HVAD BREVENE FORTÆLLER

Rossini til sin mor: ”Blandt dem, der har fået en mors dreng som mig, har De været den mest heldige!”

Omstændelig Rossini-biografi, der kommer rundt i mange hjørner, bl.a. baseret på nye fund af breve.

Thomas Milton: Manden bag masken – Rossini og hans operaer. Aarhus Universitetsforlag. 412 s. kr. 349,95.

***

TAG en dyb indånding inden du begynder på de over 400 sider. Der er lang vej, og det går tungt til en del af vejen. Der er fede og underholdende sider ind imellem, masser af relevant stof, men du kommer til at stoppe op nogle gange og puste ud. Ikke fordi du sidder med en nervepirrende krimi, der får dig til at tabe vejret. Men fordi forfatteren Thomas Milholt har så meget, han skal have fortalt. Forstoppelsen lurer.

MILHOLT har en bestemt hensigt med bogen. Han vil tilbagevise en opfattelse af, at Rossini bare var en komponist, der skrev nogle få operaer, som huskes, og så en masse andre, der ikke huskes. Og så vil han anfægte et udbredt syn på Rossini, der går ud på, at den berømte komponist bare var ”en lystig fætter, en mand, der både var doven og glad for mad, og som havde skrevet nogle få sider præget af en spontan genialitet og kun lidt musik, som havde engageret ham.” Sådan lyder et citat fra en af de mange biografier, der findes om Rossini. Videre: At Rossini var en komponist, som ”ukontrolleret havde misbrugt sit talent for at opnå rigdom, og som havde trukket sig tilbage, da han opnåede denne rigdom.” Myterne og forvrængningerne er mange, og man kan få dem bekræftet, hvis man går ind på google under ’Rossini’. Navnlig det med madglæden. Det vrimler med anekdoter og detaljer. ’Rossini tournedos’ i alle afskygninger.

FORFATTEREN går altså i rette med nogle vedtagne, men diskutable fordomme. Fint nok. Han mener, der er vigtigere ting at sige om Rossini. Selvom det med madglæden og den lystige fætter har noget på sig. Men Rossini var også i en årrække en vanvittig flittig komponist, der svælgede i succeser. Skrev og skrev, tit i lyntempo, og tit med genbrug i løs vægt fra sine egne operaer. Han kom bare efterhånden i klemme mellem to stilepoker, den muntre, klassiske buffoopera og 1800-tallets seriøse, romantiske opera. Han beherskede begge genrer – med ’Barberen i Sevilla’ i den ene ende og ’Wilhelm Tell’ i den anden ende. Publikum ville havde det første, det muntre, og foretrak andre komponister – Bellini og Donizetti f.eks.- når det gjaldt det alvorlige. Sådan udviklede tingene sig omkring ham, især i hans senere år, som han tilbragte de fleste af i Paris. Og det fik ham givetvis til at læne sig lidt tilbage og blive ved det allerede opnåede.

MILHOLT gennemgår alle Rossinis 39 opera, næsten alle skrevet inden komponisten var fyldt 40. Vi hører ikke voldsomt meget om de enkelte værkers særlige musikalske kvaliteter. Mere om alt, hvad der skete omkring operaernes tilblivelse og modtagelsen af dem – om Rossinis næse for, hvor chancerne lå, hvem men skulle holde med, og hvor hans veltalenhed og charme kunne bruges til at sno sig uden om vanskeligheder og overbevise andre om sine idéer og projekter.

OG så får vi utroligt meget at vide om Rossinis forhold til sine forældre og til de kvinder, han har levet sammen eller været gift med. Især en af tidens store sopraner, Isabella Colbran, som sang hovedroller i en række af hans operaer. Børn fik han ikke, hvad der nok skyldes, at han tidligt pådrog sig en plagsom, åbenbart livslang gonoré. En stor del af bogen er baseret på breve mellem ham og hans forældre, især moren, der løbende bliver orienteret om sin stolte søns succes: ”Hver dag får jeg tilbud fra Milano, Venedig, Torino, London, Spanien, Tyskland, Rusland, Sverige… Det er virkelig sandt, jeg er den førende komponist, og blandt dem, der har fået en mors dreng som mig, har De været den mest heldige.” Miltoft har haft hovedet i ufattelig mange breve, bl.a. en samling på 246 breve, som dukkede op på en Sotheby-auktion i London så sent som i 2001. Brevene er som regel ret korte. De handler om trivsel i hverdagen, om forretninger, om penge, om boliger, om flytninger – fra Pesaro (hvor Rossini er født), til Bologna, til Napoli, Venedig, Milano, til Wien, til Paris – det er undertiden interessant, undertiden uinteressant, men samlet et billede af et tæt forhold mellem forældre og deres søn. Ikke dybsindige udvekslinger af tanker, og der er ikke meget i brevene, som bringer os tæt på de dramatiske ydre begivenheder, som gang på gang blev bestemmende for Rossinis kunstneriske handlinger: Krigene, revolutionerne, de ustandselige skift i Italien mellem at være under fransk, østrigsk eller spansk dominans. Hvor skulle man placere sig? Hvem skulle man holde med? Rossini mestrede kunsten. I april 1815 skrev han musik til en ’Inno dell’Indipendenza’ – Hymne til den fransk støttede, italienske kamp for uafhængighed. Hymnen blev opført i Bologna. Rossini medvirkede selv som tenoren, der startede hymnen med et gjaldende ’Rejs dig Italien, tiden er inde!’. Oprørsstemning! Østrigerne skulle bare komme an! Dagen efter rykkede østrigerne ind i Bologna.

ROSSINI kom på østrigernes sorte liste i årevis: ”Den berømte komponist Rossini er stærkt inficeret af revolutionære principper,” hed det i en rapport fra det østrigske politi. Ikke desto mindre fik Rossini snart efter 1815 tætte personlige kontakter til den suveræne østrigske statsmand fyrst Metternich, der støttede ham i flere opera-anliggender i Italien og i Wien, hvor Rossini kom til at tilbringe en periode. Også arien ’Pensa alla patria’ – ’Tænk på fædrelandet’ fra operaen ’Italienerinden i Algier’ fik han hyr med. Den var oprindelig skrevet som en hyldest til den italienske hærenhed i Napoleons tropper under felttoget i Rusland, men emnet og temaet kunne jo bruges hvor som helst og til hvad som helst med lidt revisioner, hvor Napoleons Ruslands-eksperiment ikke var mindeværdigt. Og det blev det.

ROSSINI spillede poker over for omverdenen. Deraf bogens titel ’Manden bag masken’. Foregav noget. Gjorde noget andet. Passede sine forretninger, sine sygdomme og gourmet-fornøjelser. Holdt stort set op med at skrive operaer efter ’Wilhelm Tell’ i 1829. Gik ud, gik til selskaber, holdt selv ugentlige kunstneriske komsammener i de år, han boede i Paris. Til dem skrev en stribe små klaverstykker, som han kaldte ’Péchés de vieillesse’ – alderdoms-synder’. 180 søde og ironiske småstykker, som han samlede i 12 rørende, små hæfter. Hans landsmand, komponisten Ottorino Respighi fandt dem, spillede dem for Ballets Russes Serge Diaghilev, og det blev til balletten ’La boutique fantasque’, der siden har været danset af utallige korps verden over i Respighis orkestrering.

’GAMMELMANDS-SYNDERNE’ var noget, Rossini puslede med for sjov og ikke snakkede meget om. Godt, at de er nævnt i bogen som en af de utallige detaljer, Milholt har fået med i sin svulmende og temmelig uoverskuelige redegørelse for Rossinis liv og virke. Et pudsigt kapitel om tilblivelsen af operaen ’Rejsen til Reims’, den opera, Det Kgl. genoptager i den kommende sæson, kan vi vende tilbage til, når ’Rejsen til Reims’ genoptages i den kommende sæson på Det Kgl.

gregersDH.dk