”Lukketid’ Aros Museet, Århus 27.10.2015 Anm.

 

 

 

 

 

LUKKETID

 

 

Det ambitiøse, århusianske projekt ’Udflugter’ starter spagt med aftenvandring og korsang i Aros-bygningen. Hvad Aarhus Teater gør i den sammenhæng er svært at få øje på.
Til gengæld er der trøst på Teater Svalegangen, hvor den femstjernede Reumert-pristager ’Afdelingen for mindre planter’ er genopsat.

**

 

DER skal nok mere til end dette. Aarhus Teater forsøger at åbne for nye måder at engagere publikum på. Der skal tænkes ’anderledes’, som det hedder usikkert, men energisk.
F.eks. gennem samarbejde med andre institutioner. I dette tilfælde Aros, byens kunstmuseum. Og f.eks. med det, der kunne opleves denne aften på Aros.
Her var vi inviteret på en rundtur i den store bygning iført høretelefoner for at påhøre tyve minutters sammenklippede beretninger fra personalet om, hvordan det om morgenen forbereder museets åbning. Vagter, rengøringspersonale, teknikere og andre på job i interview og smalltalk, fra morgenens aktiviteter, nødtørftigt klippet sammen med diskret clean sound fra deres rumsteren. Spagt og forsigtigt, så det ikke var noget problem at bruge de tyve minutter til at nyde stilheden i rummet og udsigten til byen.
For derefter at høre det hele sat i musik komponeret til lejligheden, de dagligdags bemærkninger og udsagn fra optagelserne sunget af Aarhus Akademiske Kor stående på de store galleritrapper.
Kønt, henholdsvis pudsigt og fikst komponeret af Mathilde Böcher og sunget af behjertede amatørsangere, så man om ikke andet kunne forestille sig, hvordan det ville lyde og klinge, hvis det var viderebragt professionelt. Vi er godt vant i dette land med eksklusiv korsang, hvilket man kan forvisse sig om i disse uger under de talrige opførelser af juleoratorier.
Længere kom dette forsøg på at ”sprænge rammerne for, hvad teater er og kan være”, som det hedder i Aarhus Teaters og Aros’ proklamation af noget, det kalder et ”tværæstetisk projekt”.
Det lille udramatiske forløb med den urovækkende titel ’Lukketid’ er tænkt som led i et større og længere varende, der har titlen ’Udflugter’. Her skal verden hver gang ”betragtes fra et nyt sted”.
Som sagt: Der skal nok mere til end dette.

DE MINDRE PLANTER

Det var svært at se, hvor Aarhus Teater befandt sig på denne galej.
Men den teaterhungrende kunne så trøste sig senere på aftenen med at genopleve den Reumert-belønnede ’Afdelingen for mindre planter’, som havde repremiere på Teater Svalegangen henne om hjørnet.
Den groteske komedie over finanskrisens lystne nedkuling af en planteskole-forretning står sig fortsat ved et overdådigt spil af Stine Schrøder Jensen som forvirret og kluntet plantøsedame ved siden af kollega Marie Mondrups overgivne, glade grovæder-pige og med Michael Brostrup som glimrende overtager af Henrik Prips rolle som den desperate ejer på skæv kurs.
’Afdelingen for mindre planter’ blev anmeldt her på bloggen, da den havde sin oprindelige premiere 10. februar 2014.
Anmeldelsen kan genlæses under sin titel og datoen.  De fem stjerner, den fik dengang, kan uden videre gentages.

gregersdh.dk

No Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *