigen Berta.
ET sus af operafortid runger i avisens anmeldelse af ’Il regreso den hijo pródigo’ i Madrid. En journalistisk luksuøs outsiderhistorie vokser til reminder om en berømt sangerfamilie, hvis navne går gennem næsten alt, hvad der rører sig af store operaer i det uopslidelige repertoire. Avisen er der. På pletten.
‘I tre gobbi’ spiller til og med 3. oktober.
gregersDH.dk
