Foto: Den Spanske Stats Turistbureau 

LUKSUS PÅ AFGRUNDENS RAND

Den andalusiske bjergby Ronda har ikke bare Spaniens ældste og smukkeste tyrefægter-arena. Også en luksus-parador med svimlende udsigt. En af perlerne i Spaniens kæde af historiske parador-hoteller.   

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Spanske Stats Turistbureau

SKØN luksus og bloddryppende drama.
Skulle det nu være noget at bringe i selskab med hinanden på en ferierejse?
Hvorfor ikke. Luksusen kan nydes på krop og sjæl. De bloddryppende dramaer kan man nøjes med at høre om eller kikke på. Og glæde sig over, at man ikke er personlig involveret.
Ronda er stedet. En by kun en times kørsel op gennem bjergene fra den spanske Solkyst. En by med en parador – et  luksushotel. Og en tyrefægter-arena, der er Spaniens ældste og smukkeste. Og så en historie, der kan få alt, hvad man har strejfet gennem liv og skole om Spaniens og Europas fortid til at passere revy: Romerske kejsere, muslimske kaliffer, spansk borgerkrig og meget mere. Og for resten: Præhistoriske huler med malerier i klippevæggen. De tæller også med i Rondas fascinerende katalog.

BROEN OVER FLODEN

For at standse ved hotel og borgerkrig: Bestil et værelse med en udsigt, som folk, der har været i Ronda, kan blive ved at snakke om: Udsigten ud over og ned i en dyb kløft. Den dybeste, nogen by i europæisk menneskeformat kan prale af. Lodret ned: 100 m til en flod, så smal og så langt nede, at du dårligt nok øjner vandet. Broen for næsen af dig er bygget i 1700-tallet. Et svimlende ingeniørprojekt. Lige så svimlende som udsigten, der indbefatter bjergene i baggrunden og den ældste del af Ronda på den anden side slugten. Med huse på afgrundens rand. Beboede huse.
Bed om paradorens værelse 223. Eller nærmeste nabo. Du får en terrasse stor nok til at holde afdansningsbal. 1. parket til det hele. Inklusiv suget i maven, hvis det er dét, du går efter.

MYTER

Og den spanske borgerkrig? Dens græsseligheder hører til myterne på stedet. De er mere end myter. Guider fortæller, at folk blev styrtet i afgrunden under borgerkrigen.
Det er sandt. Men det er ikke sandt, at det var Francos folk, der skubbede modstandere over kanten. Det siger guiderne for at være politisk korrekte  – Franco er jo defineret som slynglen i Spaniens nyere historie. Men sandheden er, at det var regeringstro folk, der skubbede, og fascistiske Franco-tilhængere, der endte på slugtens bund. 500 mennesker i ét hug. Borgerkrigen var grum. På begge sider.

LUKSUS

Parador-luksus. Hvis man ikke kender det begreb, så hør, hvad det handler om.
Der er halvfems paradorer i Spanien. De fleste og de mest interessante er installeret i gamle slotte, borge, klostre, der er blevet gennemrestaureret og shinet op, så du enten taber vejret eller bare tager hatten og siger: Perfekt. Den i Ronda har fået en ordentlig tur. Den har engang været byens rådhus, placeret ved en elegant plads, og som sagt ud til slugten. Kun facaden er tilbage. Rondas ’ayantamiento’-facade. Resten er nyt.
Tyst elegance, og så en restaurant, der opfylder et af de krav, der er indbygget i parador-begrebet: et internationalt køkken, der samtidig kæler for de forskellige egnes specialiteter og særheder, også på vin-feltet.

PARADOR-NARKOMANI

Dét er en af grundene til, at man kan bliver lidt parador-narkoman. Lad mig nævne et par andre:
På næsten alle paradorer er man væk fra den turistmæssige alfarvej. Paradorerne ligger spredt rundt i Spanien, som regel i historisk interessante byer, hvor de har været klostre eller fæstninger, nogle af dem helt tilbage fra maurertiden i 1400-tallet. Der bliver stadig indrettet nye. Også specielle golf-paradorer. Men der er i øvrigt golfbaner i næsten hvert eneste af de områder, hvor der ligger paradorer.
Mange af paradorerne kan – som den i Ronda – noteres for hændelser, der giver dem ekstra farve i kinderne. Hvis man f.eks. synes  – nu vi taler om Franco – at det kan være sjovt at indlogere sig i de værelser, Franco brugte, når han gik på jagt i de skovklædte bjerge nord for Granada. Den fornøjelse kan man få på paradoren i Úbeda. Hvis man tilsvarende vil fantasere sig til, hvor godt Carl den Femte sov om natten, kan man vælge slottet i Jarandilla de la Vera ovre mod bjergene ved den portugisiske grænse.

NATIONALE VISITKORT
 
Paradorerne er prismæssigt til at komme i nærheden af. Det hænger sammen med, at de af den spanske stat betragtes som nationale visitkort. Paradorerne blev faktisk sat på skinner under et kongeligt patronat i 1928. Men det er først siden 1980’erne, de har foldet sig ud som attraktioner også for udenlandske rejsende.   
Erfaringen med parador-restauranterne er, at de snildt kan konkurrere på prisen med de bedste restauranter i den by, man befinder sig i.  
Og i betragtning af, at værelser andre steder og i tilsvarende klasse – ikke mindst i Danmark! – nemt passerer 2.000 pr. nat, opererer man på de spanske paradorer sjældent med ret meget over det halve, især hvis man udnytter de mange specialordninger, de byder på.
Kik på fakta-boksen på siderne her. Den fortæller detaljer.

I ARENAEN

Der er få meter fra Ronda-paradoren til Plaza de Toros – den cirkelrunde tyrefægter-arena, dette hjem- og arnested for den eleganteste, den modbydeligste, den mest raffinerede og den blodigste europæiske ’sport’, eller hvad man skal kalde denne tilspidsede inkarnation af menneskets jagt på dyret. Stenalder-instinkt og middelalderlige riddervaner i ophøjet forening.
Et fløj til arenaen er rideskole. En anden et velorganiseret lille museum, som fortæller tyrefægtningens historie. Billeder og tekster om adelig og kongelig jagt og forlystelser. Om våben, helte, heste, tyre, kvinder og dueller. Også dueller af den ordentlige slags mellem mennesker på lige våben og vilkår. Et af mange uforglemmelige illustrationer er en tegning fra Harpers Bazaar 1887 af en duel, der dog blev genstand for en vis forsinkelse: Den ene duellant insisterede på at bruge paraply – ikke som våben, men for ikke at blive våd, mens han løftede og affyrede sin revolver. Skal man tumle død til jorden, skal det i hvert fald være i tør forfatning.
Arenaen er et vidunder af et bygningsværk. Dateret 1785. Gå derhen en fredelig formiddag ved åbningstid. Der er et lille vellystigt gys at hente i at være den første, der sætter de første spor i arenaens fine tæppe af sand.

HEMINGWAYS RONDA

Retur til terrassen. Grib Hemingways ’Hvem ringer klokkerne for’. Slå op på kapitel 10 og få den gruopvækkende beretning om de fem hundrede Franco-fascisters endeligt, brutalt kastet over broens kant i floden Guadalevins dyb. Det var i 1937. I romanen henlægger Hemingway begivenhederne til den langt nordligere egn omkring Segovia. Men det er Ronda-mordene, han har brugt som forlæg. Romanen er skrevet umiddelbart efter borgerkrigens ophør og udkom i 1940. Filmatiseringen huskes sikkert af mange. Ingrid Bergman var partisanpigen og Gary Cooper den amerikanske Spaniens-frivillige. En klassiker.   
Ronda – stedet for en macho som Hemingway. Han boede jævnlig i Ronda, når han var i Spanien, første gang som ung i 1923. Gik til tyrefægtning. Havde en bestemt, foretrukken loge i arenaen. Tyrefægtning optræder gang på gang som emne i hans bøger. I ’Og solen går sin gang’. I ’Døden kommer om eftermiddagen’. Og i ’De ubesejrede’.
Også Orson Welles var fanget af tyrefægtnings blodige ritualer. Welles boede sin sidste tid i Ronda. Hans aske blev efter hans ønske strøet over jordene på hans ven, stjernetoreadoren Antonio Ordonez’ gård.

INDEN SOLEN DYKKER

Alt det, vi kan fordybe os i i flugtstolen på terrassen. Små snif af drama, af fjern og nær fortid, af jordisk liv og død omkring os.
Mens solen dykker i bjergene, mørket falder, og hvidløgssuppen og vildtmørbraden venter i restauranten.    

GregersDH