KAIZERLIGT
’Maestro’ på Svalegangen i Århus er en art scenisk computerspil-halløj baseret på skøre og sjove sange og musik, født mellem norske fjelde af det sære band Kaizers Orchestra.
En koproduktion, der spiller indtil 31. marts på Svalegangen, derefter 11.-28. april på Nordkraft i Aalborg og til sidst 3.-25. maj på Team i Herning.****
Mærkelig verden. Kaizers Orchestra melder sig på min teaterbane. Måske på teaterbanen i det hele taget? Navnet lyder, som om det kunne være hoforkestret ved et af Kejser Wilhelms ungdomsballer. Men nej. Det er et norsk band anno 2000. Min sidemand fortæller mig, at bandet har gjort sig med stor succes på Skanderborg Festivalen.
Nu er det ikke selve Kaizers Orchestra, der er på scenen i Svalegangen. Det er en bande gode århusianske musikere, der spiller Kaizers numre og i Kaizers stil. Musik, der svæver mellem Tom Waits og jødiske Klezmer-klange. Den gamle rotte Niels Søren Hansen har arrangeret og Søren Graversen er kapelmester.
Man tør vel dårligt kalde det et kopiband, for det vil have klang af fornærmelse.
Men det ændrer ikke ved, at det absurde show, de medvirker i, er en kaizerlig affære, sådan som den beskrives i programmet. Undfanget i det norske, men ombygget til det danske.
VILDT
En vild affære, sat sammen af følgende ingredienser:
1) Et konglomerat af musikere og skuespillere, der håndterer diverse instrumenter, inklusive hvad der kan slås på i forbifarten, højt og lydeligt. Og ikke mindst: Sang og sange på alle leder og kanter.
2) Et sceneri, som Ida Marie Ellekilde har gjort herlig grimt. Hvis nogen husker Zigeunerhallen på Nørrebros Jagtvej, skal de se for sig en miniudgave af den.
3) Et stykke handling, der kunne været et computer-drama af den type, teenagere får nerveknopper af spænding af at styre sig igennem. Men gider dårligt nok genfortælle den: Vi er blandt politiske oprørere, stykket sammen som en flok flygtede Thylejr-beboere, der er havnet i et østeuropæisk land, hvor oprøret er rettet mod en diktator, der render rundt som bevæbnede kaniner, med ører og det hele, en oprører, der fanges og tortureres, en anden oprører, der ti år efter er gået over til fjenden og derfor bondefanger sine gamle kammerater. Og så lidt kæresteri midt i det hele.
I ALLE VERDENSHJØRNER
Dette tabernakel er bevidst og bevidstløst vrøvl. På papiret må dette stykke dramatik ligne en lærlinge-instruks i et kommunistisk supermarked. Hvis en sådan findes. Manuskriptet er åbenbart skrevet sammen og forenklet ud fra et vældigt norsk original-manuskript.
Hvad er der så tilbage i den historie?
Et rimelig underholdende show, der løber i alle verdenshjørner, fjollet på en måde, med en flok skuespillere, der spiller, som var det en moderne udgave af ’Svend Knud og Valdemar’, d.v.s. i revystil og med blik for, hvor tæt vi er på tegneserie. Dermed også tæt på en musik, der er bristefærdig af ironisk finte – i det hele taget kunstfærdig kitsch, hvor en hvilken som helst dramatisk pointe i ’handlingen’ er beredt på at udløse munterhed hos publikum. Sangeren i det oprørske hold, spillet af Janus Kim Elsig, agerer eksempelvis glad, kristen lægprædikant. Han er som flere af de andre – Troels Thorsen, Filippa Suenson, Nikolaj Mineka, Katrine Beck Ibsen og Daniel Bevensee – relativt nyuddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.
De har det sjovt. De får lov af instruktøren Heinrich Christensen at spille alle karikaturerne ind til benet, og legen er god, fordi det musikalske Kaizer-slapstick-halløj i den grad er baseret på ’tongue in cheek’-effekt. Hvem siger, at nordmænd ikke har humor.
GregersDH.dk
