MADAME PÅ SKRÅPLAN
Madame Bovary’ i Skuespilhusets Røde Rum er igen en interessant udspil fra den gruppe, der varetager rummet i disse sæsoner
Spiller indtil 16. marts 2013
****
FLAUBERTS ’Madame Bovary’ er historien om en kvinde, som – bevidstløst og hvileløst – etablerer sin egen deroute. En flagrende døgnflue uden datomærkning for sin egen undergang. I sig selv et paradoks. Hele tiden på jagt efter noget mere, noget bedre, noget der kan opfylde de ønsker, hun ikke kan definere.
Flaubert sagde selv om hovedpersonen i sin roman, at hun er – ham selv. Sikkert sagt med smertefuld ironi. Et menneske, der søgte og ikke fandt. Rejser, kvinder, mænd, opfyldelse, konstant på sporet af løsninger, udløsninger, fuldendelse. Men som kun fandt og fuldendte ét: Bøgerne, der fortæller om den konstante frustration og uformåenhed. I ’Madame Bovary’: Derouten.
Det er den kvinde, man prøver at beskrive i Skuespilhusets Røde Rum. Romanen er sammenskrevet af den unge tyske dramatiker Tine Rahel Völcker til et skuespil, og det er hendes version, vi ser, d.v.s. igen skrevet en del ned, her af Elisa Kragerup og Det Kgl.s dramaturg Benedikte Hammershøj Nielsen. Historien om en ung kvinde, der gifter sig med en flink og kedsommelig 2. rangs provinslæge, og som i planløs drift styrter sig ud i oplevelser og selvdestruktion.
FLAUBERT
Det er på mange måder blevet stærk og levende dramatik i kraft af en drejning af Flauberts naturalistiske fortællestil til en teatralsk leg med det fremadskridende forløb i fortællingen.
Denne sceniske version henter tilsyneladende lige så meget inspiration fra Flauberts eget liv som fra romanen. Flaubert rodede usikkert rundt med sig selv.
Da han skrev ’Madame Bovary’ var han lige vendt hjem fra Kairo og Beirut, hvor han omgikkes med trækkerdrenge, og fra Konstantinopel, hvor han opsøgte ludere og fik sig en dårlig.
Det er sider af hans liv, der sender ham rodløst hjem til det sted i Normandiet, hvor rødderne både plager ham og betrygger ham – han levede den sidst snes år hos sin mor, ugift, men skrivende, langsomt, omhyggeligt, bog efter bog.
PERSONERNE
Vi ser ruiner af ham i person efter person i ’Madame Bovary’:
I den unge usikre student Léon, Mikkel Arndt hjælpeløst fortabt i sin tilbedelse af den utilregnelige Emma, så fortabt, at man har lyst til at gå ned og stikke hans Léon en lussing til, da Emmas ikke hjælper.
Vi ser ham i den elegante laban Rodolphe med det kyniske machobudskab om, at kvinder ikke ejer selvstændig vilje “ud over viljen til at blive begæret”. Thomas Hwan skaber en skrap kliché af en kvindeforagter, mekanisk og skræmmende.
Og vel også i den svampebløde Monsieur Bovary, som Rasmus Bjerg gør til den mest mislykkede husbond, mislykkede doktormand og mislykkede søn af sin mor, man kan forestille sig. Moren, der i Helle Hertz’ sorte skikkelse spyr svigermorgalle, som var hun skåret ud af Lorcas ’Blodbryllup’. Kun overværer hun ikke, at sønnen et øjeblik tiltrækkes af sin kones elsker Rodolphe. Man havde gerne hørt hendes ravneskrig.
ARENA
Scenografien er i 1.akten først et helt orientalsk teltarrangement med forhæng og halvskjulte rum, der kan sløre og afsløre hændelserne i det syge miljø. Derpå en art cirkusarena med spillerne i en lang række skiftende situationer på og omkring en drejescene, der giver muligheder for forskellige optrin og billeder, samtidig med at den med sin snurren indirekte fortæller om den trommerum, som personerne lever i – en småborgerlig, provinsiel og indeklemt selvtilstrækkelighed, evindelige gentagelser, uflyttelige vaner og luren på hinanden.
I 2. akten lukker alt sig, da et kæmpeforhæng indeslutter det meste af scenen og publikum. På midten en chaiselongue, der signalerer både Mme Emmas erotiske ubesindighed og hendes dramatiske død. Instruktøren lader ved aktens åbning Mimis drabelige smertenssang fra Puccinis ’La Bohème’ lyde i al sin forførende lamento, samtidig med at Emma hoster sine tuberkulosehost – 1800-tallet faste ritual, når lidende primadonnaer er på vej mod deres endeligt.
I RYK
Palle Steen Christensen har skabt denne enkle ramme omkring en handling, der springer frem i ryk som korte, dokumentariske klip.
Klippene får den psykologiske forklaring på Emmas nedtur til at skrumpe og giver også Helle Fagralids spil i titelrollen problemer med at gøre rede for det gradvise skred i den identitet, hun møder med ved indgåelsen af alliancen med ægtemanden.
Det er nok en fornøjelse at se Helle Fagralid i en rolle, hvor hun netop skal spille på flere strenge end i den uflyttelige moderpaniske figur, hun lige har måttet slæbe med i ti kapitler af tv-serien ’Forbrydelsen’.
Men det er en næsten uløselig opgave i de springvise glimt at få svingningerne fra dukkehjem-husmor til Lulu-hetære til at gå op. Hun må i forvejen affinde sig med det handicap, hun skal overvinde hos os på grund af sit backfisch-agtige udseende – både her og i ’Forbrydelsen’. På en måde tror vi vel mere på hende her. Hun er trods alt hentet ud af en vis uskyld ind i sit Bovary-ægteskab.
Så kommer Maria Rossing og Nicolai Dahl Hamilton sikrere til rollerne som Lheureuse, klædehandlersken, og Homais, apotekeren. Maria Rossing spiller ud som brutal, snedig pengeafpresser, og Dahl Hamilton som den kyniske manipulator og slimede nedlægger af sin konkurrent, byens nye doktor, Charles Bovary. Begge glimrende.
Godt at se Røde Rummet-holdet med endnu et nyt indhug i – og eksperiment med – klassiske emner. ’Den unge Werthers lidelser’ er stadig det stærkeste og enkleste indtil nu, ’Sonetter’ det morsomste. Men vi tager glad for os af mere.
Og lad os så slutte med en hånlatter til gamle Mor Bovarys: ’For mange stearinlys! Lille Emma…” Det er jul om fjorten dage.
GregersDH.dk