Öslem Saglanmak, Benjamin Kitter og Thomas Corneliussen i ‘Mady.Baby’ (Tegning: Claus Seidel)
UDEN RETURBILLET
’Mady.Baby’ på CaféTeatret er velspillet, men firkantet indvandrer-drama.
***
DET er teater, der går lige til sagen. Og som handler om noget, vi nødvendigvis må beskæftige os med: Vilkårene for indvandrere.
Ikke om, hvorvidt vi elsker eller hader indvandrere. Men om, hvad der sker, når indvandrere møder den rå virkelighed. Ikke mindst deres egen. Den, som handler om, at det elendigste kommer op i dem, når det gælder.
Tre unge rumænere, to fyre og en pige, er emigreret på deres nyanskaffede, rødbedefarvede pas. Slår sig ned i London. Voicu og Madelina er rykket sammen, og tju-bang finder han en løsning på nul arbejde: Prostitution. Han som alfons, hun som gadepige. Ikke lige det, pigen har drømt om. Men ok: Foreløbig til husbehov. Trediemanden Bogdan kommer til. Han har blevet elev på en fotoskole, ser mulighed for spændende billeder i pigens trækkerliv, flytter ind hos de to andre. Og derfra starter den totale nedbrydning af alle tre. Mentalt og moralsk. Nedtur. Uden returbillet.
KONSTRUKTION
Det er glimrende spillet af alle tre. Men det er ikke noget rigtig godt stykke, selvom Alexa Ther har instrueret spændingerne mellem de tre med alle til rådighed stående midler på den lille scene, som Camilla Bjørnvad har bygget om som en iskold ventesal på en mellemting mellem en lufthavn og et hospital – dobbelt isnende, når møblementet reduceres til et tæppe at sove på på gulvet og en minimal briks som stol.
Problemet for stykket og skuespillerne er, at rykkene og brudfladerne mellem kyniske motiver og menneskelige følelser hos de tre har svært ved at blive rigtig troværdige. Der er hurtigt noget konstrueret over deres dialoger og reaktioner. Og noget skrivebordsplanlagt og mekanisk over forløbet mod den brutale konklusion: Det går ad h til for alle tre. Bortset fra, at den lusede fotograf formodentlig går ud i livet og får sig et job. Og alfonsen finder sig en anden pige at udnytte. Mens Madelina går helt ned. Hvordan skal ikke røbes.
TALENT
Benjamin Kitter spiller sin opportunistiske fotograf uden filter. Den Bogdan skal vi ikke føle nogen sympati for. Udmærket. Og Thomas Corneliussen er fin som smart guy med holdninger som et siv og brutaliteten konstant inden for rækkevidde.
Pigen, der handles med, er klart et stort talent. Hun hedder Öslem Saglanmak. Vi så hende udfolde sig for fuld præcision på Camp X i et af stykkerne om Mærsk – det, der gik på Rialto Scenen kort før jul. Og her ser vi hende igen brænde kraftigt igennem med både sødme, humor og stor vitalitet.
Et kort og kontant lærestykke på Caféteatret.
