Kristine Becker Lund og Magnus Vigelius i ‘Madame Butterfly’ (Foto: Carsten Andreasen)
PIGEN FRA ØSTEN
’Madame Butterfly’ som en sund bondepige fra Østeuropa. Den japanske nipsfigur er blæst væk. Kristine Becker Lund klarer forvandlingen med overbevisende poesi og hengivelse
****
HALLO for en sal at komme ind i! Det hele endevendt. Det sædvanlige stole- og scenegrej er ryddet. Vi kan sidde ved små borde som på en Café eller højt til vejrs på den ene langside.
Den modsatte langside er et panorama så langt rummet og øjet rækker, og hvad for et panorama! – vi er jo til ’Madame Butterfly’, så det må vel være noget med bjerge og havbugt i baggrunden, og det ganske Nagasaki udfoldet, med lille Butterflys hus og alle japanerierne fra rekvisitlageret opmarcheret.
Nix. Det eneste, der er tilbage af Nagasaki, er navnet på dét, vores øje kan følge fra venstre til højre: En lang gang med numre på værelserne i Hotel Nagasaki, med Butterfly logerende midtvejs i boudoir-rosa tapet og sengetøj. I bagenden en obskur bar med et par ludere i venteposition – i øvrigt tilgængelig for publikum i pausen, ikke til saki og suchi og sære thesorter, men fadøl og kaffe.
FRÆKT GREB
Så vidt regiet. En slags totalteater, hvor vi kan følge tragediens hårrejsende gang fra ende til anden. Prøvet før med ’Bohème’ i Odense, hvor cafébordene kunne indgå i handlingen, i hvert fald i 2.akten. Med ’Butterfly’ kommer vi på visuel prøve, alt efter hvor vi sidder i salen.
Men skidt nu med det. Mere interessant er idéen.
Betyder det noget – at flytte ’Butterfly’ fra Japan til Lithauen? Der befinder Hotel Nasgasaki sig nemlig.
Selvfølgelig betyder det noget. Der er masser af japanske kulturmønstre, ritualer, traditioner, vi ryger udenom. Associationer, der bliver ubegribelige, når man pludselig befinder sig i en helt anden kultur og vil forklare, hvorfor den lille dame gør som hun gør. F. eks. begår harakiri, da det hele ramler. Bare på grund af et løfte til sin onkel. Sådan gør man i den familie.
Men vi forstår da godt, at instruktøren Anne Barslev fristes til det frække greb.
Der forskelle, men sandelig også ligheder. Lithauen med unge damer, der gerne hopper på ét ben for at få sig en mand fra det vestlige, og ikke alle sammen stinkende af beregning, men fortabt i drømme.
I den sammenhæng kan man henlægge historien til så mange steder.
PIGE FRA LANDET
Og hvis vi alligevel lige skal køre os selv i stilling til den demografiske rokering, gør vi det med større og større tryghed gennem forestillingen, fordi den har en Butterfly, der vandrer ind i vores hjerter. På en måde med træsko. For nu at slide på den kliché. Nipsfiguren med solskærmen er blæst væk.
Kristine Becker Lund er som en sund pige fra landet, der bare havner i ulykke. Sådan som f.eks. utallige piger fra landet har gjort det gennem århundreder, også i vores lille land, når de troskyldigt indfandt sig i hovedstaden, og lynhurtigt blev ført i favnen på husets herre eller unge søn.
Nu er hun lithauer, og vi er ligeglade med dét, for Kristine Becker Lund synger med en lysende sopran og en ukuelig poetisk glød i stemmen.
Derfor tager vi også i stiv arm, at hendes forfører, Mr. Pinkerton, i Magnus Vigilius’ udgave er præcis så anonym og tørlagt en starut, at urimeligheden i hendes handlinger bliver dobbelt forfærdende, tragedien dobbelt grufuld, da han stiller med sin amerikanske kone for at plyndre hende for det yndige barn, han har plantet i hende.
STEMMER
Kristine Becker Lund må – som instruktionen her byder hende – reagere som en europæiske pige med hysterisk sammenbrud og greb til sin fars Colt 9mm, hvor vi er vant til at se Butterfly tage sit liv i et isnende sort ritual med slægtens dertil indviede kniv, efter at kujonen Pinkerton er lusket bort.
Vokalt og psykologisk er der bedst samklang mellem hende og Lars Waage, der synger den amerikanske konsul Sharpless. Selvom de sådan set ikke er ude i egentlige duetter. Det er to stemmer, der spinder i samme tessitura (som fagfolk vil kalde det). Waage skaber samtidig en småfordrukken, lidt indolent konsul med et varmt hjerte – han kunne være hugget ud af en Hemmingway-roman.
Sådan er også andre roller godt besat, den sleske Goro, japansk ægteskabsmægler gjort til lithauisk bordelvært, i hænderne på den effektive spieltenor Jan Lund. Samt de øvrige mindre roller, besat af Kristine Ernst, Jakob Zethner, Leif Munk Hansen, Julianna Holm og den 6-årige Sacha Thorslund på uriasposten som datteren.
KLAVER
Large scale scenografi af Stine Martinsen. Small scale orkester – 1 mand ved klaveret! Peter Møllerhøj forsøger med stor og følsom akkuratesse at ramme al Puccinis japanske kolorit i en discountudgave, hvis kvalitet ligger på et niveau, vi følger med voksende beundring.
